Chefen for internetgiganten Googles satsninger på sociale medier har sagt op og forlader Google efter otte år.

Den 45-årige Vic Gundotra har siden 2011 stået i spidsen for Googles svar på Facebook, Google Plus. Han kom til Google fra Microsoft men forlader nu selskabet uden at meddele, hvor han så skal arbejde.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters går Gundotra med det samme.

»Nu er det tid til en ny rejse. Dette er dagen, hvor de seneste otte år skal fejres. Der skal grædes. Og smiles. Og ses fremad mod rejsen, som kommer,« skriver Vic Gundotra på sin Google Plus-side.

Stor udskiftning i Google-toppen

Googles topchef og medstifter, Larry Page, har i en separat besked takket ham og ønsket held og lykke med det næste projekt. Samtidig er David Besbris, som har stået for udviklingen af Google Plus, blevet udpeget til at efterfølge Gundotra.

Vic Gundotra har bygget Google Plus op og arbejdet for at få det koblet sammen med folks almindelige Google-konti til f.eks. Gmail, så brugertallet kan bankes i vejret og dermed give Facebook større konkurrence. Omkring 540 millioner bruger Google Plus mindst en gang om måneden, hvor Facebook tidligere på ugen rapporterede om 1,28 milliarder aktive brugere hver måned.

Siden Larry Page i 2011 overtog ledelsen af Google fra Eric Schmidt, som i dag er selskabets bestyrelsesformand, er der sket store udskiftninger i ledelsen. Blandt andet har Marissa Mayer, som i dag er topchef i Yahoo, forladt selskabet, ligesom chefen for Googles mobilstyresystem Android, Andy Rubin, sidste år sagde farvel. Endelig blev chefen for Googles netfilmtjeneste YouTube, Salar Kamangar, i februar erstattet af en anden af Googles topfolk, Susan Wojcicki.