Jul i hallen
Copenhagen Street Food er andet og mere end mad. Frem til 22. december sørger de nemlig også for, at gæsterne kommer i ægte julestemning med aktiviteter for hele familien. Onsdage er der nisseskattejagt, torsdage er der julebingo, og fredage fyldes hallen med julefrokoststemning. Weekenderne er også julede, for lørdage er der mulighed for at få julegaverne i hus, når det hippe loppemarked Rita Blås Lopper rykker ind, og søndage skal der klippe-klistres julepynt til den helt store guldmedalje af genbrugsmaterialer. I den ene ende af hallen står nemlig et stort juletræ, som skal pyntes.

Derudover er der selvfølgelig også åbent i de 27 food trucks, som langer lækker mad over disken fra mange forskellige verdenshjørner, mens stedets dj’s leverer lydsporet. Copenhagen Street Food går på juleferie fra 22. december. Psst, det er også muligt at købe et juletræ med hjem.

Hvad & hvor: Copenhagen Street Food, Trangravsvej 14
Hvornår: Onsdag-søndag, 26. november - 22. december

 

Jul under vandet
På Den Blå Planet synes de, der er nok nisselandskaber, julekager og guirlander i december, så de angriber julemåneden fra en lidt anderledes vinkel. Det gør de ved at præsentere gæsterne for Den Røde Planet, som er et undervands-julelandskab med enorme snefnug og bølgende nordlys. I de mørke timer kan man endda se lyset fra Den Røde Planet helt fra Øresundsbroen og flyene, som lander og letter i Kastrup Lufthavn.

Når sulten melder sig, kan man hos spisestedet Øst mæske sig i lækkerier fra Meyers juletallerken, som blandt andet er prydet med julesild, flæskesteg og røget laks. Man kan også nyde et glas gløgg, en skål ris á la mande eller lune æbleskiver.

Hvad & hvor: Den Blå Planet, Jacob Fortlingsvej 1
Hvornår: Frem til 6. januar

 

Jul i teatret
Det vrimler med teateroplevelser for hele familien i december. En af årets mest storslåede oplevelser er Det Ny Teaters musical “Skønheden og Udyret”. Den elskede Disney-historie har fået nyt liv, og med dygtige skuespillere som Maria Lucia og Preben Kristensen i de bærende roller, er underholdningen sikret, både for familiens små og store. Forestillingen har modtaget meget varme anmeldelser, de fleste anmeldere har givet forestillingen fem eller seks stjerner. Billetter kan købes her.

Guide: Juleforestillinger for børn

Hvis aftenen skal fuldendes, kan man booke bord i teatrets restaurant, Teaterkælderen, som har særlige menuer i forbindelse med forestillingerne oppe på scenen. Hyggelig undergrundsstemning, teatralsk atmosfære og underholdende servering.

Hvad & hvor: »Skønheden og Udyret«, Det Ny Teater, Gammel Kongevej 29
Hvornår: Frem til 7. december

 

Jul i biografen
Vi bliver i det magiske Disney-univers. For i Cinemateket varmer de op til jul ved at vise nogle af tidens allermest elskede Disney-film, som er produceret mellem 1950’erne og 1970’erne i det, der kaldes for Disneys guldalder. Der er altså tale om udødelige klassikere som “Peter Pan”, “Alice i Eventyrland”, “Pinocchio” og “Junglebogen”. Film, som har underholdt børn såvel som voksne gennem mange generationer.

Og det stopper ikke her. Filmene vises tilmed med de originale danske stemmer. Et besøg i Cinemateket er altså ikke kun nostalgi for øjnene, men også for ørerne. Vi har samlet en oversigt over alle filmene lige her.

Hvad & hvor: Disney-fim i Cinemateket, Gothersgade 55
Hvornår: Hele december, se hele programmet hér

 

Jul på glatis
Hvis planen holder, og vejret ikke driller med alt for meget blæst og alt for meget varme, så åbner skøjtebanen på Frederiksberg Runddel lørdag 29. november. Skøjtebanen er både perfekt til dem, der er garvede på skøjter og nybegyndere på glatisen. Man behøver skam ikke en gang at eje et par skøjter selv, for man kan leje et par for en flad halvtredser i skøjtebanens udlejning. Frem til nytår har udlejningen åbent mandag-fredag, klokken 11-21, samt lørdag-søndage (og helligdage), klokken 10-21.

Når benene er trætte, og fingrene er ved at fryse af, kan kroppen passende restituere med en dejlig kop varm kakao i Café Funders gamle saloner lige ved siden af skøjtebanen.

Hvad & hvor: Skøjtebane & Café Funder, Frederiksberg Runddel
Hvornår: Forhåbentligt fra lørdag 29. november

 

Jul i forlystelsesparken
Den gamle forlystelsespark i hjertet af København sparer ikke på juledekorationerne. Tivoli har skiftet Halloween-udsmykningen ud med bunkevis af gran, masser af smukke lys og uoverskueligt mange pyntede juletræer. Forlystelserne kører naturligvis også, men derudover kan gæsterne gå på opdagelse i en masse boder, som byder på alt mellem hjemmebagte lækkerier, velsmagende gløgg, dejlige striktrøjer, huer og vanter.

Se billederne: Julen er kommet til Tivoli

I år har Tivoli bygget et helt Alpeland, som flugter med de to, store alpetoppe, som den gamle Rutschebane fik genetableret i forbindelse med åbningen af sommersæsonen tidligere på året. Har du ikke været i Tivoli i 2014 er du også gået glip af en ny, italiensk restaurant, Mazzolis, som blandt andet serverer virkelig lækre pizzaer.

Hvad & hvor: Tivoli, Vesterbrogade 3
Hvornår: Frem til 4. januar

 

Jul i vintersportsland
Experimentarium byder indenfor til en verden i vintersportens tegn til dem, der måske har lidt svært ved at sidde stille i en teater- eller biografsal. Her er der rig mulighed for at lege og komme tættere på nogle af de mange vintersportsdicipliner, for eksempel snowboard, curling og bobslæde. Mange af de 23 aktiviteter er interaktive og foregår ved brug af moderne teknologi - men det betyder ikke, at man skal sidde på sin flade. Når man for eksempel skal øve sig i at blive juniormester i skihop, skal man altså også hoppe i virkeligheden og ikke blot trykke på knapper.

Hver dag er der et program, som det er muligt at deltage i. De ansatte i Experimentarium sørger for, at oplevelsen bliver så levende, lærerig og ikke mindst sjov som muligt.

Hvad & hvor: Experimentarium City, Trangravsvej 10-12
Hvornår: Alle dage, undtaget 24., 25. og 31. december samt 1. januar