Mens statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) valgte at ignorere både den danske og internationale presse, før et møde hos de europæiske socialdemokrater i Bruxelles onsdag eftermiddag, så var hendes partikollega fra Europa-Parlamentet Martin Schulz langt mere åbenmundet.
Den nyvalgte formand for parlamentet kaldte hende en »mangeårig ven«, som han tidligere har arbejdet tæt sammen med »mange år«, da Thorning sad i parlamentet.
»Det er ikke min beslutning, men hvis det var min beslutning, så valgte jeg Helle Thorning-Schmidt,« lød det fra Schulz, da han blev bedt om at kommentere på hans syn på Thorning som Europas rådspræsident.
»Helle Thorning-Schmidt er en fremragende statsminister med høj grad af international erfaring. Hun kan bygge bro. Jeg har lært hende at kende som en meget klar og hård frue, men hun er også parat til kompromis, og det er kvaliteter, som en rådspræsident skal besidde,« sagde Martin Schulz.
Helle Thorning-Schmidt ventes at udtale sig senere i dag, når hun ankommer til rådstopmødet.
Her ventes Europas stats- og regeringschefer at forsøge at beslutte, hvem der skal vælges til ny udenrigschef for EU, og hvem der skal følge belgieren Herman Von Rompuy på posten som rådspræsident.


