En varevogn svingede mandag eftermiddag op på fortovet i den canadiske millionby Toronto, hvor den over en strækning på to kilometer kørte skiftesvis på fortovet og i modgående retning af traffiken.

CNN citerer vidner for, at chaufføren blev ved med at køre, selv om han ramte flere personer, og folk skreg til ham, at han skulle stoppe bilen. Et andet vidne fortæller til det canadiske CTV News, at varevognen kørte mellem 50 og 70 kilometer i timen.

Ti personer er nu eklæret døde, mens femten er såret. Det skriver flere internationale nyhedsbureauer. Billeder fra strækningen viser flere kroppe tildækket af orange lagener.

Ifølge politiet i Toronto er der tilsyneladende tale om en bevidst handling.

»Ifølge vidner kørte bilen skiftesvis på fortovet og skiftesvis i sydgående retning i nordgående kørebaner. Så fra et generelt perspektiv, er det tydeligt, at handlingen ser bevidst ud,« sagde politichef i Toronto Mark Saunders på et pressemøde natten til tirsdag dansk tid.

Varevognen kørte ind i fodgængerne omkring klokken 13.30 lokal tid, hvilket er klokken halv otte om aftenen dansk tid. Det skete omkring 30 kilometer fra den centrale del af storbyen, hvor de store industrilandes udenrigsministre i G7-gruppen mødtes mandag.

Ralph Goodale, der er minister for national sikkerhed i Canada, siger, at episoden ikke har fået myndighederne til at optrappe sikkerheden på et nationalt niveau. Den canadiske udenrigsminister Chrystia Freeland oplyser, at G7-mødet fortsætter som planlagt.

Anholdelse fanget på video

Chaufføren flygtede fra stedet, men blev omkring 25 minutter senere anholdt tæt på gerningsstedet. Den mistænkte er 25-årige Alek Minassian fra Richmond Hill, en forstad til Toronto. Han var ikke kendt af politiet før mandagens påkørsel, skriver nyhedsbureauet AFP.

Regeringskilder oplyser ifølge den canadiske tv-station CBC, at Minassian ikke har forbindelse til terrororganisationer. Ifølge CBC viser en LinkedIn-profil, at han har været tilknyttet Seneca College, der ligger tæt på gerningsstedet, de seneste syv år.

Flere canadiske politikilder siger ifølge det amerikanske nyhedsmedie NBC, at Alek Minassian muligvis var psykisk syg.

Anholdelsen af Alek Minassian blev fanget på kamera. Klippet viser, hvordan en politibetjent ikke lader sig skræmme af, at Minassian flere gange lader som, han trækker en pistol og sigter på betjenten.

Politibetjenten var ifølge canadisk lov i sin gode ret til at skyde Alek Minassian, men i stedet bliver betjenten stående med sin tjenestepistol rettet mod Minassian, mens han råber, at han skal lægge sig ned. Derefter lykkedes det politiet at anholde ham.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er angrebet et af de blodigste i nyere canadisk historie.

Canadas premierminister, Justin Trudeau, kalder mandagens episode et "tragisk og meningsløst angreb". Også flere andre regeringen har sendt deres kondolencer til det nordamerikanske land.