Portræt

BARCELONA: Francesco – eller Francisco på spansk og portugisisk – hører til de allermest almindelige mandsnavne i den latinske verden. Alligevel havde ikke en eneste pave i den katolske kirkes tusindårige historie båret det, før argentineren Jorge Mario Bergoglio onsdag aften trådte frem på Peterskirkens balkon som nyt overhoved for verdens største trossamfund. Så meget desto mere ligner valget en programerklæring.

Signalet – i hvert tilfælde det vigtigste af dem – er oplagt. Den nye pave Frans (uden romertal, fordi han er den første i rækken) vil med sit navn vise tilbage til Francesco de Assisis værdier: Nøjsomhed, solidaritet med samfundets udstødte, spiritualitet frem for intellektualisering og, ikke mindst, stifteren af Franciskanerordenens underforståede opgør med kirkens forfald.

Stridbar og dogmatisk

Men samtidig har Bergoglio givetvis et langt mindre peace and love-agtigt forbillede i tankerne; nemlig den kradsbørstige spanske 1500-tals missionær Francisco de Javier, der lige som han selv var jesuit. I hvert tilfælde er den nu tidligere ærkebiskop i Buenos Aires ikke blot kendt for sin asketiske livsførelse og en umiddelbart gemytlig facon. Han har også ry for at være en stridbar og dogmatisk tænkende kirkeleder.

Jorge Mario Bergoglio er født i 1936 som barn af italienske immigranter. Efter kemistudier meldte han sig som 21-årig ind i jesuitter-ordenen, hvor han studerede og underviste i filosofi, psykologi og litteratur, indtil han lod sig præstevie i 1969 og begyndte at klatre hurtigt op i det klerikale hierarki.

Tvivlsom opførsel

Under 1970ernes militærdiktatur, der slog cirka 30.000 venstreorienterede ihjel, var han således den indflydelsesrige ordens øverste repræsentant i Argentina, og ifølge menneskeretsaktivister var hans opførsel i de blodige år i bedste fald tvivlsom. De beskylder ham bl.a. for at lade regimet bortføre og torturere to politisk aktive ordensbrødre.

Bergoglio indrømmer gerne, at han modarbejdede de marxistisk inspirerede befrielsesteologer, som der var mange af blandt jesuitterne. Men han nægter at have svigtet de to præster og hævder, at han tværtimod sørgede for, at de blev løsladt. Den amerikanske journalist og Vatikan-ekspert John L. Allen sætter da også anklagerne i forbindelse med en angivelig smædekampagne op til det forrige konklave, hvor argentineren var Joseph Ratzingers vigtigste rival.

Under alle omstændigheder har Bergoglio aldrig taget klar afstand fra diktaturet men derimod kritiseret 00ernes retsopgør under først afdøde Néstor Kischner og senere hans enke, Cristina Fernández. Hvilket blot er en blandt flere bataljer med præsidentparret, hvis regeringstid faldt sammen med hans periode som leder af den argentinske kirke.

Konservativ og socialt indigneret

F.eks. blæste Bergoglio for et par år siden til en »Guds krig« mod Fernández’ planer om at tillade homoseksuelt ægteskab. Han har også tordnet mod tilløb til lempelse af abortlovgivningen. At han alligevel regnes som en moderat latinamerikansk kirkeleder, skyldes især radikaliteten blandt de mest rabiate.

Men det er også rigtigt, at den nye pave har fordømt præster, der nægter at døbe børn født uden for ægteskab. Og mens mange kirkeledere opfatter HIV-smitte som Guds velfortjente straf til syndere, vaskede Bergoglio under et besøg hos AIDS-syge i 2001 demonstrativt deres fødder.

Når tilhængere af fornyelse i den katolske kirke efter valget af argentineren vejrer morgenluft, skyldes det imidlertid især hans sociale indignation på vegne af samfundets udstødte. En diskurs, der indtil nu har været vendt mod den ekstreme fattigdom i Latinamerika, men som også begynder at give sørgelig mening i postfinanskrisens Europa.

»Overgreb på menneskerettighederne handler ikke kun om terrorisme, undertrykkelse og mord men også eksistensen af ekstrem fattigdom og uretfærdige økonomiske strukturer, som skaber store uligheder,« pointerede Bergoglio fornyelig.

Pave og kok

I den sammenhæng er en asketisk livsførelse med til at give kritikken vægt. Da Bergoglio blev udnævnt til kardinal, genbrugte han eksempelvis dele af sin forgængers kjole og blev også boende på sit lille værelse i forbindelse med domkirken, hvor han har været vant til og efter sigende også ganske ferm til at lave sin egen mad.

I samme ånd har den nye pave indtil nu så vidt muligt taget metroen rundt til sine officielle pligter. Fremover må han, efter at Jorge Mario Bergoglio er blevet til Frans, finde sig til rette med at blive transporteret i »papamobil«. Og det skal blive interessant at følge, hvordan den stridbare asket fra Buenos Aires vil manøvrere i forhold til Vatikanets pomp, pragt og ikke mindst de beskidte intriger, der endte med at køre hans forgænger ud på et sidespor.

I første omgang valgte den nye pave humoren som sit våben, da han under en middag onsdag aften i sin skål med kardinalerne, der netop havde valgt ham, bemærkede:

»Måtte Gud tilgive jer!«