Velgørende græskar
Blandt hele 25 spændende madboder i urbane, industrielle omgivelser på Papirøen er københavnske børn og deres voksne lørdag inviteret til »Not so scary«-halloween fra klokken 12. Her arrangerer Copenhagen Street Food i samarbejde med det sunde fastfood-alternativ Root Food og organisationen Red Barnet nemlig græskarudskæring med hjælp fra venlige spøgelser.

Den, som skærer det flotteste græskar, vinder en portion af Copenhagen Street Foods helt egen valuta, »cow cash«, som kan benyttes i alle madboderne.  For eksempel til spændende mad fra forskellige dele af verden, varm chokolade, is fra Hansen eller bare en lækker burger.

Det koster 50 kroner at deltage, hvis man køber billetterne på forhånd på billetto.dk, og det koster 75 kroner, hvis man køber billet hos Copenhagen Street Food samme dag. Beløbet går ubeskåret til Red Barnets arbejde.

Hvor: Copenhagen Street Food, Trangravsvej 14
Hvornår: Lørdag 1. november, fra klokken 12
Hvor meget: 50 - 75 kroner

Læs også: Tivoli forvandles til en gyser

Nørre-gru-gade
Fredag bliver en uhyggelig dag på Nørrebrobrogade. Her har lokaludvalget nemlig arrangeret halloween for københavnere i alle aldre. Gaden skal pyntes med græskarlygter og lys, så onde ånder ikke slipper ud af Assistens Kirkegård. Og når stemningen er sat, går det løs med underholdning og aktiviteter.

Allerede klokken 14:30 er der græskarudskæring, ansigtsmaling, mulighed for at drikke Draculas røde vampyrblod og opleve et gruopvækkende danseshow med Night Creatures. Fra klokken 16 er der trick or treat i butikkerne på Nørrebrogade, og fra 17:30 er der gyselig fællesspisning på Teater Grob.

Fra klokken 18 kan alle være med til at skabe gyserhistorier, når den unge impro-comedyduo Zarp&Tarp optræder med et helt specielt halloween-show, som bygger på publikums allermest skræmmende ideer. Arrangementet er gratis og åbent for alle.

Hvor: Nørrebrogade
Hvornår: Fredag 31. november, fra klokken 14:30
Hvor meget: Gratis

Død på mexicansk
Nationalmuseet stiller lørdag aften skarpt på døden. Nærmere betegnet, det mexicanske syn på døden. Fra 31. oktober til 1. november er der nemlig mexicansk tradition for at samles og mindes de døde med éns nærmeste. Dette fortolkes fredag og lørdag af mexicanske kunstnere på det københavnske museum.

Det er for eksempel muligt at opleve »De Dødes Alter«, som den mexicanske kunstner Pedro César Peralta har arbejdet på i museets forhal. Et alter skabt i farverig savsmuld, inspireret af gadeudsmykning i hans hjemby Huamantla i Mexico. Derudover er der blandt andet mulighed for at opleve kunstinstallationer og se en prisbelønnet, animeret kortfilm.

I en familieworkshop kan man blandt andet lave sit eget alter, dekorere kraniemasker og folde de orange papirblomster, som i følge mexicansk tradition kan vise de dødes sjæle tilbage til de levendes verden.

Hvor: Nationalmuseet, Ny Vestergade 10
Hvornår: Lørdag 1. november, fra klokken 18
Hvor meget: 15 - 30 kroner

Kostumefest for voksne
Selvom halloween herhjemme primært er rettet mod familiens mindste, behøver man blot tage et hurtigt kig på festlighederne i højtidens moderland, USA, for at få bekræftet, at de voksne også sagtens kan skeje ud på den gruopvækkende aften.

Et oplagt sted at flashe dit kostume er på den elektroniske natklub Culture Box, der atter afholder deres legendariske halloweenfest med dystre beats og ditto oppyntning. Husk, at der ikke er langt fra at lave robotten på et dansegulv til at lave zombien. Bevægelserne skal blot være lidt blødere, og måske krydres med et »Braaiiins!«-råb fra tid til anden. Tim Andresen og Patrick Bateman slagter det store dansegulv, mens den kuldegysfremkaldende kælder får besøg af blandt andre Malene Jung og Witzansky.

Alle aftenens gæster opfordres til at komme i udklædning, så de er klar til at feste igennem i det paranormale klubhus.

Hvor: Culture Box, Kronprinsessegade 54
Hvornår: Fredag 31. oktober, fra klokken 21
Hvor meget: 70 kroner

Overblik: Her er de fedeste Halloween-fester for voksne

Sensuel aften i biffen
Det sidste Allehelgens-event er i den grad forbeholdt de voksne. Den amerikanske filmsamler Jack Stevenson har nemlig håndplukket et forførende udvalg af gamle horror-filmklassikere, som vises i Husets Biograf.

Glæd dig til et gedigent gys fra dengang dine bedsteforældre var unge, når 16mm-projektoren lyser lærredet op med Frankensteins Brud, Dracula og Den Usynlige Kvinde. Efter horror-montagen vises kultklassikeren »The Burlesque Assasains«, der så sent som sidste år spillede for udsolgte sale i selvsamme biograf. Den portrætterer de to erotiske burlesque-stjerner Roxi D’Lite og Kitten de Villes anstrengelser som veldrejede agenter iført silkestrømper.

De skrækfilms-elskende gæster bør, ifølge invitationen, komme udklædt. Billetprisen på 70 kroner inkluderer en velkomstdrink.

Hvor: Husets Biograf, Rådhusstræde 13
Hvornår: Fredag 31. oktober, dørene åbner klokken 19
Hvor meget: 70 kroner