Jeg ved ikke, om De så Oscar-uddelingen for ikke så længe siden? Jeg gjorde. Det vil sige, det gjorde jeg nok ikke alligevel, for jeg faldt i søvn, men jeg så noget af det. Mest optakten, så sank hovedet bagover og ind mod stolens ene øreklap, hvorefter jeg blidt lå i Morfeus’ arme. Måske var det lyden fra TVet, der spillede ind på mine drømme. Jeg drømte, at jeg selv var der. Så de svajede tårnhøje palmer og projektørernes lyssøjler afsøge den dybblå aftenhimmel. Oscar-aftenen er indbegrebet af Hollywood og hurlumhej. Glimmer og glamour. Flitter og fjol. Vittigheder og vås.
TV-kameraer og hidsige blitzlys dækkede minutiøst hver eneste kvadratcentimeter af den til lejligheden udrullede røde løber. Limousiner rullede frem. Kvinder og mænd iført selskabstøj, makeup og stimulanser steg storsmilende ud. De nominerede skjulte flot, at de forsøgte at memorere den improviserede takketale. Og alligevel ville de fleste blive nødt til at hale et stykke papir op af lommen med 40-50 navne, som de rørstrømst takkede.