Kvinden, der for 15 år siden lagde garage til stiftelsen af internetgiganten Google, overtager nu ansvaret for Googles filmtjeneste, YouTube.

Susan Wojcicki er blevet udpeget som ny chef for YouTube, som er verdens største filmtjeneste, siger kilder til nyhedsbureauet Reuters. Her afløser hun Salar Kamangar med den klare opgave at gøre YouTube til endnu en pengemaskine i Google-imperiet.

Google blev stiftet 27. september, i 1998 i Susan Wojcickis garage i Menlo Park i Californien på den amerikanske vestkyst af Larry Page, der i dag er Googles topchef, og Sergej Brin. Susan Wojcicki er Sergej Brins svigerinde og hører til i Google-toppens inderkreds. Hun solgte i 2006 sit hjem til Google. Det fungerer i dag som museum.

Dengang betalte Larry Page og Sergej Brin 1.700 dollars om måneden for at leje garagen og et soveværelse.

»Det er en af de største trafikkilder på Internet, så det giver mening at forsøge at få så mange penge ud af det, som de kan,« siger analytiker Kerry Rice fra Needham & Co. til Reuters.

Stor indflydelse

Google offentliggør ikke særskilt regnskab for YouTube, men YouTube menes at trække milliarder af dollars hjem til Google gennem annoncer.

Den 45-årige Susan Wojcicki skal overtage YouTube med det samme. Hun har hidtil stået for Googles annoncesalg. Salar Kamangar menes at fortsætte hos Google, sandsynligvis i den afdeling, som rejser kapital til selskabet.

YouTube åbnede i 2005. Google købte YouTube året efter, i 2006, for omkring 10 milliarder kroner.

Susan Wojcicki er gift og har fire børn. Hun er af magasinet Forbes placeret som den 30. mest indflydelsesrige kvinde i verden, lige efter demokratiforkæmperen Aung San Suu Kyi.