Michelin-kokkens pizzasted

Christian Puglisi har fået en Michelin-stjerne til sin restaurant Relæ og nu har han sammen med partneren, Kim Rossen, sat et endnu større gastro-skib i den københavnske andedam. Lige ved Empire Bio åbner den 1.000 kvm store restaurant/bageri/madproduktionsbygning, der laver hjemmelavet mozzarella, bager på livet løs og hænger kød på kroge.

Bæst er navnet på restaurantdelen af hele dette store mad-imperium, bageriet hedder Mirabelle, og Bæst ligger i stuen inde mod Empire Bio i store lyse lokaler med 70 siddepladser samt udeservering i gårdhaven.

Køkkenchefen hedder Kristopher Schram, er fra Californien, men drog til København, fordi han ville arbejde for Puglisi. Det er bageren Carol Choi inde fra nabobageriet Mirabelle, der står for al brød, og således også pizzabunde. Ansvaret for selve pizzaen er lagt i Giuseppe Olivas italienske hænder, som også tidligere har arbejdet på Relæ og Manfreds.

Hvad: Bæst
Hvor: Guldbergsgade 29


Tjenere i undertøj og butt plugs til maden

Tidligere i 2014 åbnede den pikante burgerjoint Hot Buns sin første filial i København med et krystalklart koncept: Barmfagre piger skulle servere gourmetburgere iført hotpants og små toppe.

I september slog Hot Buns After Dark så dørene op til landets første kombinerede burgerbar og sexshop.
Butikken ligger over for det buldrende festmekka i Boltens Gård og ved siden af den nuværende Hot Buns-restaurant. Og som navnet antyder, er Hot Buns After Dark en natlig affære med åbningstider fra kl. 23-06 onsdag til lørdag.

Her serverer smukke piger burgere, glidecreme og håndjern iført lingeri i form af hofteholdere, trusser, corsager og blonde-BH'er. Men du kan ikke spise maden hos de letpåklædte burgermadamer, da det lille butikslokale kun rummer en serveringsdisk og en stor, polstret væg fyldt med kinky sex- og SM-gadgets, som kan inspiceres, mens man venter på føden.

Hvad: Hot Buns After Dark
Hvor: Gothersgade 3-5


Billig gastronomi og drikkevarer til byens fedeste forfest
Med det nye koncept Pre Club Copenhagen har veninderne fået et oplagt sted at skyde byturen i gang. Det kombinerede spise- og barkoncept vil gå i flæsket på byens høje priser og lave en gedigen »førfest« inden byturen med god mad og lækre drinks til små penge.

Ifølge manageren, Sean Alexander, vil du kunne opleve hypede DJ's og uanmeldte gæsteoptrædener fra nogle af nutidens mest prominente hitmagere.

Køkkenet er inspireret af både det nordiske og franske køkken med en 3-retters menu til blot 150 kr., tre cocktails, øl eller vin til 100 kr. og 10 shots til 200 kr.

Hvad: Pre Club Copenhagen
Hvor: Store Kongensgade 34


Det nye sted for smørrebrødsfans

En af kongerne indenfor dansk smørrebrød er tilbage med et nyt sted, ny mad og nye snaps. Der er tale om Stig Arnsel, der abdicerede fra sit Told & Snaps imperium, men nu er klar med Akvavitten.

Indretningen er lys, enkel og moderne - næsten designermagasins-lækkert med et stort spejl på hele den ene væg og glødepærer over det store træbord i midten. Udenfor er der levende lys og oliventræer.

Der er plads til 60 gæster, tjenerne er faduddannet og i køkkenet har Stig Arnsel allieret sig med Githa Bennorth, som er klassisk uddannet smørrebrødsjomfru og Søren Kronstrøm Ravn, der er klassisk uddannet kok. Maden er lavet for bunden, og du Stig Arnsel har selv leveret snapsen.

Hvad: Akvavitten
Hvor: Store Kongensgade 91


Gemt perle på Østerbro lokker med gode priser

Du finder kaffebaren Baris & Co på den lidt hemmelige Melchiors Plads ved Nordre Frihavnsgade på Østerbro. Cafeenn går både hardcore efter Østerbros mange mødregrupper (her er god plads til barnevogne, udeservering og kæmpestore vinduer, så man kan holde øje med sovende børn udenfor) samt områdets stamgæster.

Det sker med nogle yderst rimelige priser. Blandt andet kan man i weekenden hoppe ombord i et ta' selv bord med økologisk brød, oste, æg, pandekager, humus, laks, hjemmelavet rejesalat og mange andre ting til 66 kr.

En afslappet, men elegant indretning med antikke mormor-møbler er sat sammen med et moderne sort gulv og træpaller på væggene. Her er også støbejerns-kakkelovn og designerlamper og store lyse vinduer ud mod pladsen. Navnet Baris & Co har forøvrigt en naturlig forklaring, for det er taget direkte fra ejeren, som hedder Baris Dikmen.

Hvad: Baris&CO
Hvor: Melchiors Plads 3


Autentisk, japansk gadekøkken signeret af erfaren kok

Den erfarne herre Jens Rahbek er rykket ind i Copenhagen Street Foods haller på Papirøen. Rahbek har bl.a. været med til at jumpstarte Sticks 'n' Sushi, og nu er han klar med endnu mere japansk gastronomi.

I oktober åbnede hans røde spisebod hos Copenhagen Street Food, hvor du kan få  masser af flammegrillede sticks, som tilmed er en del billigere end på lignende steder i byen. Mellem 20 og 25 kr. skal du slippe for en autentisk japanerhaps på træspyd, mens større retter også kan bestilles.

Endelig er der supper og desserter samt en »stjerneret« bestående af kammuslinger i arabisk filodej med sojaæggeskum og grønt.

Hvad: Yatai by Jens Rahbek
Hvor: Trangravsvej 14


Vinbar serverer modgift til det danske regnvejr

Manden bag Antidote (engelsk for modgift) er en erfaren herre. Det er nemlig Kenn Husted, som allerede har adskillige vinbarer/restauranter rundt omkring i byen. Forklaringen bag vinbarens navn er ifølge Husted, at Antidote vil være en modgift til »det danske vejr, den ligegyldige mad og vin, og den ikke altid nærværende service.«

Antidote har plads til 50 gæster indenfor og ligeså mange til udeservering, hvor gæsterne kan nyde mad med amerikansk inspiration fra de amerikanske kokke.

Indretningen er rustik, og mange af tingene er fundet på loppemarkeder i bl.a. Frankrig, heriblandt et gammelt Pharmacie skilt - det verdenskendte grønne apoteker-plus symbol.

Hvad: Antidote Vinbar
Hvor: Jægerborggade 56


Kombineret bubbletea og kageunivers på Østerbrogade

Henriette Dalby og Emily Jacobsen har kombineret deres kærlighed til henholdsvis kager og bubbletea og åbnede i august 2014 deres drømmeunivers i en høj kælder på Østerbrogade.

T in The Park tilfører det klassiske tehus et mere moderne islæt, fordi den kombinerer en velkendt kop god te med den asiatiske te-variant bubble-tea og amerikanske kageklassikere som cupcakes, cheesecakes, mudpies og store, ekstravagante festkager.

Kagerne og teen kan nydes i de flot designede og store lyse lokaler, som Leif Jørgensen står bag. Her er specielle designerstole, pastelfarver og inddirekte belysning i loftet. Man kan både sidde ved borde eller ved en bar, som løber langs alle vinduerne.

Hvad: T in the Park
Hvor: Østerbrogade 124


Stor kærlighed til Frankrig

Petits Plats er resultatet af en teenageforeskelse mellem franske Rémi Ferraro og danske Lotte, der gennem mange år var pennevenner og nu har åbnet en fransk fødevarebutik på Østerbro. Her kan du købe råvarer, som han er rejst igennem sit fædreland for at finde: skinker, vilde oste og vine fra familieejede gårde. Hver dag står der desuden nye ting fra bageren klar i montren.

Butikken er da også yderst fransk i sit udseende - med et smedejernsgitter fra en gammel fransk kirke, et stort kort over Frankrig på hele endevæggen og parisiske klinker, som matcher mønsteret på æsken med de små retter.

Selve navnet Petits Plats har en dobbeltbetydning. Det kan både betyde små serveringer - som de jo serverer -, hvis man oversætter direkte til dansk, men den franske opfattelse af navnet nærmer sig mere noget hjemmelavet og godt håndværk.

Hvad: Petits Plats
Hvor: Øster Farimagsgade 8


Gangnam Style og koreansk gademad for alle pengene

Du kender maden fra Japan, Kina, Vietnam og Thailand. Men kender du det koreanske køkken? Det kan du nu komme til hos nyåbnede Bulko på Copenhagen Street Food.

I en food truck, der bedst kan beskrives som en forvokset pølsevogn tilsat en knivspids Gangnam Style, tryller indehaver Oliver Ko og hans team med nogle af de koreanske gadekøkkens ypperste favoritter.

Bulko er garant for stor smag og høj kvalitet til små penge. Oliver kommer oprindeligt fra Seoul i Sydkorea, men blev efter en periode som kok i London headhuntet til Sticks 'n' Sushi i København. Nu har han endelig slået dørene op til sit eget lille hjørne i byens mest pulserende og inspirerende madhal.

Hvad: Bulko
Hvor: Trangravsvej 14