Første indtryk
Lidt adelig har man vel lov at være. Forkælet føler man sig i hvert fald allerede på vej ad alleen op til det lille barokslot fra det 14. århundrede – med vagttårne, gangbroer og finurlige hjørner. Følelsen forstærkes i den parklignende have med blomster, træer, lysthus, guldfiskedam, statuetter - og opvarmet swimmingpool. Wauw er også første udbrud inden for hoveddøren. Her afsløres gammelt smukt håndværk og »klasse«. Der er trapper i begge sider af foyeren – med svungne trægelændere og vægmalerier fra kælder til kvist. I underetagen pynter en stor gammel ovn med smukke farverige kakler.

Værelserne 
Her er stor variation. Mit – det blå rum på 1. sal – er primært hvidt og blåt. Stort, luftigt og i en afbalanceret, charmerende blanding af gammelt (som malerier, stuk og udvalgte møbler) med strejf af hypermoderne. Badekarret er fritstående, og gardinerne i badeværelset er håndbroderede. Værelset har en formidabel udsigt over roser, lavendler og skrånende vinmarker. 

Krystalrummet har et helt anderledes design. Stadig tro mod den oprindelige arkitektur, men bl.a. suppleret med hyper-moderne stor krystallysekrone. I den moderne afdeling uden for slottet er værelserne udstyret med bl.a. Kartell lamper og udendørs grill til indkøbene fra det lokale marked. Samtlige rum har storskærm, dvd, gratis wifi og hip (George Clooney) kaffemaskine. 

Mad og drikke 
De fleste dage kan gæsterne vælge at deltage i fællesspisning i den gamle spisesal. Disse seancer indledes med forklarende vinsmags-prøver på terrassen. Slotsherre og kok Eric Chabot og den aktive slotsfrue Marie-Antoinette  deltager begge og er gode til at sprede hygge. Indenfor ankommer de delikate retter en efter en – startende med en perfekt souffle, afsluttende med talrige lokale skønne oste og æbletærte – alt hjemmelavet og økologisk. Salater og krydderurter kommer fra slottets store brugshave et par kilometer fra. Morgenmaden er også delikat med friskpresset juice og fire slags hjemmelavet syltetøj.

Særligt
Om eftermiddagen får jeg et kort konditorkursus af slotsherren Eric, som har arbejdet på firestjernede hoteller i London. Jeg bager små bløde makroner, fyldt med et miks af kastanjecreme og kastanjepuré og pyntet med friske hindbær fra haven. Et langt fire timers eftermiddags-kursus med både konditor-og kogekunst koster 560 kroner.

Plus
Slottet Clement har et fint og intimt slotsmiljø og samtidig en afslappet stemning. Man kan holde sig for sig selv eller deltage i fællesskabet. Beliggenheden er smuk og med mulighed for udflugter i Ardéche med floder, grotter, slugter og menneskehedens ældste hulemalerier.

Minus
Vælger man et værelse inde på det lille slot, bliver man en del af livet der. Man tiltrækkes af de andre gæster, familien, arkitekturen og historikken – det kan tages som et plus eller et minus.

Pris
Fra 1.500 kr. for to, inkl. morgenmad.

Se også: 10 af Europas skønneste slotshoteller