Enhedslisten kritiserer regeringen for at sidde på hænderne i sagen om drabsforsøget på forfatteren Lars Hedegaard.

Den formodede gerningsmand blev anholdt i april 2014 i Tyrkiet. Han blev løsladt fire måneder senere, og siden har Danmark ikke fået en officiel undskyldning eller klar forklaring.

Nikolaj Villumsen (Ø), Enhedslistens udenrigsordfører, kalder nu justitsminister Mette Frederiksen (S) i samråd om sagen.

»Det er jo fuldstændig grotesk, at den tyrkiske regering fortsætter med at holde Danmark for nar i så alvorlig en sag. Det virker ærlig talt som om, den danske regering ikke ønsker svar i sagen, når den har siddet på hænderne siden december,« siger han i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

»Jeg mener, Danmark bør øge presset på den tyrkiske regering, og derfor indkalder jeg justitsministeren i samråd. Det er helt oplagt at rejse sagen ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Sagen er jo desværre et klokkeklart bevis på, at Tyrkiet ikke overholder grundlæggende retsstatsprincipper,« siger Nikolaj Villumsen.

Attentatforsøget på Lars Hedegaard fandt sted i februar 2013, hvor den islamkritiske debattør blev opsøgt i sit hjem på Frederiksberg af en mand, der udgav sig for at være postbud. Da Lars Hedegaard åbnede døren, trak manden en pistol og affyrede et skud, dog uden at ramme.

Heller ikke hovedpersonen selv er imponeret af regeringens indsats i sagen.

»Forestil dig det modsatte, at danskerne lader en tyrkisk terrorist slippe ud af landet og nægter at give en forklaring. Vil Tyrkiet så komme og sige, at nu må vi beholde det gode forhold til Danmark? Nej, de vil sige »vi har et helvedes dårligt forhold til Danmark«. Derfor synes jeg i det mindste, at man kan lade være med at gøre skade og gøre Danmark til grin på den her måde,« siger Lars Hedegaard til tv2.dk.