Med sit lange grå hår og sine brede bukseseler ligner filminstruktøren Wim Wenders en jovial legeonkel, men da han begynder at fortælle om sin aktuelle udstilling af fotografier i Kunstforeningen Gl. Strand, afslører han en dyb seriøsitet og bekymring for sin omverden.

Hvilke slags steder leder De efter, når De fotograferer?

»Jeg må starte med at korrigere Deres spørgsmål. Jeg »leder« ikke efter bestemte steder. Der er snarere tale om, at jeg på rejser går alene rundt og bevidst styrer uden om turistattraktioner, som velmenende mennesker udpeger for mig. Jeg drejer i stedet om et hjørne, og pludselig bliver jeg fanget af et sted, som andre har overset. Der prøver jeg at decifrere tegnene på, at der har været mennesker på de steder, jeg udforsker, og prøver at høre den historie, som stedet fortæller mig.«

Ved første øjekast er det som om, at billederne er helt mennesketomme. Der er for eksempel billedet af pariserhjulet i Armenien, der er taget foran en mængde boligblokke. Hvorfor undgår De, at der optræder mennesker i billederne?

»Mennesker skaber et nærmest mystisk fænomen i fotografier: Hvis man sætter en person forrest i et billede, samler al opmærksomhed sig om vedkommende. Alt andet i billedet bliver til baggrund. Det ved de store landskabsmalere, så derfor er personerne meget små i landskabet. Eller også er menneskene malet med ryggen til, ligesom i Casper Friedrichs malerier. Så jeg venter tålmodigt, til folk har forladt det motiv, jeg vil fotografere. Jeg bruger ikke retouchering, og nogle gange er jeg nødt til at vente meget længe.«

Billeder i stor skala

I hvilken forstand er det vigtigt for Dem, at folk forstår, hvad det er, de ser på billedet?

»I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at vide en lille smule om billedet for at få det fulde udbytte. Det store forladte pariserhjul blev bygget af sovjretrussiske soldater, inden Armenien blev selvstændigt, og boligblokkene var udelukkende beboet af russere. I dag er det mest armenere, der bor der. Men ser man nærmere på billedet, føjer detaljerne hele tiden nye facetter til historien. Det er derfor, jeg laver billeder i så stor en skala. Jeg ønsker, at publikum skal have næsten samme oplevelse af stedet, som jeg selv har.« De har taget disse billeder gennem 20 år, mens De har instrueret spillefilm og dokumentarfilm. Hvordan har Deres fotografering interageret med Deres film?»

Der er en kuriøs forbindelse. Alle mine spillefilm og dokumentarfilm er begyndt med en specifik interesse for et bestemt sted, og det samme gælder selvfølgelig mine fotografier. Men når man begynder at fortælle en historie et bestemt sted, har det uværgeligt den effekt, at ens fornemmelse af dette sted bliver overtrumfet af handlingen i historien. Stedet forsvinder bag handlingen. Fotografering har derimod evnen til at bevare fornemmelsen af et bestemt sted intakt.«

Hvad mener De, at der er ved at ske med menneskers fornemmelse for fysiske steder i den virtuelle nutid?»Jeg mener, at menneskers fornemmelse for steder er ved at smuldre. Folk ved næsten intet om de steder, de befinder sig. De ved ikke, hvordan et sted er orienteret i forhold til kompasset, hvor solen står op, hvordan klimaet er et sted, hvad der er stedets naturlige flora og fauna. Når jeg som barn gik tur med min far, kunne han for eksempel fortælle mig alt muligt om stedernes geologi, uden at han var geolog. Den evne til at aflæse et landskab er ved at forsvinde, fordi folk har så mange andre og flere informationer at holde rede på. Det bekymrer mig. For det første betyder det nemlig, at menneskehedens miljøer bliver mere og mere ens, særligt i storbyerne. Jeg er altid lettet, når jeg opdager et sted, der har bevaret sin egenart. Men for det andet betyder det fremmedgjorte forhold til stederne, at mennesker uafvidende kommer til at belaste deres omgivelser. De fælder træerne, hvilket forårsager erosion, og når der pludselig sker jordskred, forstår de ikke, at de selv har forårsaget dem. Tørker, oversvømmelser rammer os, og fordi vi ikke længere forstår vores omgivelser, står vi hjælpeløse i katastrofen.«

Arbejder ofte uden manuskript

Deres karriere har varet i over 40 år. Hvordan holder De Dem i gang kunstnerisk?

»Som ung læste jeg et interview med forfatteren Dashiell Hammett, der på et tidligt tidspunkt i sin karriere holdt op med at skrive. Da han blev spurgt, hvorfor, svarede han, at han var holdt op med at skrive, da han fandt ud af, at han var god til det. Det citat fik mig til at indse, at det, der skulle holde mig i gang som kunstner, var en vilje til konstant at gå i gang med ting, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle gøre. Det er derfor, jeg meget hyppigt kaster mig over nye teknologier for at undersøge, hvordan de kan bruges til at fortælle historier med. Og det er derfor, jeg tit optager film uden manuskript.«Er det ikke en risikabel måde at lave film på?»Jo, men i min egen forståelse, ville jeg løbe en større risiko ved at bruge metoder, jeg kender ud og ind. Så ville jeg risikere at reducere mit arbejde til rutine.«