Det var en fejl i et kompliceret sæt af koder, der tirsdag fik Undervisningsministeriet til at melde ud, at alle elever, der siden 2007 har gennemført de elektroniske prøver i biologi, geografi og matematik, kan have været udsat for prøver med fejlagtige bedømmelser.
»Det er vel ikke for meget at bruge et ord som skandale om det her,« siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.
Fejlen blev opdaget af Styrelsen for IT og Læring efter en digital læseprøve, som 13.600 elever mandag deltog i som en del af et pilotforsøg.
»Det er selvfølgelig meget beklageligt, at det her sker, men vi må også erkende, at nogle gange sker der sådan nogle fejl,« siger Rasmus Vanggaard, kontorchef i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Hos Danske Skoleelever er man forundret over fejlen.
»Det er virkelig ikke i orden, og det er utroligt, at det kan lade sig gøre at have fejl i digitaliseringen,« lyder det fra formanden for Danske Skoleelever, Silke J. Fogelberg.
»Det viser jo bare, at vi skal være ekstra skarpe i det her fremadrettet.«
Ifølge Rasmus Vanggaard har Undervisningsministeriet ikke mulighed for at identificere de elever, der tidligere har været ramt af fejlen, og derfor kan de ikke tilbydes en ny prøve:
»Det vigtigste i den sammenhæng er, at selv om eleverne har været udsat for den her beklagelige fejl, har det ikke konsekvenser for, hvorvidt de er blevet optaget på en ungdomsuddannelse.«
De 13.600 elever, som var oppe i læse- prøven mandag, bliver tilbudt en ny prøve.
»Det er altså virkelig skidt«
Den årelange fejl i de digitale prøver får Danmarks Lærerforening op af stolen, fordi prøverne får en »stadigt større betydning for den enkelte«.
»Det er altså virkelig skidt,« siger Anders Bondo Christensen.
Lærerformanden mener, at »man skal overveje, om man vil fortsætte ad den vej«.
Regeringen, kommunerne og regionerne har tidligere præsenteret en digitaliseringsstrategi, som betyder, at skriftlige prøver skal udføres elektronisk.
Men Anders Bondo Christensen mener, at en lidt mere gammeldags facon måske vil være at foretrække.
»Fordi man i gamle dage havde en lærer og en censor, der rettede opgaverne, havde man en kontrol. Det gav en anden sikkerhed og en anden mulighed for at vurdere svarene,« siger han.
Hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet er man i gang med at finde ud af, hvordan fejlen bliver rettet, så det ikke gentager sig. Indtil da foregår biologi- og geografieksamen på gammeldags manér med kuglepen og papir.
»Nu skal vi have afholdt årets prøver, så alle kan komme videre, og så vil vi have fokus på at udbedre fejlen,« siger kontorchef Rasmus Vanggaard.
Det forventes, at problemet er løst inden næste års prøver.