Vores interview slutter med, at jeg spørger Brøndby-træner Thomas Frank:

Bliver det i din tid som Brøndby-træner, at vi ser Brøndby tage turen forbi FCK igen?

»Ja, det gør det.«

Bliver det også i denne kontraktperiode (Thomas Franks kontrakt udløber i sommeren 2017, red.)?

»Det vil jeg gerne sige, at det bliver...,« siger han og skal så bruge lidt tid på at komme videre i sætningen.

»...men det kan også være, at det ikke bliver. Og det er ikke fordi, at jeg ikke gerne vil være offensiv, men man bliver også nødt til at være realistisk og anerkende, hvor mange faktorer der spiller ind. I denne sæson er den klare melding, at vi skal i top tre.«

Det er sådan cirka dér, Thomas Frank står, når han bliver bedt om at forholde sig til Brøndby i forhold til ikke bare Brøndby selv, men også i forhold til engang-rivalerne fra FC København, som de seneste ti år er stukket af fra vestegnsklubben og har gjort guldrivaliseringen mellem de to klubber til et minde mere end til virkelighed.

De mødes igen i dag, søndag, i Brøndby til københavnerderbyet, som har fået kaldenavnet »New Firm.« Det er stadig en særlig kamp, og Brøndby står bestemt et sundere sted i dag end mange gange før i de ti foregående sæsoner. Men det gør ikke søndagens kamp til en guldkamp, og Thomas Frank svarer ret klart på spørgsmålet, om det overhovedet giver mening at sammenligne de to klubber i dag.

»Nej, det gør det ikke, hvis du spørger mig, og det gør det ikke på grund af én ting: pengene. FCK har gjort det godt – ikke bare i Danmark, men i Norden de sidste ti år. De har ikke skruet ned for pengene. De har en indgroet kultur, som er bygget op over 10-15 år. De ved, hvad de vil. De har hentet deres mestertræner (Ståle Solbakken, red.) tilbage igen. De har skruet op for alt omkring holdet med assistenter og scouts. De har opgraderet dér, hvor vi andre måske kunne drømme om at gøre en forskel. Økonomisk er de i en liga for sig i Danmark, det er de,« fastslår han.

Der findes stadig mennesker, der husker årene, hvor Brøndby og FCK kørte et hidsigt mesterskabskapløb år efter år. Det var især i starten af 00erne. Men siden Brøndby med Michael Laudrup som træner i 2005 vandt det seneste mesterskab til klubben, har man ikke været rigtig tæt på. Hverken på FCK eller på selve mesterskabet. Der har i snit været 17,4 points afstand mellem de to klubber i de ti sæsoner. Det er en regulær afgrund i fodboldverden. Nogle år har der været hele 30 points afstand. FCK har været i otte europæiske gruppespil og blandt andet en Champions Leagues-ottendedelsfinale, mens Brøndby i foråret 2013 var ved både at rykke ned og gå konkurs.

Han var ikke selv med, men kom til efter både den økonomiske og sportslige redning. Han har siden præsteret en fjerde- og en tredjeplads i sine to første sæsoner. Han sluttede fire point efter FCK i sæsonen 13/14 og 12 point efter i sidste sæson. Hans tro på, at hullet helt bliver lukket, bygger han på, at man er ved at skabe en stabil klub med en rendyrket kultur omkring træningen, en god trup både i størrelse og kvalitet, en dygtig stab og et tydeligt link til klubbens talentsatsning Masterclass. Han taler om at vinde guldet gennem arbejdet i hverdagen, om at have en tydelig spillestil og så også en tålmodighed i sin venten på, at det talent, der er i klubben, pludselig en dag eksploderer og folder sig ud.

»Når man – som FCK – bruger voldsomt flere penge, end vi gør, på et fodboldhold, så er sandsynligheden for, at de er forholdsvis bedre, også større. Så vi skal sammensætte en trup og en klub, som kontinuerligt er i top tre i Superligaen, og vi skal gøre det kontinuerligt. Det skal ikke være en tilfældighed. Vi skal arbejde hen imod at gøre det.«

Så de parløb, som nogle af os husker mellem jer og FCK, er de så en overstået ting med det, du siger her?

»Ja, lige nu er der ikke et parløb.«

Du lyder heller ikke som én, der kan se det dukke op igen?

»Uden at vide det, vil jeg tro, at pengene stort set var de samme i FCK og Brøndby, da duellen var der. Det betyder alt, hvis du skal kunne være deroppe. Det skal ikke lyde som om, at vi ikke har noget som helst, men det betyder bare så afgørende meget for at lave noget, der er konkurrencedygtigt år efter år efter år, om du kan købe spillere til 23 millioner kroner eller fem millioner kroner. Det, vi skal lige nu, er, at vi skal være i top tre hvert år. Kan vi det, så er vi meget tættere på et parløb igen.

Men I har jo også haft penge, som I har valgt at bruge på Agger, Elmander, Kahlenberg, ældre spillere med en historik i klubben, men jo også fysisk skrøbelige spillere. Så man kunne jo godt udfordre jer ved at sige, at I bestemt også har haft muligheder, men at I har satset dem helt vildt ved at gå efter spillere, som I - i hvert fald med Agger - vidste måske ikke havde kroppen til mange kampe? Har I ikke gamblet med det, I havde ved at gå den vej frem for at tage svenske sub-landsholdsspillere på 25 år, som man ved kan spille en fuld sæson?

»Vi har haft nogle økonomiske muligheder, som har gjort, at vi kunne kickstarte vores arbejde – ikke på kulturen, det kan man aldrig gøre hurtigere, men de penge og spillere har gjort, at vi kom op til toppen hurtigere, end vi ellers ville have gjort. Det er rigtigt, at en del af pengene er bundet i de tre spillere, og det er altid et sats at købe en spiller, uanset om han er 25 eller 33 år. Selvfølgelig er der med Agger en større risiko, når man kender hans historik med skader, men der tog vi en kalkule og troede på, at han kunne spille flere kampe i Superligaen med færre kampe og lavere intensitet. Får man mulighed for at hente Agger, så gør man det. Any day. Og han har været en kæmpe gevinst for os.«

Er der overhovedet en mening i at sammenligne jer og FCK, som vi sidder og gør nu?

»Vi skal spille på en anden måde end dem. Klub og identitet er også forskellig, og tilgangen til fans er forskellig. Vi er utrolig åbne over for omverdenen, og vi er vel mere arbejderklubben, hvor kerneværdier som fællesskab, passion og mod skinner igennem. Er vi ikke mere Atletico Madrid, og de er Real Madrid? Er vi ikke mere Dortmund, og de er Bayern? Det er lidt den sammenligning, man skal have.«

Men det er jo også en fortælling, du skal overbevise nogle om. For I var jo de bedste – I var Real og Bayern engang?

»Ja, vi var de bedste, og jeg har kæmpe respekt for det og for det arbejde, der engang blev lavet ikke mindst af Per Bjerregaard (tidligere Brøndby-formand og -direktør, red.), som gjorde dette til den bedste klub i landet og vel også i Norden. I 12 år i træk blev Brøndby nummer et eller to. Det er helt vildt. Nu har vi været helt nede at vende og skal derop igen. Alle drømmer om, at vi kommer derhen, for det var fedt, men der er altså noget økonomi, som spiller ind, uanset hvor stor vores ambition er. Men at vi vender tilbage er ingen af os i tvivl om.«

Og kultur kan aldrig slå den økonomi?

»Kultur kan forhåbentlig slå det – forstået på den måde, at hvis vi har en stærk kultur og en stærk identitet, så kan vi forhåbentlig gøre det med lidt mindre økonomi.«

Hvordan synes du, at det går med at overbevise folk i og omkring klubben om, at Brøndby mere er Dortmund og Atletico?

»Den forventningsafstemning er så vigtig. Det har vi været danmarksmestre i at være de dårligste til. Fordi vi har skreget det op med alt det her med, at vi jo er Brøndby, og vi har historien. Hvis vi ikke får afstemt de forventninger, så har vi først ikke en chance. Vi er nødt til at være realistiske. Dem, som kan se bag tingene, tror jeg godt kan se, at FCK har flere penge, og at de spiller for spiller har et stærkere hold i dag, som vi skal slå på andre dyder. Vores fans vil have blod på trøjen, og det skal vi have hver gang, gør vi det, så er vores fans toployale. Og så lever vi alle af en tro og vilje på, at vi vil lykkes.«