Når videnskaben bliver endnu klogere end i dag, tror jeg, de vil afsløre følgende: På samme måde som det indre øre og svælget er forbundet via det eustakiske rør, findes der en direkte forbindelse fra fællessang i ørerne og lige ind i hjertekulen, sandsynligvis via tårekanalerne.
Og kunne fællessang kondenseres i pilleform, kan jeg ikke forestille mig andet, end at vi ville få bugt med mængder af depression i Danmark. For efter en god time med Pigekoret i DR’s koncertsal søndag, hvor man både lytter og efterlever højskolesangens imperativ: »Så syng da, Danmark«, er verden et mere harmonisk sted at være.
Danskerne er blevet en nation af brummere, så for at få lidt klangbund på fællessangen, laver DR Pigekorets dirigent, Phillip Faber, fysisk opvarmning. Jeg følges med min svigermor, og hun bliver lynhurtigt aktiveret, for alle fra Jylland bliver først bedt om at rejse sig op, siden os østboere.
Vi synger joooohh og jaaaahh, vi strækker os, også en ældre herre foran, der ligner Preben Møller Hansen i en bedre borgerskabsudgave. Det er sært rørende at se ham forsøge at rotere i hofterne, en lidt stiv vuggen fra side til side.
Så får vi i salen lov at synge, først hittet »Septembers himmel er så blå«, og sangen løfter sig i lokalet. Mange har hørt et tordnende bifald i koncertsalen, samme effekt har salen på lyden af sang. Det er massivt, og det er flot. Dirigent Phillip Faber lærer os, hvordan Benny Andersen egentlig skrev sidste linje af »Svantes lykkelige dag«: Når man synger »... og om lidt - er kaffen klar«, skal »lidt« synges en oktav lavere, end Poul Dissing gør.
»Det er dejligt sådan at synge så mange sammen«, siger svigermor. Ja, det er det. Når vi synger sammen, holder vi sammen. Sangen cementerer et fællesskab. Man kan ikke synge fællessang alene. Det handler om Danmark og om os, danskerne, landet, byen, livet.
“Hvis man kan give seks stjerner, så giver jeg ti!”Svigermor Else Jensen
Koncertens solist Stine Bramsen synger »Du, som har tændt millioner af stjerner«, og svigermor stemmer stille, men hørbart i, for den synger de også i hendes kor. Pigekoret kommer med som en bølge med fine toppe og spidser, der vælder op under Bramsens vokal.
Der er klart en overvægt af de mest populære sange, både gamle og nye. Næsten halvdelen er fællessange, og det er jo pointen med arrangementet. Men vi hører også lige lidt nok til Pigekoret.
Undervejs synger de heldigvis et Per Nørgaard-værk med tekst af H.C. Andersen, »Løft mig kun bort.« Om de to sidste linjer »flyv død, hen over tidens hav, bort til en evig sommer«, forklarer Faber, at Nørgaard har skrevet, at de skal »lyde som fugle på træk«. Værket er melodisk, mystisk og med en kompleksitet, som er langt større end i fællessangene. Og så til sidst - så sker det: Pigekoret lyder fuldstændig som fugle på træk i en betagende smuk sekvens. Genialt og helt originalt.
»Forårsdag«, Anne Linnets klassiker, er en decideret tåreperser tilsat Henrik Dam Thomsen på cello: »Jeg ved, at al min sidste tid skal leves / Jeg ved, at tiden tæller hjertets slag«. Svigermor snøfter ind i en kleenex, og jeg tørrer også tårer væk. Også konen til Holte-versionen af Preben Møller Hansen fortæller efter koncerten sine ledsagere om, hvor berørt hun blev.
Jeg ville godt have været lidt mere udfordret og hørt mere til Pigekoret selv. Så fem stjerner fra mig. Men svigermor trumfer:
»Hvis man kan give seks stjerner, så giver jeg ti!«
Så syng da, Danmark-koncerterne med DR Pigekoret fortsætter i 2019. Og der er ingen grund til at stoppe dem.