»Det eneste råd, jeg kan give dig, er at huske det, du undrer dig over.«

Sådan sagde Det Kongelige Teaters operachef, Sven Müller, til instruktøren Elisa Kragerup, da han tilbød hende for første gang at iscenesætte en opera, Mozarts »Figaros bryllup«, som har premiere på Gamle Scene søndag.

Operachefen mindede hende om, at der kun var én første gang, når man skulle iscenesætte opera, Det skulle hun udnytte.

Ganske vist har Elisa Kragerup spillet klassisk klaver, siden hun var syv, og hun begyndte af synge i Danmarks Radios Pigekor, da hun var ni. Hun kan læse et partitur. Men hun kan ikke påberåbe sig tidligere at have været »besat« af opera. Det var på alle måder nyt land.

Først og fremmest havde hun lyst til at tage udgangpunkt i den »kunstighed«, operaen som genre repræsenterer. Hvorfor ikke tage fat i alle de mærkværdige konventioner, der omgærder operaen, og sætte dem i spil?

»At det er kunstigt, kan folk jo også synes om taleteatret, men opera er det jo i endnu højere grad. Jeg har oplevet operaopsætninger, som tager den kunstighed som noget helt givet. I stedet har jeg prøvet at finde steder, hvor jeg har kunnet lege med, at der ER tale om en kunstighed. Jeg er ikke bange for det teatralske, og det er netop det, jeg har prøvet at finde i operaen. Hvor ligger dét teatralske, som er sjovt og fantasifuldt ved netop dén genre? Kan man afmontere myterne om opera ved netop at pege på kunstigheden?«

Orkester på scenen

Det første, hun besluttede sig for, var, at hun ville hale hele orkestret op af orkestergraven og sætte det på scenen.

»Når jeg går i operaen, elsker jeg at se musikerne spille, og som instruktør kan jeg godt lide at se kunstnerne skabe det, jeg skal tro på. Der må i virkeligheden gerne være elementer af processen i den færdige forestilling. For mig bliver det jo bare mere magisk, at jeg kan se de 40 musikere og den kropslighed, der er i deres frembringelser. Og at jeg samtidig kan høre, at det resultat, der kommer ud af det, er så langt større, end man tror menneskeligt muligt. Jeg havde lyst til at hylde orkesteret og musikken,« siger den 36-årige instruktør, da vi møder hende en formiddag midt i prøveforløbets hektiske slutspurt.

Hun virker nu forbløffende fattet. Selv siger hun, at hun er »spændt«. Ikke mindst fordi hun indtil videre kun har haft prøver med sangerne og repetitøren, som man kalder den pianist, der spiller musikken til prøverne.

Orkesteret har dirigenten, tyske Andreas Spering, indtil videre taget sig af. Men dagen efter skal hele det store hold altså tørne sammen for første gang, og forestillingen skal samle sig på alt for kort tid, inden premieren.

Elisa Kragerup forventer »lidt frustration i rummet«, når sangerne skal til at være langt mere præcise i samspillet med det orkester, de nu har i ryggen i stedet for foran sig. Nu må de nu holde øje med dirigenten på strategisk placerede monitorer.

Legesyge

Det er ikke bare den fremskudte placering langs rampen, sangerne har skullet vænne sig til. I det hele taget har de skullet være åbne over for en instruktør, der er vant til at arbejde med skuespillere.

»Jeg tror, det er en ny arbejdsform for dem, selv om mange af dem jo har prøvet alt muligt forskelligt. Jeg griber prøvearbejdet an på en anden måde ved for eksempel at få sangerne til at afstå fra at synge og i stedet improvisere fysisk, ligesom jeg også altid gør det med skuespillere for at undersøge, hvad en scene kan rumme. Det har de været utroligt åbne over for. Jeg håber, det er en døende myte, at sangere ikke gerne vil bevæge sig, at de ikke gerne vil udfordres fysisk. Man kan få dem til hvad som helst.«

Der har hele tiden været tale om en afvejning: Hvad er vigtigst? Det, hun vil have sangerne til at gøre på scenen, eller lyden og musikken? Hvis sangerne eller dirigenten har bedt hende holde igen et par steder, har hun lyttet:

»De siger det jo kun, hvis de virkelig mener det.«

Og hun oplever både sangerne og dirigenten som legesyge.

»Jeg har på et meget tidligt tidspunkt sagt til Andreas Spering, at jeg altså ikke fastsætter tingene første dag. Og at det, han oplever, når han kommer ind i prøvelokalet, er, at sangerne improviserer. »Elisa, jeg forstår ikke altid, hvad det er, du laver. Men jeg kan meget godt lide resultatet,« sagde han. Jeg nåede lige at tænke »Åh nej!««

Undervejs i forestillingen må dirigenten finde sig i, at en karakter kan fravriste ham dirigentpinden, hvis han er utilfreds med tempoet. Acceptere at skulle hjælpe en frygtsom yngling i gang, inden en stor arie. Acceptere at en figur kan slå musikken af, når hun ikke vil lege med mere.

Om det så er tekstanlægget over scenen eller den konvention, at den unge page i handlingen skal synges af en kvinde, der forestiller en mand, inddrager Elisa Kragerup dét, når hun sætter spørgsmålstegn ved operakonventionerne. Hos hende er pagen en kvinde, der klæder sig ud som mand. For siden igen at klæde sig ud som kvinde!

Elisa Kragerup har valgt at henlægge handlingen i »Figaros bryllup« til en slidt forlystelsespark i noget, der minder om 1960ernes Italien.

Det er her, Grev Almaviva eftertragter sin hustrus stuepige, skønt hun står foran at skulle giftes med hans tjener, Figaro. Og det er her, grevinden iværksætter en række snedige forviklinger for at afsløre sin ægtemand og give ham en lærestreg. Mange slags kærlighed støder sammen i Mozarts sprudlende opera.

Forholdsdøden

»I »Figaros bryllup« er der så mange tråde, så mange ting, man kan hægte det op på – forviklinger, seksualitet, identitetsudvikling, autoriteternes fald. Men for mig bliver den gennemgående tråd i den dramatiske historie, at vi møder et grevepar, der er dér i livet, hvor forholdet er slidt. Hvor man er begyndt at kigge andre steder hen, er holdt op med at gøre sig umage med hinanden. Ikke er en skid nysgerrig på, hvad den anden finder på.«

Det er netop det, hun kalder »forholdsdøden«, der først og fremmest har interesseret Elisa Kragerup.

»Hvordan kan alle de drømme, vi troede, vi havde sammen, bare forsvinde? Greveparret er på det punkt, hvor man sidder i sofaen, og der bliver en kilometer mellem dem, og man ser på et forelsket par i fjernsynet. Og hvor man bliver helt træt ved tanken om, at man ikke skal opleve det igen. Og greven har jo virkelig en midtlivskrise. Han er dér, hvor man køber en Porsche og kaster sig over de unge piger. Han opdager pludselig sin egen dødelighed, og at livet ikke varer evigt. Jeg synes, de står et interessant sted i livet, og i handlingen er det de to, der har det afgørende møde til sidst. Det er dem, der erkender noget.«

Enorm spændvidde

Elisa Kragerup har ganske vist taget et par arier ud og byttet lidt rundt på rækkefølgen. Men en af de største knaster har været, at hun med Mozart ikke bare selv har kunnet bestemme udtrykket i forestillingen.

»En stor del af den komposition, jeg som instruktør normalt selv ville lave, er jo skabt med musikken. Det har virkelig været en stor udfordring at finde ud af, hvor min frihed er i dét. Orkesterforløbene er syet så godt sammen, hvilket man slet ikke oplever på samme måde med ord på et papir, hvor man kan vise meget og indimellem undvære tekst. Jeg har skullet finde ud af, hvordan jeg kan skabe en dramatisk handling, som skal begrunde og føde det stærke udtryk, operaen er. Jeg er vant til, at det er mig, der skaber udtrykket.«

Hvis sangerne synger forte (kraftigt, red.), og orkestret også spiller for fuld udblæsning, må instruktøren for eksempel forholde sig til dét.

»Så er der pludselig givet noget, og jeg må så finde ud af, hvordan vi kommer derhen. Men den struktur bliver jo også på et tidspunkt en gave. Jeg kan godt lide et ekspressivt udtryk, de store følelser og passioner. Lige pludselig har jeg en enorm spændvidde. Man kan jo ikke få skuespillere til at lyde sådan der.«

Det samme fem gange

Noget andet, som undervejs har sat instruktørens tålmodighed på prøve, er operagenrens mange gentagelser:

»Hvorfor skal det nogle gange tage så lang tid, når de synger? Der er jo de forhalinger af varighed, forstørrede øjeblikke, hvor de stopper op og synger i halvandet minut. I processen kan jeg godt tænke: »Det afmatter jo situationen, kom nu videre.« Det har været udfordrende at finde ud af, hvilken modstand der kan sandsynliggøre, at de står der og synger det samme fem gange. Andre steder kommer der bare så vidunderlig musik, at man kapitulerer og siger: »Okay, lad os dvæle lidt ved det.«

I det hele taget håber Elisa Kragerup, at publikum er »høje på Mozart«, når de forlader teatret.

»I de her tider har jeg en oplevelse af, at der er noget ved Mozart, der er så humanistisk. En hyldest til menneskets utilstrækkelighed og mangfoldighed. Nogle af orkestermedlemmerne fortalte mig, at det er den vildeste tuning af et orkester at spille Mozart. Man får skrabet alle uvaner væk, for der er ingen overflødige noder. Man kan ikke bare læne sig ind i et stort, brusende hav af musik. Det kræver så meget præcision og fælles åndedræt. Det elsker jeg. Ensemblet er ikke bare et hold sangere, men hele orkestret, koret og dirigenten. Alle de mennesker skal ånde sammen. Jeg håber, man kan mærke den kraft. Jeg håber, man oplever den fælles skaben, frembringelsen af musikken, som noget, man bliver høj af. Det gør jeg i hvert fald.«

Selv er hun helt fyldt op af Mozart.

»Jeg vågner hver eneste morgen med et nyt musikstykke på hjernen og går hjem med et andet tema kørende. Så er det bare godt, at musikken er så vindunderlig, at man godt kan holde den ud, selv om man ikke kan slukke for den.«

»Figaros bryllup« i Elisa Kragerups iscenesættelse har premiere på Det Kongelige Teaters Gamle Scene søndag.