Tilrejsende fodboldfans drager i disse dage syngende og hujende gennem den russiske hovedstad.

Bag den Røde Plads er en mindre bydel omdannet til en pulserende gadefest. Her skråler VM-gæsterne hæse slagssange, svinger med flag og danser på brostenene.

Altsammen uden mindste indblanding fra russiske politifolk. Men kun så længe ingen træder over den usynlige røde linje, som Maria Tjuprinskaja krydsede.

Den 32-årige moskovit råbte ingen slagord og sang ingen sange. Hun uddelte løbesedler på engelsk og spansk om den fængslede filminstruktør Oleg Sentsov. »Free Sentsov« stod der på hendes t-shirt.

Det viser, at de er bange for, at man blot taler om Oleg Sentsov. Det er et emne, der er forbudt under VM.

Der gik få minutter, så blev hun og to andre grebet af russisk politi og kørt på stationen.
Ifølge politiet havde de tre - modsat de tusindvis af fodboldfans - forbrudt sig mod en russisk lov om offentlige masseforsamlinger.

Og det var kun begyndelsen. Få dage senere blev Maria Tjuprinskaja og ni andre medarbejdere ved Moskva-teatret Teatr.doc anholdt og afhørt af russisk politis ekstremismeafdeling.

»Det viser, at de er bange for, at man blot taler om Oleg Sentsov. Det er et emne, der er forbudt under VM,« siger Maria Tjuprinskaja til Berlingske.

Tilrejsende fodboldfans har ellers fået vide rammer under slutrunden, og russisk politi har fået ros for sin mildere fremfærd mod VM-gæsterne.

Men en række anholdelse i Moskva og Skt. Petersborg i denne uge viser, at myndighederne hårdere end nogensinde slår ned på egne borgere, der vover at heppe på andet end fodbold.

Som sejren i Anden Verdenskrig

Sagen om den ukrainske filminstruktør, der sultestrejker i et russisk fængsel midt under VM, er da også et af de mest ubelejlige emner for de russiske magthavere lige nu.

Vladimir Putin soler sig i besøg fra udenlandske regeringschefer og statsledere og i et russisk landshold, der har gjort det bedre end ventet.

Præsidentens talsmand sammenlignede i denne uge den russiske fodboldfest med sejren i Anden Verdenskrig.

»Hvis du ser på gaderne i mange russiske byer - jeg så det selv - så kan det sammenlignes med 9. maj 1945,« sagde Dmitrij Peskov.

Modsat er debat om politiske fanger og annekteringen af den ukrainske Krim-halvø er ikke, hvad magthaverne har brug for midt i festen.

Filminstruktøren Oleg Sentsov er en af de ukrainsksindede borgere på Krim, der højlydt modsatte sig den russiske annektering. Han blev siden idømt 20 års fængsel i Rusland for angivelige terrorplaner mod blandt andet en Lenin-statue. Han nægter sig skyldig, og ifølge russiske menneskeretsgrupper er han offer for en skueproces.

14. maj indledte Sentsov sin sultestrejke med krav om løsladelse af alle ukrainske politiske fanger fra russiske fængsler.

Han erklærer sig rede til at dø for den sag. Lørdag havde Oleg Sentsov ikke indtaget fast føde i 55 døgn og hans tilstand beskrives som kritisk.

Nabolandet Ukraine anklager samtidig Rusland for at forsøge at tie sultestrejken ihjel ved at nægte ukrainske repræsentanter adgang til det fængsel i russisk Arktis, hvor Sentsov afsoner.

»På trods af dette fortsætter nogle politikere fra Vesten med at besøge Putins VM,« siger Olena Zerkal, viceudenrigsminister i Ukraine til Berlingske.

Håb om fangeudveksling

Ifølge de ukrainske myndigheder er mindst 60 ukrainere ulovligt fængslet i Rusland. En anden er Volodymyr Balukh, der blev kendt for at flage med det ukrainske flag ved sit hus på Krim efter den russiske annektering. Han blev i denne uge mødt med krav om fire års fængsel for angivelig vold mod en fængselsvagt under en tidligere varetægtsfængling.

Også russiske intellektuelle og oppositionsledere har appelleret til Putin om at løslade en række politiske fanger. Håbet er, at et politisk pres under VM kan få Kreml til at indgå en aftale om fangeudveksling.

Ifølge medlem af Ruslands overhus, Andrej Kondratijev, er Sentsov på en liste over mulige fanger, der kan udveksles med Ukraine, hvis parterne bliver enige.

Russiske aktivister har draget dystre paralleller til den sovjetiske dissident Analolij Martjenko, der i 1986 sultestrejkede i 117 dage. Han blev tvangsfodret og døde kort efter af komplikationer. Sentsov kan være på vej mod samme skæbne, frygter Maria Tjuprinskaja.

»Jeg tror, at han har besluttet, at han er villig til at gå hele vejen,« siger Maria Tjuprinskaja.

Hun står nu selv anklaget for en lovovertrædelse efter uddelingen af løbesedler. Hun skal senere på måneden møde i retten.

»Nej, det får mig ikke til at holde op. Det er nu, der er en mulighed for at redde hans liv,« siger hun.

Simon Kruse er Berlingskes korrespondent i Moskva