Formanden for Venstre i Lemvig Kommune er et af de hovedbestyrelsesmedlemmer, der støtter Lars Løkke Rasmussen (V) som formand for partiet.

Men støtten koster nu den lokale partiforening et prominent medlem. Tidligere borgmester Jens Kristian Skovmose tager nu konsekvensen af, at hans parti ikke satte Lars Løkke på porten, skriver Folkebladet Lemvig.

»De kan ikke sælge et nyt medlemskort til mig. Jeg melder mig ud, selv om det er en hård beslutning. Jeg har været medlem af Venstre, siden jeg var 18 år,« siger den tidligere borgmester til avisen.

Jens Kristian Skovmose siger, at han ikke har ladet sig besnakke, som man tilsyneladende har i hovedbestyrelsen.

»Jeg kan slet ikke genkende det Venstre, som jeg mener, partiet står for. Den form, Lars Løkke og andre i partitoppen fra det nordsjællandske har vist i de senere år, stemmer slet ikke overens med det, jeg mener, Venstre står for. Det tager jeg konsekvensen af. Jeg vil ikke bakke det op. Jeg melder mig ind igen, når Kristian Jensen (V) bliver formand. Han står for det, jeg forstår ved partiet,« siger Jens Kristian Skovmose.

Kommuneformand Tage Rækby skal onsdag aften på et bestyrelsesmøde høre, om hans lokalformænd bakker ham op i, at han stemte sammen med de øvrige i hovedbestyrelsen.

»Det tror, jeg de gør. Vi har fordel af et samlet Venstre frem for et parti, der er splittet i atomer. Det bliver et holdarbejde fremover,« siger han til Folkebladet Lemvig.