Skjult under et tætvævet tæppe af landminer, hævede floder og moser har arkæologer opdaget en hidtil hemmelig by. Det skriver den australske avis The Sydney Morning Herald.

Men byen, der er fundet 40 kilometer nord for Angkor Wat i det nordvestlige Cambodja, er ikke udgravet med hakke og spade, i stedet har arkæologerne brugt luftbåren laserteknologi, kaldet Lidar.

Ved hjælp af en blanding af laserlys og radarteknik, har en helikopter cirklet over området i dagevis og affotograferet og optegnet geologiske og arkitektoniske forhold gemt under skovbunden. Materialet er blevet sammenholdt med traditionelle arkæologiske udgravninger fra området. På den baggrund mener arkæologerne nu at kunne fastslå, at de har fundet byen, Mathendraparvata, der grundlagde det storslåede Angkor imperium tilbage i 800.

Byen har formentligt eksisteret 350 år før Angkor Wat, det hinduistiske tempel, som er Cambodjas største turistattraktion, der årligt besøges af mere end 2 millioner mennesker.

Arkæologerne er forbløffede over på Lidarkortene at opdage ikke bare én ny by. Men hele 36 tidligere uopdagede ruiner, der ligger spredt på tværs af bjerget, men som alle er forbundet med et indviklet netværk af veje, diger, vandhuller og templer.

I byen har arkæologerne fundet næsten 30 hidtil uudforskede templer, der er en regulær lækkerbisken. For templerne, der i århundrede har ligget fuldkommen skjult under vegetation og jord, er aldrig blevet plyndret.

Fundet vil formentligt kunne fortælle arkæologerne nyt om udviklingen af Angkor, det enorme imperium, der dominerede det meste af syd-øst Asien for 600 år siden, skriver avisen The Sydney Morning Herald. Blandt andet håber arkæologerne, at den skjulte by kan hjælpe dem til at forstå, hvordan livet blev levet i byen for mange år siden. Blandt andet håber de at få svar på, hvorfor byen i sin tid blev forladt og overladt til skoven.

Damian Evans, leder af Sydneys Universitets Center i Cambodja, og medarrangør af ekspeditionen, der har søgt efter den glemte og gemte by, siger:

»Vi har set tegn på, at landskabet var helt blottet for vegetation. En teori er, at skovrydningen har fået alvorlige miljømæssige konsekvenser, der har ført til lukningen af civilisation,« siger han i følge The Sydney Morning Herald.