Analyse

Umiddelbart lød det som et indfald, der skulle bløde lidt op på indsættelsesceremoniens højtidelige stemning. Men den nye paves ironiske bemærkning til folkemængden på Peterspladsen om, at man denne gang havde været nødt til at tage helt til verdens ende for at finde et overhoved for den katolske kirke, var næppe spontan.

For sagen er jo, at næsten halvdelen af verdens 1.200 millioner katolikker bor ved »verdens ende«, i Latinamerika, og meningen med Frans’ morsomhed var givetvis at minde dem om, i hvor høj grad valget af en argentiner som Guds stedfortræder på jorden er historisk.

Dels i rent geografisk forstand efter århundreders eurocentrisme. Dels fordi mange håber på, at en pave fra den nye verden også vil betyde fornyelse og en hårdt tiltrængt oprydning, efter at Benedikt XVI for nogle uger siden valgte at give op over for et morads af pædofilisager, korruptionsskandaler og rænkespil kirkelederne imellem.

Helt så enkelt er det naturligvis ikke. Som adskillige eksperter gennem de seneste uger har mindet om, var den pavelige regering, Kuriens, foretrukne kandidat ved konklavet brasiliansk, nemlig São Paulos ærkebiskop Odilo Pedro Scherer.

Vil man endelig anskue den komplekse magtkamp i Vatikanet sort og hvidt, går skillelinjerne snarere mellem Rom og resten af verden inklusive Italien; mellem konservative Kurie-bureaukrater og sjælehyrder ude i marken, der er bekymrede for kirkens fremtid. Frans alias Jorge Mario Bergoglio, der indtil i onsdags var ærkebiskop i Buenos Aires, tilhører den sidste kategori. I hvert tilfælde i den forstand at han indtil nu kun har opholdt sig i den hellige stad af pligt. Men er han også i besiddelse af den handlekraft og de visioner, som mange katolikker heriblandt den forhenværende pave efterlyser?

Ifølge John L.Allen, der er Vatikan-korrespondent for amerikanske National Catholic Reporter, blev Bergoglio valgt fra ved det forrige konklave netop pga. manglende tiltro til hans pondus. Allen peger dog også på, at den nye pave har viljen til fornyelse og citerer ham for følgende betragtning:

»Bevæger man sig ud på gaden, kan der ske en ulykke. Men hvis kirken lukker sig om sig selv, bliver den gammel. Og hvis valget står mellem risikoen for ulykker og en kirke, der sygner hen ved kun at referere til sig selv, så foretrækker jeg det første.«

Samtidig er Frans, hævder optimister, på mange måder et perfekt kompromis. Han er argentiner men barn af italienske immigranter. Og selv om han tilhører jesuitter-ordenen, har han samtidig nære forbindelser til den mere konservative og i Rom meget indflydelsesrige organisation Comunione e liberazione. Den nye pave vil med andre ord kunne bygge bro, og det er præcis, hvad han vil gøre, siger en af hans tidligere medarbejdere til den spanske avis El Pais.

»Han stiller sig ikke i spidsen for en revolution men vil forsøge at skabe de forudsætninger, som med tiden kan føre til forandring.«