En udskiftning på formandsposten er ikke den sikre vej til succes. Sidste år bød vi i alt tre nye partiledere velkommen i dansk politik, men kun én af dem har haft held til at tiltrække flere vælgere. Det viser udviklingen i Berlingske Barometers vægtede gennemsnit af meningsmålinger.

Pia Olsen Dyhr overtog i februar 2014 tøjlerne i SF fra Annette Vilhelmsen. Dengang stod partiet til blot 3,6 procent af stemmerne. Allerede lidt over en måned senere var partiets opbakning vokset til 4,5 procent, og i dag ligger partiet til 6,7 procent. En fremgang, der er statistisk signifikant.

{embedded type="node/linkbox" id="32287934"}

Anderledes er det gået for Konservative, som i begyndelsen af august skiftede Lars Barfoed ud med Viborgs borgmester Søren Pape Poulsen. Partiet stod dengang til 5,1 procent og har sidenhen ikke rykket sig uden for den statistiske usikkerhed. Med en opbakning på 4,4 procent lige nu peger pilen endda i den forkerte retning.

{embedded type="node/linkbox" id="32287910"}

Også Radikale har stået i stampe, siden Morten Østergaard i slutningen af august tog over efter Margrethe Vestager. Partiet havde dengang tilslutning fra 8,3 procent i Barometeret og ligger i dag til 7,4 procent af stemmerne. En udvikling, der heller ikke er statistisk signifikant.

Pia Olsen-Dyhr har derfor indtil videre vundet kampen mellem de nye partiledere.

Berlingske Barometer viser et gennemsnit af de politiske meningsmålinger, der er blevet offentliggjort inden for de seneste 31 dage. En avanceret model ligger til grund for beregningen. Blandt andet tillægges nyere målinger mere vægt end ældre og de enkelte institutter vægtes efter deres måde at indsamle data på. Gå selv på opdagelse i Berlingske Barometers mange data her.