Næsten et år efter, at alle Boeings fly af typen 787 fik flyveforbud verden over på grund af store sikkerhedsbrister, er én af de helt centrale fejl tilbage.
Tirsdag eftermiddag lokal tid kom der røg fra et fly fra Japan Airlines i Tokyos Narita-lufthavn. Undersøgelser viste hen på aftenen, at det igen var batteriet, den var gal med.
Det skriver Financial Times.
Der har ellers angiveligt ikke været fejl med batterierne, siden alle Dreamlinerne fik lov til at flyve igen i april 2013.
De amerikanske transportmyndigheder efterforsker stadig, hvad der fik et batteri til at bryde i brand i Bostons lufthavn sidste januar, og årsagen er fortsat uklar.
Grunden til, at flyveforbuddet blev ophævet i april, var, at den amerikanske flyproducent iværksatte en række ændringer såsom ventilationssystemer til batterierne.
Ifølge Boeing selv handler den konkrete sag om ventilationen af én af batteriets otte celler.
Boeing har indtil videre leveret 115 Dreamlinere til kunder verden over, men har i øjeblikket ordrer på over 1.000 endnu.