Jeg talte i løbet af ugen med en god kollega, der i begyndelsen af Morten Olsens år som landstræner var helt tæt på det danske landshold.
Han huskede, hvordan det danske landshold i de år spillede fuldstændig lige op med nogle af de bedste landshold i verden, at Danmark på Old Trafford i november 2003 kørte England ud af klædet og vandt 3-2, at man endnu mere overbevisende vandt 5-2 i Rumænien og i en træningskamp i spanske Gijon godt nok tabte 0-2 til Spanien, men fik vist alle, at man havde klasse til at spille med mod alle. På egne præmisser.
Det var et ikke så lidt bedre landshold, Danmark havde dengang i begyndelsen af 00’erne, end det, der fredag aften ankom til Friends Arena. Det var et hold, der løste dets opgaver, vandt kvalifikationspuljer, gik videre ved slutrunderne.
Vi er et andet sted i dag. Og har været det i noget tid. Det hakker mere, der er ingen trygge fornemmelser for, at ingen arena er for vanskelig for Danmark.
Når Danmark lørdag aften spiller den første af to playoffkampe mod Sverige, er det med fornemmelsen af, at de danske muligheder for at nå EM-slutrunden ikke er mere end 50 procent, og det er frem for alt med en trist erindring om en kvalifikationskampagne, der så Albanien gå forbi Danmark - og Danmark gå i stå med at score mål.
Vi kan selvfølgelig slå Sverige over to kampe. Men det er med tanke på de seneste landsholdsoplevelser bestemt også en mulighed, at vi ikke gør det, og at vi dermed ikke bliver en del af historiens største EM-slutrunde.
Det ville faktisk være for ringe, og det vil selvfølgelig smide en uskøn nuance ned over Morten Olsens landstrænerkarriere.
Olsen har aldrig brudt sig om at tale om sit eftermæle, når man har spurgt ham undervejs i karrieren. Måske fordi han slet ikke kunne forholde sig til noget så langt væk. Måske fordi det virkelig ikke interesserer ham.
Linjerne i den overordnede historie om en ekstraordinær landstræner ligger fast og kan i mine øjne ikke udfordres. Men om han om få måneder kan se tilbage på fem af otte slutrunder eller fire af otte mulige slutrunder betyder da noget - og det betyder især noget, fordi denne den ottende slutrunde er så relativt let at komme til.
Hvis Morten Olsen havde antydningen af en bekymring ved ankomsten til Sverige, så skjulte han det forbilledligt i mødet med pressen fredag aften i Stockholm.
Han styrede seancen med både kækhed og bestemthed, som da han afviste, at han og hans spillere nogensinde havde hørt spørgsmålet om, hvordan man måske kan fremprovokere en karantæneudløsende advarsel til Zlatan Ibrahimovic. Han talte om papegøjer i Costa Rica og gjorde efter sin indledende tale en lille dyd ud af at sige så lidt som muligt.
Det danske hold er kommet til Sverige uden en skadet Michael Krohn-Dehli. Det havde man været bekymret for for et år eller halvandet siden, men Krohn-Dehli er bestemt en af de spillere, der er faldet med holdet i niveau i dette efterår. Ikke at det havde bragt hans startplads i fare, hvis han havde kunnet spille, men nu er der så et åbent spørgsmål mere på den danske midtbane.
Det er her, man spørger sig selv: Hvad vil Olsen? Hvad tænker Olsen?
Han sagde ikke selv det mindste om det fredag. Der var kun den indledende bemærkning om, at Jakob Poulsen, der var med på pressemødet, før havde haft afgørende betydning mod Sverige, og at Thomas Delaney, som også var med på podiet, »bliver afgørende - måske allerede i morgen.«
For mig er det mest sandsynligt, at Olsen kunne finde på at bringe Jakob Poulsen i spil lørdag aften.
Min fornemmelse siger mig, at Olsen efter et efterår, hvor han har ledt meget og fundet alt for lidt, vender tilbage til det, han før har set virke. Han sagde allerede, da han udtog truppen, at han har lært meget af sine eksperimenter.
I mine øjne gør det William Kvist til en meget mulig starter, og jeg kan heller ikke forestille mig andet, end at Thomas Kahlenberg finder vej tilbage i den danske startopstilling.
Herefter står kampen i min bog formentlig mellem Jakob Poulsen og Pierre-Emile Højbjerg. Sidstnævnte har været en skuffelse i sine seneste landskampe, og han formåede at komme for sent til en træning i løbet af ugen. Han risikerer bestemt at finde sig selv bænket i Sverige lørdag aften.
Meget snak i ugens løb har handlet om favoritværdighed, om hvem der står med den største katastrofe i tilfælde af et nederlag, om Zlatan Ibrahimovic med al sin klasse kan opveje de tydelige mangler andre steder hos Sverige. Og om det regnestykke er mere værd end den bredere funderede kvalitet hos Danmark.
Vi har ikke et landshold, der som for godt 10 år siden kører rundt med fodboldeuropa. Mindre kan heldigvis også gøre det mod Sverige, men favoritter kan man ikke tale om i det her opgør.