OSLO: Udenrigsordfører for Fremskrittspartiet, Kristian Norheim, modtager Politiko ved indgangen til Stortinget, der er en kæmpe borg af gule mursten. Vi er på vej til kantinen for at få en kop kaffe, og i det samme øjeblik, som Kristian Norheim opdager, at døren til kantinen er låst, går et medlem af Stortinget forbi med en kommentar: Det er ikke hvem som helst, der har adgang til alle magtens kamre.

De to stortingsmedlemmer griner lidt, for sådan var det engang for Fremskrittspartiet (FrP), men tingene har ændret sig. I 40 år var FrP frosset ude af regeringsmagten af de andre borgerlige partier, men valget sidste efterår blev deres indgangsbillet til ministerierne­.

Partiets leder, Siv Jensen, sidder i dag som vicestatsminister og finansminister, og FrP har flere andre tunge ministerposter. Statsminister Erna Solbergs konservative parti, Høyre, delte i begyndelsen af nullerne regeringsmagten med Kristelig Folkeparti og Venstre, men denne gang må de tidligere regeringspartnere se sig kørt ud på et sidespor­ som støttepartier.

Regeringsmagten er den ultimative blåstempling af FrP, der har kæmpet med et rygte som økonomisk uansvarlig og fremmedfjendsk i en sådan grad, at det ifølge kritikere ikke var stuerent nok til at repræsentere­ Norge.

»Der har tilmed været dem, som har hævdet, at Norge ville ryge i afgrunden, hvis FrP kom ind og styrede landet. Norge står endnu,« siger Kristian Norheim, der en af partiets ideologiske og strategiske kræfter. Før han blev folkevalgt i 2013, var Norheim FrPs internationale sekretær og politisk rådgiver for partileder Siv Jensen.

Regeringsdebuten er gået så godt, at borgerlige, danske partier, der endnu ikke har regeringserfaring, måske kan lære en ting eller to ved at skimte til Norge.

Hen over sommeren har både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti positioneret sig i medierne op til et eventuelt borgerligt regeringsskifte, og i modsætning til tidligere udmeldinger vil Anders Samuelsen (LA) nu alligevel gerne med i en regering med Lars Løkke Rasmussen.

Kristian Thulesen-Dahl (DF) er mere tilbageholdende, men har løftet sløret for, hvad der skal til af krav, før Dansk Folkeparti bliver et regeringsparti.

Jagten på anerkendelse

Hvis man skal sammenligne Fremskrittspartiet med danske partier, får man en krydsning af holdninger, der netop spænder fra Dansk Folkepartis til Liberal Alliance: Bedre ældreomsorg, hårdere straffe til kriminelle og ikke mindst en meget stram flygtninge- og indvandringspolitik kombineres med et brændende ønske om mindre statsregulering og en væsentligt lavere skat. Selv lægger partiet afstand til sammenligningen med Dansk Folkeparti og foretrækker at blive sammenlignet med Venstre i Danmark. Omvendt ønsker Venstre ikke at blive sammenlignet med FrP, og det vakte da også røre i den liberale andedam, da daværende beskæftigelses- og ligestillingsminister Inger Støjberg (V) i 2009 i en tale til Fremskrittspartiet slog fast, at Venstre stod skulder ved skulder med FrP, når det kom til indvandring, ligestilling og sundhedspolitik. Opstanden opstod, fordi det danske Venstre har det norske Venstre som søsterparti, hvilket også blev påpeget af venstrefolk fra begge sider af Skagerrak­.

FrP er vant til afvisninger, og ligesom partiet startede som et protestbevægelse i 1973 a la det danske Fremskridtsparti, trives det i opposition til det politiske parnas. Men i 2001 blev partiet parlamentarisk grundlag for en kristendemokratisk ledet regering, som Venstre og Høyre også var en del af. På den måde er partiets tidlige historie nærmest skrevet med samme pen som Dansk Folkepartis ditto.

Den tidligere partiformand gennem næsten tre årtier, Carl Hagen, håbede, at støtten ville gøre partiet til regeringspartner efter valget i 2005. Men modstanden fra de andre borgerlige partier var forsat stor, og FrP svarede igen ved at droppe sin støtte til en kristen­demokratisk ledet regering. Både ved valget i 2005 og 2009 blev FrP landets største borgerlige parti, og kun Arbeiderpartiet kunne slå dem i størrelse. Ingen af valgene endte dog med et borgerligt flertal, og Jens Stoltenberg blev som bekendt statsminister. Ved valget i 2009 lignede det et decideret politisk fjendskab mellem Venstre og FrP, og Venstres daværende leder, Lars Sponheim, foretrak, at Jens Stoltenberg blev siddende som statsminister frem for, at Fremskrittspartiet kom til magten: »Hellere Jens end Jensen,« lød de uforsonende ord.

Efter at have tabt to valg, blev de borgerlige partier enige om at begrave stridsøksen:

»Der var en selvransagelse på parti­lederniveau hos alle partierne i den borgerlige blok. I dag er der opstået en respekt for hinanden – også når man er uenige. Det har betydet meget, at der er kommet nye partiledere til. Også for vores eget parti med Siv Jensen,« siger Kristian Norheim og opsummerer­:

»Jeg føler, at vi med vores regerings­deltagelse nu opfattes som et fuldstændigt ligeværdigt parti, der nyder samme respekt som andre regeringspartier.«

Den betragtning er politisk kommentator ved NRK – Norges svar på DR – Magnus Takvam ikke enig i. Han mener, at FrP kun kunne komme i regering, fordi de konservative Høyre havde vokset sig større end FrP ved valget i 2013. En statsministerpost har derfor lange udsigter.

»Forudsætningen for, at Høyre kan indgå i regering med FrP, og at de liberale og de kristne kan være støttepartier, er, at styrkeforholdet hælder til Høyre,« siger han.

Samtidig var FrPs vilje til at komme i regering så stærk, at de havde sat det som en betingelse for at lægge mandater bag en borgerlig regering, at de selv deltog, fortæller Takvam.

40 års krav skal indfries

Til oktober har FrP siddet i regering i et år, og partiet har endnu at styre en finanslov igennem fra A-Z. Men FrPs vælgere er utålmodige, og partiet bliver straffet i meningsmålingerne for at gå på kompromis med deres valgløfter: Norges bompenge-system er ikke blevet afskaffet, men kun sporadisk indskrænket. Flygtninge- og indvandringspolitikken skulle strammes, men kommentatorer vurderer, at det politiske forlig på området også tilgodeser partierne, der ønskede blødere lovgivning. Før valget talte FrP om skattelettelser i hundredemilliardklassen, men sidste år blev det »kun« til en skattelettelse på omkring syv milliarder kroner­. Planer om olieudvinding i bl.a. Lofoten er også blevet droppet på trods af løfter om det modsatte.

»Vi har selvfølgelig skabt store forventninger hos vores vælgere, og vi har stået for ting, som de andre partier ikke har stået for. Dermed har vi så også skabt en forventning om, at når FrP blev valgt, så skal der ryddes op i alt fra indvandringen over skattepolitik til transportpolitik,« siger Kristian Norheim.

Meningsmålinger fra norske TNS Gallup viser, at partiet har ligget stabilt på omkring 12 procent siden valget, hvor de fik 16,3 procent af stemmerne. Samtidig har flere prominente røster i FrP beklaget sig over partiledelsens nye kompromissøgende stil. Når reaktionen alligevel ikke har været kraftigere, hænger det sammen med, at stortingsgruppen har forventningsafstemt og forpligtet baglandet, mener Kristian Norheim.

»Da vi skulle danne regering, gjorde vi det, at vi tog Fremskrittspartiets landsstyre (partiorganet i FrP, hvor alle lokallederne er repræsenteret, red.) med på råd og fik til sidst lov til at tage beslutningen om, hvorvidt FrP skulle tiltræde regeringen på dette grundlag. Og det stemte et enigt landsstyre for.«

Janusansigt

Politisk kommentator ved NRK Magnus Takvam har en anden udlægning. Partiets ukomplicerede overgang til regerings­magten skyldes en succesfuld strategi om dobbeltkommunikation.

»Partiets næstformand, Per Sandberg, der ikke er minister, har fået en rolle som »the real« FrP. På en ganske finurlig måde bliver han opfattet som talsmand for det egentlige FrP. Han får kommunikeret til vælgerne, at nok må FrP af nød gøre ét i regeringen, men partiets oprindelige politik ligger fast. Den dobbeltkommunikation har forhindret et vældigt frafald af protestvælgere,« siger han.

Til sammenligning med Sosialistisk Venstre­partis regeringsdebut i 2005, så har protesterne været meget små, husker Magnus Takvam. Alligevel sætter han spørgsmålstegn ved FrP-strategiens politiske holdbarhedsdato.

»Spørgsmålet er, om strategien holder i fire år, hvis kontrasten mellem »the real« FrP og det, de faktisk gør i regeringen, bliver for stor. Jeg tror, at de antielitære vælgere vil forsvinde mere og mere.«

Men indtil videre har partiet generelt været gode til at balancere mellem løftebrud og succeser, mener Magnus Takvam. Landbrugs- og madminister Sylvi Listhaug er et godt eksempel på det. FrP har nærmest fået fjernet hele deres landbrugspolitik ved at komme i regering, fordi landbrugsstøtten – stik imod partiets hensigt – mere eller mindre fortsætter på samme høje niveau som tidligere.

»Men på den anden side har hun markeret sig vældig godt som en effektiv talsmand på vegne af den enkelte forbruger mod de store supermarkedskæder. Og FrPs vælgere er meget stolte af hende,« siger Magnus Takvam.

Den mindre modgang Fremskrittspartiet har oplevet, siden de kom i regering, er værd at tage med i det store regnestykke, mener Kristian Norheim. Til spørgsmålet om, hvorvidt FrP kunne have fået større og flere politiske aftryk igennem, hvis de sad med de afgørende mandater uden for regeringen, svarer han prompte.

»Det er jo en håbløs indstilling at tro, at man kan få gennemført noget ved at sidde i konstant opposition. Man må i regering, men selvfølgelig har der været en modningsproces. Vi har eksisteret i 40 år, før vi kom i regering, så det kræver noget tilpasning pludselig at bestemme, hvor Norge skal bevæge sig hen«.