Når væggene derhjemme trænger til en omgang, er det som regel starten på en masse køren frem og tilbage. Man skal en tur ned i nærmeste malerforretning og hente prøver. Hjem og male lidt på. Gå og se det an. Måske ned i butikken efter nye prøver. Se det an igen. Og endelig ned og foretage et køb.
Ingen cash cow
Malinggigantens onlinesatsning har altså vakt interesse, men, fortæller Kasper Søvsø, det har været overraskende hårdt.
”Købemønstret har overrasket os meget. Kunderne bestiller mange tapet- og malingprøver online, og en del mindre produkter, ligesom de i høj grad bruger os til inspiration. Salget stiger, men er stadig et stykke fra, hvad vi havde regnet med, og det har nok overrasket os, hvor lang tid det tager at få fat i kunderne. De kommer ikke bare væltende ind, fordi man åbner en netbutik, så det er lige så hårdt arbejde som at åbne en fysisk butik.”
Han understreger, at man aldrig havde regnet med, at netbutikken ville blive en øjeblikkelig cash cow, og Flügger har da heller ikke fået kolde fødder i forhold til den virtuelle butik. Tværtimod planlægger virksomheden at udvide, så online-kundeskaren, der i dag tæller privatkunder i Danmark, Sverige og Norge, også kommer til at omfatte Tjekkiet, Polen og Island.
Samtidig kan Flügger glæde sig over, at netbutikken har haft en positiv effekt i form af en ny kundegruppe. Det kvindelige segment har taget pænt imod Flüggers onlineunivers, som de bruger til inspiration og vejledning.
Opdager tapet
Med den nye kundegruppe har Flügger også opdyrket et nyt forretningsområde. Salget af tapeter er steget med 66 procent siden lanceringen af e-butikken.
”Det var vist lidt en velbevaret hemmelighed, at Flügger også sælger tapet, men efter at vi er begyndt at markedsføre det online og sender vareprøver ud, som man bestiller i netbutikken, er det vendt.” Flügger planlægger derfor at åbne en ren tapetbutik online, som både bliver tilgængelig i Europa, dele af Asien og USA.
Se billederne: De mest populære internetbutikker
Læs den store specialrapport om e-handel i Berlingske Nyhedsmagasin 30. marts.