Netop nu er der færre biler på de danske vej end forventet. Juletrafikken forløber dermed fredeligt og roligt, der er masser af plads, og bilerne holder et fornuftigt tempo, lyder det fra Vejdirektoratet.

23. december er en af årets travleste rejsedage, og derfor har Vejdirektoratet på forhånd forberedt trafikanterne på, at det kan blive drøjt at nå frem til tante Gerda i den modsatte ende af landet.

Men nu er der udsigt til, at man kan nå frem i god ro og orden, uden at blodtrykket når et faretruende niveau.

»Der er overraskende få biler ude at køre lige nu. Det ser rigtig, rigtig pænt ud - vi håber selvfølgelig, at det bliver ved, fordi så kan folk nå frem til familien i god tid,« siger vagtchef Mette Nedergaard kort efter klokken 12.

»I dag er jo erfaringsmæssigt julens største udrejsedag, men det ser ud til, at trafikken har beredt sig rigtig godt, fordi der har været de her ekstra dage at rejse i,« siger hun med henvisning til, at mange danskere gik på juleferie fredag i sidste uge.

Det er forventningen, at det største pres på vejene ligger mellem klokken ni og 18. Selv om trafikken på nuværende tidspunkt glider som en varm kniv i smør, har Mette Nedergaard alligevel et par trafikale råd til folk.

»Man skal køre hjemmefra i god tid, så man ikke får stress. Man skal også holde god afstand til de forankørende,« siger hun og uddyber:

»Vores erfaring er, at når der kommer rigtig slemme køer på vejene, er det ofte fordi, der har været mindre sammenstød, hvor man bare lige har slået en kofanger mod en anden bil. Det kan simpelthen sætte en prop i trafikken, som det tager flere timer at opløse.«