Er Jeppe Nybroe og Daniel Rye Ottosen pengene værd?

Selvfølgelig er de det. Alene spørgsmålet er en fornærmelse. Det er aldrig offentliggjort, hvad det kostede at løskøbe dem fra fangenskab, men beløb mellem 15 og 35 mio. kroner har været nævnt – og ingen ved sine fulde fem vil sige, at de to ikke er det og meget mere værd.

Men den amerikanske regering gør regnestykket op på en anden måde, og som en talsmand for den amerikanske politik Vicki Huddleston siger til Berlingske: »Når I betaler terrorister, skaber I flere terrorister og også flere gidseltagninger. De bliver endnu mere magtfulde og endnu sværere at nedkæmpe. Hun er tidligere viceforsvarsminister i Obama-regeringen og har som ambassadør i nøglelande været involveret i talrige gidselkriser.

Ifølge Berlingskes oplysninger er både den amerikanske og britiske regering i en offensiv på de indre linjer for at få deres vestlige allierede til at stoppe betalingerne til terroristerne og – som i de to danske tilfælde – slå ned på private indsamlinger til løsepenge og obstruere dem.

Amerikanerne og briterne har noget at have kritikken i. Siden 2003 har jihadister tjent mellem 145 og 165 mio. dollar på gidseltagning – godt en mia. kroner – og gidseltagningerne bliver flere og gidslerne dyrere, oplyste USAs vicefinansminister sidste år i en tale.

I 2003 kostede et gidsel 350.000 dollar i gennemsnit, i 2011 var gennemsnittet 5,4 mio. dollar eller omkring 35 mio. kroner, og terroristerne gnider sig i hænderne. »Gidseltagning er en nem forretning … det er en lønsom enterprise og en skat for os,« skrev lederen af al-Qaeda på Den Arabiske Halvø således i et internt memo. Ifølge New York Times opfordrede han sine folk til at tage flere gidsler og skrue prisen yderligere i vejret, og det fremgik også af dokumentet, at gidseltagning stod for halvdelen af organisationens indtægter.

Der er ikke tvivl om, hvor pengene først og fremmest kommer fra – fra europæiske regeringer – og »de skyder sig i foden,« som Huddleston siger:

»På den ene side sender de tropper afsted for at bekæmpe terrorister, og på den anden side betaler de terroristerne, så de kan købe våben til at bekæmpe deres egne tropper.«

Haider og Gaddafi

Og det begyndte med Wolfgang Ebner og hans kæreste, Andrea Kloiber. I 2008 var de to østrigere på ferie i det sydlige Tunesien, og 22. februar forsvandt de. De blev bortført af beduiner og solgt til al-Qaedas nordafrikanske filial, AQIM, og gidseltagningen blev banebrydende. For sagen udviklede sig i Østrig til en cause celebre, som bl.a. involverede højrepopulisten Jörg Haider.

Haider så en mulighed for at genvinde sin politiske troværdighed, og han tog kontakt til en af sine venner i Libyen, oberst Gadaffis søn, Saif, som udvirkede kontakten til gidseltagerne. Ifølge den algierske avis Liberté betalte Østrig 3,2 mio. dollar til Gadaffis Velgørenhedsfond, som betalte pengene til AQIM, og i det øjeblik blev gidseltagning big business for jihadisterne.

Berlingske har læst fortrolige amerikanske regeringsdokumenter, som illustrerer hvor big en business, vi taler om. Vi udelader navnene på de involverede af sikkerhedsgrunde: 20. november 2008 talte en amerikansk efterretningsofficer med en højtstående beduinleder i Mali. Beduinlederen fortalte, at de østrigske løsepenge havde ført til en guldfeber. Efter »løskøbelsen af de to østrigske turister er AQIM aktivt begyndt at opfordre beduiner i det nordlige Mali til at bortføre ikkeamerikanske vesterlændinge,« som beduinlederen oplyste.

Og AQIM ville betale gode penge. »Terrororganisationen tilbyder at betale op til tre mio. algierske dinarer – cirka 45.000 dollar – for enhver tilfangetaget vesterlænding,« sagde beduinlederen, og det er en formue i et land, hvor den gennemsnitlige årsløn er 1.500 dollar.

AQIM understreger, at de ikke vil have amerikanske gidsler – »de er meget specifikke på det punkt,« sagde beduinlederen – for den amerikanske regering vil ikke betale.

Få uger senere blev en canadisk FN-udsending og hans assistent taget som gidsler, og som den lokale amerikanske ambassade skrev i en fortrolig rapport – »løsesummen for de østrigske gidsler har tydeligvis ansporet AQIMs partnere og andre tvivlsomme elementer i området til at gennemføre den slags operationer … Bortførelsen af canadierne var en ad-hoc-operation, sikkert et udslag af den dusør, som AQIM har udlovet.«

Canada endte fire måneder senere med at betale »flere millioner dollar i løsepenge«, som »the Globe and Mail« skrev. Den canadiske premierminister afviste dengang, at Canada havde betalt en løsesum til gidseltagerne, men Wikileaks afslørede senere, at regeringen havde betalt pengene – og at de var gået til AQIM via ulandshjælp til regeringen i Mali.

Danske gidsler

Eksemplerne fra Mali dokumenterer to kendsgerninger, som har relevans for Danmark:

For det første, at gidseltagerne er sofistikerede, når det kommer til gidsler. De vil have gidsler fra lande, der betaler løsepenge. For det andet, at de er ligeglade med, hvor pengene kommer fra, og om de kommer fra den ene eller den anden kilde, fra private eller offentlige kasser, direkte eller via stråmand.

 

USA har siden terrorangrebet 11. september 2001 sagt, at landet ikke vil betale for gidsler eller formidle betaling. New York Times afslørede sidste år, hvordan lokale mellemmænd havde henvendt sig til den amerikanske ambassade i Ankara og tilbudt at formidle kontakt til gidseltagere i regionen – men de var alle blevet sat på porten, og gidslerne døde. Det kan synes hjerteløst i enkeltsagerne, men har en effekt, siger amerikanerne. Avisen opgjorde, at Islamisk Stat op til 2014 havde taget 26 vestlige gidsler, og kun tre af dem var amerikanere. Siden har IS taget yderligere vestlige gidsler, og ingen af dem har været amerikanere. Al-Qaeda har siden 2008 taget 53 vestlige gidsler, og kun tre af dem var amerikanere. Det kan skyldes manglende muligheder for at bortføre amerikanere, men mere sandsynligt skyldes det, at jihadisterne ved, at der ikke er penge i amerikanere. Som den amerikanske FN-ambassadør Samantha Power sagde sidste år: »Gidseltagere sondrer tydeligvis imellem regeringer, som betaler, og regeringer, som ikke gør. Og de forsøger at undgå gidsler fra lande, der ikke betaler.«

Frankrig har været et yndlingsmål. Siden 2008 har Frankrig tegnet sig for over en tredjedel af alle løsepenge til terrorister. Den franske præsident Hollande sagde sidste år, at Frankrig har stoppet den politik, men amerikanerne er skeptiske over for hans forsikringer. De har hørt det før: I 2010 – under et øje-til-øje møde i Paris – lovede den franske antiterrorchef sin amerikanske kollega, at hans land ikke betalte løsepenge – »det er Spanien, der gør det og presser prisen i vejret,« bedyrede han ifølge Berlingskes oplysninger. Kort efter betalte Frankrig 17 mio. dollar til AQIM for frigivelsen af fire franske gidsler i Niger.

Går efter lande som betaler

Det er den første lære – at gidseltagerne går efter gidsler fra lande, der betaler.

Den anden lære handler om kilden. Den danske regering betaler officielt ikke løsepenge, og pengene til løskøbelsen af Jeppe Nybroe og Daniel Rye Ottosen kom fra private donorer. Den sondring er væsentlig i dansk optik, men underordnet for gidseltagerne. »Det gør ikke nogen forskel for dem,« som Vicki Huddleston siger, og som Jeppe Nybroe bekræfter. »Det er klart, at der er nuancer, som islamistiske kidnappere ikke forstår,« sagde han i går i et interview i Berlingske. Og nuancerne kan være svære at forstå. Det er officielt aldrig regeringer, der betaler, men forskellige stråmænd, f.eks. Gaddaffi-fonden, og derfor er kilden altid obskur, men samtidigt oplever terroristerne, at myndighedspersoner ofte på et eller andet niveau er involverede. Løskøbelsen af Daniel Rye Ottosen er et eksempel. Sidste år hævdede en amerikansk ekspert, at de danske myndigheder var involverede i det praktiske i forbindelse med frikøbelsen. Eksperten var Charles Regini, som i 21 år ledede FBIs anti-gidselprogram, og som nu er chef for et internationalt sikkerhedsfirma, som arbejder med gidselforhandlinger i Mellemøsten. Han sagde til New York Times, at Ottosens »venner og familie« betalte 4,3 mio. dollar for danskeren – eller omkring 28 mio. kroner – og at »den danske regering arrangerede overførslen af pengene til jihadisterne« Hvis det er tilfældet eller hvis det er, hvad Islamisk Stat tror er tilfældet – så kan Danmark nok så meget fastholde en hård kurs, for i den anden ende ser det ud som om, Danmark er involveret.Derfor har myndigheder i USA og Storbritannien en barsk politik over for private indsamlinger til løsepenge. Pårørende til amerikanske gidsler har fortalt til forskellige medier, hvordan Det Hvide Hus, det amerikanske udenrigsministerium og FBI har truet dem med retsforfølgelse og lange fængselsstraffe, hvis de tog kontakt til terrororganisationer eller mellemmænd, eller hvis de forsøgte at overføre penge til dem. Det ville være en overtrædelse af antiterrorlovene.

 

Ingen europæiske lande følger en tilsvarende absolut linje, i stedet forsøger de at gemme sig i debatten og sejle under flere flag, siger Vicki Huddleston.

»Alle europæiske lande kender de amerikanske og britiske synspunkter, men ingen af dem er villige til åbent at stille sig frem og sige, hvorfor de betaler løsepenge – og dermed bringer deres egne borgere i fare for at blive ofre for en gidseltagning.«

»Vi føler med gidslerne og deres pårørende, og det er et svært og følelsesladet emne. Men vi må til syvende og sidst stå fast på vores fundamentale holdninger.«