Når en tidligere borgerlig forsvarsminister pludselig melder sin afgang som direktør i Landbrug & Fødevarer, tager støjen, lyden af hurtige skridt på gangen og ringende mobiltelefoner en anelse til. I hvert fald på Venstres partigang på Christiansborg.
For selv om Søren Gade onsdag personligt afviste at være på vej tilbage i dansk politik, giver alene nyheden om hans udtræden af landbruget anledning til spekulationer om et snarligt arvefølgeopgør blandt de medlemmer af Venstres folketingsgruppe, der under forårets formandskrise pegede på Kristian Jensen som Lars Løkke Rasmussens afløser.
Årsagen er ikke helt ubegrundet. Midt under Løkkes skæbnemøde med Venstres hovedbestyrelse i Odense i juni blev Søren Gade brugt som rambuk og bevidst bragt i spil som Løkke-fløjens bud på en ny formand i stedet for næstformand Kristian Jensen.
Et strategisk træk, der ikke kun skulle lægge pres på næstformand Kristian Jensen, men også få de potentielle kongemordere i partiets hovedbestyrelse til at sænke sablerne i 11. time. Gade har efterfølgende bekræftet, at han var bekendt med sin rolle i forløbet og sit mulige kandidatur.
»At jeg var blevet spurgt, og at jeg hverken svarede ja eller nej – det er rigtigt,« lød det dengang fra Søren Gade. Det er udmeldinger som denne, der i disse dage får støtter af Venstres næstformand til at tælle ledige opstillingskredse. For hvis Søren Gade stiller op til Folketinget, vil der begynde en ny tronfølgerstrid, lyder analysen.
Leif Strandby, der er formand for kandidatbestyrelsen i Holstebro, hvor Søren Gade var folketingskandidat fra 1995 til 2010, mener, at Søren Gade »absolut« vil være interessant for hans valgkreds.
»Søren Gade er bestemt en interessant person. Han er meget kendt i Holstebro-kredsen, men vi har allerede en folketingskandidat. Men det er da klart, at Venstre i Holstebro følger det her tæt,« siger Leif Strandby, der dog understreger, at kredsen allerede har valgt Marianne Bredal som kredsens folketingskandidat.
Derimod er der stadig ledige pladser i både Silkeborg og Herning.
Men vælger Søren Gade at benytte sig af den mulighed – og dermed stille op i samme storkreds som netop Kristian Jensen – kan man ikke andet end at betragte det som en »krigserklæring«, som medlemmer i partiets folketingsgruppe udtrykker det.
Til rådighed for Venstre
Tidligere pressechef i Venstre og særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen i Statsministeriet Søs Marie Seerup mener, at udsigten til »dramaet i vest« mellem Jensen og Gade vil udløse et regulært opgør om det fremtidige formandskab.
»Søren Gade har selv bekræftet, at han var bekendt med den trussel om et Gade-comeback, som Lars Løkke og hans folk kørte mod Kristian Jensen. Når man har nikket til at blive brugt på den måde, har man sådan set også implicit nikket til, at man er til rådighed, hvis der bliver behov for det,« siger Søs Marie Seerup, der kalder det »meget sandsynligt«, at den tidligere forsvarsminister vender tilbage til politik.
Støjberg håber at få glæde af Gade
Ingen betvivler, at Søren Gade er særdeles populær i store dele af Venstre. Ønsker han en opstillingskreds frem mod det kommende folketingsvalg, vil muligheden byde sig. Søren Gade står dog så højt på Løkkes ønskeliste, at et politisk comeback og en plads på ministerholdet i en ny borgerlig regering i hans tilfælde ikke nødvendigvis kræver valg til Folketinget. Kilder tæt på venstres ledelse, som Berlingske har været i kontakt med, er enige i, at Søren Gade sandsynligvis vil blive tilbudt en ministerpost, selv om han vælger at tage et job i erhvervslivet frem mod næste valg. Den vej afviser Gade ikke på forhånd:
»Jeg vil nu bruge tiden til at finde ud af, hvad jeg skal bruge mit professionelle liv til,« understregede han onsdag.
Søren Gade trak sig i 2010 fra posten som forsvarsminister efter en periode med skandalesager i hans ministerium. Han blev voldsomt kritiseret for sin rolle under balladen om den arabiske oversættelse af bogen »Jæger – i krig med eliten« og skal vidne for Irak-kommissionen, der blandt andet skal undersøge, om Danmarks folkeretslige forpligtelser blev overholdt i krigene i Irak og Afghanistan. Ikke desto mindre opfattes han af både politiske venner og modstandere som en særdeles kvalificeret politiker.
Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, hæfter sig ved, at Søren Gade onsdag afviste at vende tilbage til Venstre på Christiansborg. Hun lægger dog ikke skjul på, at hun håber, at han ombestemmer sig.
»Hvis han får lyst til at komme tilbage, skal han være så hjerteligt velkommen. Han vil altid være et stærkt kort for Venstre i en valgkamp,« siger Inger Støjberg.

