Genren er drømmende. Den kan kategoriseres som indiepop i stil med amerikanske Beach House, men de er alligevel deres egne. Selv kalder de musikken for spacepop, men det er akademisk snak. Ice Cream Cathedral har efterhånden slået deres navn fast i musikkredse. I 2011 udgav de deres første ep »Straight Arcs«, og tidligere på året udkom deres debutalbum »The Drowsy Kingdom«, som anmelderne modtog med kyshånd, og så stod det på turne fra marts måned.

Alene i år er det blevet til 30 koncerter, der blandt andet indbefattede Spot Festival, Luxembourg og et sted oppe i de norske fjelde. Men der er ingen tvivl. Koncerten på Roskilde var bandets højdepunkt.

»Det var fuldstændig overvældende. Det er det vildeste, vi har prøvet. En kulmination, det er nu, vi peaker,« siger guitarist Kristian Paulsen på 24 år i en skurvogn bag Pavillon Junior. Den mest indadvendte af tre i øvrigt meget imødekommende bandmedlemmer med en sød og kærlig udstråling. De bekræfter alle koncerten som en succes.

De var klar over, at den var et udstillingsvindue, de skulle udnytte, og har sideløbende med en bacheloreksamen fra Rytmisk Musikkonservatorium i denne måned lagt det meste af fokus på dagens optræden.

»Vi har arbejdet så hårdt og målrettet for det. Det var oparbejdet energi, som fik lov at vælte udover scenen,« fortæller bandets hårdtslående trommeslager 24-årige Anders Bach.

»Det øjeblik, man får at vide, man skal spille på Roskilde, er det det, man går efter. Men det er svært at forberede det, der foregår på scenen. Man kan have styr på de musikalske former, men tilstedeværelsen og interaktionen med publikum er noget, der bare er,« supplerer forsanger 25-årige Anja T. Lahrmann.

Jeg interviewer dem samlet, for det lader ikke til, at den ene er større end den anden. De virker som en tre-i-enighed. De tre musikanter, som mødte hinanden på deres første studieår i 2010. De voksede alle op uden for København. Anja T. Larhmann i Køge, hvorfra hun flyttede til København efter endt studentereksamen, Kristian Paulsens barndom tog sin gang på landet i Jægerspris tæt ved Roskilde Fjorden og flyttede til København, da han startede på Sankt Annæ Gymnasium, mens Anders Bachs barndom foldede sig ud i Lindå, en lille by med 500 indbyggere uden for Silkeborg.

Ice Cream Cathedral kom til verden på deres første studieår og har holdt sammen lige siden. Bandnavnet kom fra en associationsleg. En leg med ord, som skulle symbolisere det musik, de lavede.

»Ice Cream er jordnært og naivistisk. Alle forstår det, mens Cathedral er mere æterisk og højtravende, okkult og rummeligt. Det er de to kontraster,« siger trommeslageren Anders Bach. Velovervejet og kontrolleret. Det er tydeligt, de har tænkt over tingene.

Bandet fandt sammen om den amerikanske genre Witch House. En smadret undergrundsgenre inspireret af 90er hiphop fra slutningen af 00erne. Drømmende, mørk og catchy med følsomme melodier i centrum.

Det drejer sig om mindre kendte navne som Grimes og Zola Jesus. Derudover nævnes inspirationer fra 60erne og 70ernes lyd samt navne som Broadcast, Mike Oldfield og en lang række andre mindre navne, jeg skal skåne læseren for.

Hører I slet intet mainstream?

»Jeg lytter til Swans. Jeg er »the Sonic Youth type of guy«. Jeg kan altid vende tilbage til sen-80er rocken, lige før grungen kom til,« siger Anders Bach.

På Roskilde glæder han sig selvfølgelig mest til at høre Chelsea Light Moving med Sonic Youths forsanger Thurston Moore i front, Anja T. Lahrman ser frem til Dead Can Dance, Kristian Paulsen til Kraftwerk. Desuden skal de alle høre Vinnie Who, som åbner Orange.

Bandets fremtid

Deres optræden på Roskilde Festivalen var forhåbentlig startskuddet til noget endnu større. De vil gerne i studiet igen, har planer om at indspille en ep i år og tager sandsynligvis til USA og turnerer i september.

»Der er meget amerikansk vipe over den musik, vi laver, så det er oplagt at søge et publikum der,« siger Anders Bach.

Selvom de ønsker succes, går de ikke målrettet eller spekulativt efter at ramme tidens toner og dermed nå den danske mainstreamscene.

»Vi går aldrig på kompromis med vores lyd. Hvis vi bliver mainstream, kommer det ved en tilfældighed,« siger Kristian Paulsen.

»Jeg føler et ansvar for at vise noget andet end det, der kører i rotation på P3,« siger Anja T. lahrmann.

Det er ikke sådan, at I ringer til Thomas Troelsen i morgen for at sikre jer en radiobasker?

»Han ville være en af fede at arbejde sammen med. Det kunne godt være det, vi skulle gøre,« siger Anders Bach. De griner samstemmende.

Et nyt drømmende, dansk håb kalder. Er du derude, Thomas?