RUSLAND: Tidligt mandag morgen begyndte de russiske myndigheder at flytte 30 Greenpeace-aktivister - heriblandt en dansk kvinde - fra Murmansk i det nordvestlige Rusland til Skt. Petersborg.

De 28 aktivister og to fotografer har siddet fængslet i Rusland, siden de 18. september prøvede at hænge et banner op på en russisk olieboreplatform i Arktis.

»Da advokaterne ville besøge de 30 i morges, fik de besked om, at de var i gang med at blive flyttet væk fra Murmansk. Samstemmende rygter i russiske medier forlyder, at det er Skt. Petersborg, der er målet, og de oplysninger, Greenpeace på stedet har kunnet skaffe her til morgen, lyder på, at transporten foregår med fangetog,« oplyser Greenpeace i en pressemeddelelse.

Danske Anne Mie Roer Jensen var om bord på skibet Arctic Sunrise som styrmand. Den 26-årige kvinde er sammen med sine kollegaer fra skibet i første omgang sigtet for pirateri, som kan give op til 15 års fængsel, men de russiske myndigheder har ændret sigtelsen til hooliganisme, hvor strafferammen går op til syv års fængsel.

Jon Burgwald, arktisansvarlig i Greenpeace Danmark, ved ikke, hvorfor Greenpeace-aktivisterne flyttes, men man følger situationen tæt.

»Vi gør alt, hvad vi kan, for at prøve at sikre, at flytningen sker under de bedst mulige forhold, og vi har et team klar i Skt. Petersborg til at tage imod fangerne,« siger Jon Burgwald, der er bekymret for udsigten til en lang tur med fangetog for aktivisterne.

»Den information, vi har om disse fangetog, er ikke ligefrem opmuntrende. De er for eksempel ikke opvarmede. Vores hold i Murmansk har forberedt de varetægtsfængslede på turen og har bedt dem iklæde sig meget varmt tøj og fodtøj, som vi nåede at få afleveret i sidste uge, da rygterne om en transport begyndte at brede sig,« fortæller Jon Burgwald.