På det seneste har vi set forskellige modeller. Modeller, der vidner om en næsten innovativ udvikling i kunsten at opsamle syge finanshuse. Her er et par eksempler:

Tønder Bank krakker. Sydbank overtager hele biksen, men aktionærerne taber alle deres penge, indskyderne sikres. Spar Lolland mister pusten og drejer nøglen om. Anders Dam & Co. fra Jyske Bank i Silkeborg overtager banken kvit og frit. Aktionærerne taber alle deres penge, men indskyderne sikres.

Også Sparekassen Faaborg har vel egentlig kurs mod afgrunden, men pludselig dukker storebror Sparekassen Sjælland op og overtager herlighederne i Faaborg. Og det endda med en lille godbid til aktionærerne. Faaborg forbliver – foreløbig i hvert fald – et selvstændigt brand under Sparekassen Sjælland.

Endelig er der den helt særlige Østjydsk Bank-model. Også her kommer Finanstilsynet forbi og tvinger så store ekstraordinære nedskrivninger igennem, at den lille bank i Mariager har kurs mod afgrunden. Men i stedet for Finansiel Stabilitet er der nogle af branchens større fætre, der strikker en ordning sammen. Blandt andet Arbejdernes Landsbank, som dels får et par velvalgte filialer, dels skyder friske penge i Østjydsk Bank på en måde, så banken forhåbentlig kan klare sig igennem og om nogle år igen fremstå som en selvstændig bank. Arbejdernes Landsbank er således med i en overgangsordning – og det tager banken sig selvfølgelig betalt for.

Det er selvfølgelig temmelig rystende, at vi i år fem efter, at finanskrisen eksploderede i 2008, fortsat ser små banker, hvor nedskrivningsbehovene er så enorme, at det truer de pågældende bankers eksistens. Et kedeligt bevis på, at mange små bankmatadorer har haft frygtelig svært ved denne svære selverkendelse, det er at få pillet stjerner af skuldrene. Nu synes der dog at være lidt andre toner, måske fordi de pågældende lokale bankledelser frygter for den helt store juridiske tur i maskineriet, hvis det værste skulle ske, og de skulle ende i Finansiel Stabilitet. Man kan godt argumentere for, at noget af fornuften er kommet tilbage i den finansielle sektor.