Om danskerne kan se frem til hvid jul eller ej, har været det støre spørgsmål den sidste uge. For en uge siden var chancen ifølge DMI lig nul, og for tre dage siden forudså DMI en juleaften med regn, blæst og varmerekord.

Seneste vejrmelding lyder dog på, at det primært bliver nordjyderne, som kan få mulighed for at se sneen dale juleaften, skriver bt.dk.

»Vi skal ikke forvente sne i dagtimerne. Der kan komme noget hvid nedbør i løbet af aftenen og natten. Det er bliver altså ikke en landsdækkende hvid jul,« fortæller vagthavende meteorolog hos DMI Olaf Mathiassen, der dog oplyser, at der kan falde sne i visse dele af landet:

»Sneen kan nok komme en del steder i landet, fordi der trækker koldere luft fra nord ned over os i løbet af aftenen og natten. Det vil sige, at allerede tidligt på aftenen, måske sidst på eftermiddagen, kan bygerne i Nordjylland begynde at gå over i slud og sne,« siger meteorologen.

Han vil ikke udelukke, at snevejret kan trække længere mod syd og ramme det det centrale Jylland og den nordlige del af Sjælland, mens det formentlig vil være for mildt længere sydpå.

I dagtimerne kan vi forvente tre til otte graders varme, som i løbet af natten vil falde til mellem frysepunktet og tre graders varme. Nordjyderne vil få de koldeste temperaturer.

Juledag kan dog komme til at byde på mere vedvarende hvid nedbør, og meteorologen forudser, at danskerne vågner op til en rigtig vinterdag torsdag:

»Den kraftige vestenvind drejer om i nord til nordøst og bliver svag til jævn, stedvis op til frisk vind. Man skal nok være forberedt på, at det vil være glat i morgen formiddag, for det bliver en ret vinterlig dag i morgen med temperaturer ikke langt over frysepunktet.«

»Hen over den sydlige del kan der falde mere vedvarende sne og slud, fordi den front, der adskiller varm og kold luft går lidt i stå dernede,« siger Olaf Mathiassen.