Den hæse stemme i telefonen er næsten lige så karakteristisk som det flammerøde hår og de unikke teaterinstallationer, der gennem snart 40 år har gjort tekstilkunstneren og teaterlederen Kirsten Dehlholm til en ener i dansk scenekunst.
Berlingske fangede hende torsdag morgen i Prag, hvor hun netop nu er én af otte dommere i Prag Quadriennalen, verdens største festival for scenografi, installation og blandede kunstarter. Men søndag aften var hun på en kort visit hjemme i København for at modtage Hædersprisen ved Årets Reumert i Skuespilhuset.
»Jeg fik helt gåsehud, da jeg fik at vide af Bikubenfondens direktør, at jeg får Hædersprisen. Det havde jeg slet ikke forventet – jeg har jo altid bare arbejdet,« siger hun.
»Det er meget stort at få sådan en anerkendelse, ikke mindst fordi den kommer fra et fagligt miljø, og valget er truffet af nogle mennesker, der ser utroligt meget teater og performance.«
I sin motiveringstale søndag aften kaldte Bikubenfondens direktør, Søren Kaare-Andersen, Kirsten Dehlholm »en suveræn billedmager, en opdagelsesrejsende i tid og rum.«
»Hun giver os nye øjne at se teater med. Hvad sker der, hvis man ser en forestilling højt oppefra, mens performerne ligger ned? Eller hvad, hvis det foregår i mørke? Hun har lavet alt fra teater på taget af et supermarked i Holstebro, med bueskytter, hunde og sportsdansere, til forestillinger på Det Kongelige Teater og operaen i Sydney. Dehlholm favner det hele.«
Utraditionelle scenerum
Kirsten Dehlholm er uddannet tekstilkunstner, men begyndte hurtigt at udvide sit virkefelt og gennembryde de traditionelle opdelinger mellem kunstarter og genrer. I 1977 var hun med til at danne kunstnerkollektivet Billedstofteatret, der med en helt ny teaterform af vildtvoksende forestillinger, ofte med hundreder af medvirkende, indtog utraditionelle scenerum som Rundetårn og Glyptoteket.
I 1985 dannede hun sit eget performanceteater, Hotel Pro Forma, med sig selv som kunstnerisk leder og instruktør. Fra den platform har hun i de forløbne år skabt flere end 50 spektakulære værker, især til offentlige bygninger som museer, biblioteker og rådhuse, men også til etablerede teatre både i Danmark og udlandet, hvor hendes arbejder er vist i flere end 30 lande. Hendes seneste iscenesættelse, »Rachmaninov Troika« – tre operaer med stort kor, orkester og solister – har netop haft premiere hos det anerkendte operahus La Monnaie i Bruxelles.
I 1970erne, da Kirsten Dehlholm begyndte at indtage rum som sneglegangen i Rundetårn og Glyptotekets sale med sine teaterinstallationer, var det noget hidtil ganske uset, der vakte behørig opmærksomhed.
»Dengang var jeg meget synlig, men i dag er der rigtig mange, der bruger byen på alle leder og kanter. Grænserne for genrer er blevet meget mere gennemsigtige, og kunstarterne blander sig på en helt anden måde end tidligere,« siger hun. »Det, der før kun ville forekomme i mere skjulte miljøer, bliver nu også optaget i f.eks. Skuespilhuset og inddraget i forestillinger på de store scener. Jeg synes, der er en meget dynamisk udvikling af kulturelle udtryk, mellem stort og småt, højt og lavt. Det er meget spændende.«
Kirsten Dehlholm skaber sine utraditionelle værker i et frugbart samarbejde med andre professionelle, kunstnere, designere, arkitekter og videnskabsfolk. Især lysdesigneren Jesper Kongshaug har hun haft et tæt samarbejde med siden 1992. Blandt hendes hovedværker er »Operation: Orfeo« fra 1993 og 2007, »Navigare«, som hun skabte til åbningen af kunstmuseet Arken i 1996, H.C. Andersen-forestillingen »Jeg er kun skindød« fra 2005 og manga-operaen »War Sum Up« fra 2001, som hun netop har sat op igen i Macao. Tidligere i år spillede hendes »voksenforestilling for børn« om universets vidundere, »KOSMOS+«, for fulde huse i Den Grå Hal på Christiania.
Og der er flere nye ting på vej.
»Hver produktion tager mellem ét og fire år, og derfor er jeg hele tiden i gang med flere forskellige projekter,« fortæller Kirsten Dehlholm.
Det næste bliver en performativ udstilling på Kunstforeningen Gammel Strand til november i anledning af, at Hotel Pro Forma fylder 30 år i år. Og så er hun i fuld gang med forestillingen »Neoarctic«, der tager fat i det helt store spørgsmål om den menneskelige aktivitets indflydelse på verden.
{embedded type="node/feeditem" id="34638550"}
Ingen planer om en pensionisttilværelse
Så selv om Kirsten Dehlholm netop er fyldt 70, har hun tydeligvis ingen planer om at indlede en pensionisttilværelse lige straks.
»Nej, det ser jeg ingen grund til, så længe jeg kan få lov til at blive ved,« siger hun. »Der er meget i verden, der skal undersøges. Og da jeg fik at vide, at jeg ville få prisen, var det også netop med den besked, at jeg ikke skal stoppe. Prisen betyder ikke, at jeg nu kan hvile på laurbærrene. Det tager jeg helt bogstaveligt.«
