Nobels Fredspris går i år til den internationale kampagne for afskaffelse af atomvåben, Ican. Organisationen tildeles prisen for arbejdet med at skabe opmærksomhed på »de katastrofale konsekvenser af enhver brug af atomvåben og for dens banebrydende bestræbelser på at opnå et traktatbaseret forbud mod sådanne våben«.

Et nobelt formål, som ingen kan have noget imod bortset fra, at der foreløbig ikke er sket noget banebrydende på det område. Slet ikke set med traktatmæssige øjne ud over de nedrustningsaftaler, som historisk er aftalt mellem Rusland og USA, som reelt har betydet, at antallet af atomvåben markant er gået ned siden Den Kolde Krigs dage. Men det var før, at Ican eksisterede.

Det er sikkert fortjent ud fra en præmis om, at organisationen ihærdigt arbejder for en total afskaffelse af atomvåben. Det er ikke nogen let opgave. Med prisuddelingen har Nobels komite valgt at sætte fokus på et af de mest presserende problemer, der findes – nemlig hvordan man får kontrol med atomvåben og gerne får dem helt elimineret, hvis det er muligt.

Ican har siden 2007 arbejdet for netop at få fjernet atomvåben. Det er lykkedes for organisationen at få 122 lande i FN til i princippet at acceptere en traktat, der forbyder kernevåben. Men den er ikke ratificeret endnu, og de lande, som har atomvåben, har heller ikke tænkt sig at indgå i aftalen. Så på mange måder er det et slag i luften, selv om intentionen er god.

Der er således sendt et signal til omverdenen fra Nobels komite, et signal som er aktuelt på grund af debatten om Nordkoreas og Irans atomprogrammer. Men det vækker endnu mere opsigt, når Nobel-komiteen giver prisen til en person eller en gruppe, der allerede har udrettet noget konkret for freden.

Sidste år gik prisen til den colombianske præsident, Juan Manuel Santos, som havde forhandlet fred med partisangruppen FARC. Den unge pakistanske kvinde Malala Yousafzai fik prisen i 2014 for sin konkrete kamp for unge pigers ret til at gå i skole, hvilket allerede var udmøntet i en række initiativer. Og for at gå længere tilbage i tiden, så fik den daværende israelske premierminister, Menachem Begin, og Egyptens præsident, Anwar Sadat, prisen i 1978 for at indgå fred mellem de to lande. Også et modigt og konkret skridt fremad. Og dem har der været et par styker af.

Men de mere symbolske uddelinger kan udarte til ligegyldighed, som f.eks. at uddele prisen til den amerikanske præsident, Barack Obama, lige efter at han tiltrådte posten i 2009. Det var på forventet efterbevilling. Ikke alene Obama, men også resten af verden spurgte, hvorfor denne beslutning blev truffet. Den blev en tung byrde for Obama i resten af hans præsidenttid, da der ikke blev leveret ret meget fred.

Det påkalder sig altid interesse for en bestemt person og en organisation, der modtager den fornemme pris. Men det er også godt, når alle kan se hvorfor. Det er lidt mere utydeligt i dette tilfælde. Men herfra skal der lyde et tillykke med prisen under alle omstændigheder.