Onsdag den 12. november 2014 blev en dag, der kaldte minderne frem om rumforskningens helt store milepæle – minder om Gagarin og Armstrong, om dristige Mars-landinger og spektakulære forbiflyvninger af Saturns underskønne ringe.

For aldrig før i historien er det lykkedes at foretage en vellykket landing derude på noget så småt som en hastigt omkring­farende komet – i dette tilfælde et voldsomt arret og bare fire km bredt himmellegeme, der aktuelt drøner rundt ude mellem Mars og Jupiter hele 510 mio. km fra Jorden.

Men efter ti års rejse gennem rummet – og til slut syv timers nervepirrende og langsom nedstigning mod et præcist udpeget landingsområde – stod det europæiske fartøj Philae endelig på sine tre skælvende teleskopben midt i det stærkt fremmedartede og isfyldte kometlandskab.

Hvorefter Europa og rumagenturet ESA for alvor rykkede op i den liga, hvor amerikanerne og russerne har domineret i årtier.

»Det er et stort skridt for den menneskelige civilisation. Det viser, at den europæiske ekspertise er verdens bedste. For vi er de første, der har gjort det. Hvilket vil blive med os for evigt,« sagde den tydeligt følelsesladede ESA-generaldirektør Jean-Jacques Dordain kort efter landingsbekræftelsen kl. 17.03 dansk tid.

Også den dansker, der har haft fingrene mest nede i Rosettamissionens høj­teknologiske indre, chefingeniør Hans Jensen, Terma A/S, er voldsomt begejstret.

»Det er en bedrift, der er teknisk sammenlignelig med menneskets landing på Månen i 1969. For det trækker lige så hårdt på nutidens tekniske kunnen, som Apollo­missionerne gjorde på datidens,« siger Hans Jensen, der begyndte at designe Rosetta­sondens vitale strømforsyning for snart 18 år siden.

Astrofysiker ved Niels Bohr Institutet Anja C. Andersen tilføjer:

»Det er væsentligt sværere at lande på en lillebitte komet, der drøner af sted ude i rummet, end på en stor planet med masser af tyngdekraft. Det er nærmest ren Star Trek det her.«

Svigtende harpuner

Heldet spillede imidlertid også en væsentlig rolle for den europæiske triumf.

Kort før Philae onsdag formiddag blev koblet fra moderskibet Rosetta og indledte sit langsomme fald mod kometen 20 km nedenunder, fik ESAs kontrolcenter i Darmstadt melding om en fejl, der skabte stor nervøsitet.

Øverst på Philae sidder en lille dyse – en »nedskubber« – som lige før landingen skulle udsende et gaspuf for at skubbe landings­modulet ned mod kometoverfladen. Målinger viste imidlertid, at dysen ikke fungerede.

Det forøgede risikoen for, at Philae bare ville glide af i den yderst svage tyngdekraft på overfladen af kometen. Og dermed som en anden gummibold hoppe af og ende sine dage som en formålsløs og evig rejsende i solsystemet.

På overfladen af den ca. ti mia. ton tunge komet vejer det 100 kilo tunge fartøj i princippet ikke mere end et enkelt gram.

Tilmed ser det ud som om, at en anden afgørende mekanisme svigtede i selve landings­øjeblikket: To harpuner der skulle skydes direkte ned i kometen. Dermed var det formentlig kun isskruerne i teleskop­benene og den kendsgerning, at fartøjet sank fire cm ned i overfladen ved landingen, der forankrede Philae i komet 67P.

Onsdag aften overvejede teknikere i ESA, om man skulle forsøge sig med en gen­affyring af harpunerne for at være helt sikre på, at landingsmodulet bliver, hvor det skal.

Men heldigvis peger pilen i retning mod, at Philae nu kan indlede sin afdækning af kometens mange hemmeligheder ved hjælp af sine talrige instrumenter.

Et af de helt store håb er, at Philae kan opsnuse komplekse organiske molekyler, ikke mindst aminosyrer, i kometen.

»Vores muskelvæv, enzymerne i vores krop og den slags består af aminosyrer. De er simpelthen byggeblokke til liv. Så hvis vi kan få dokumentation for, at der er aminosyrer ude på kometen, vil det være helt utroligt spændende,« siger Søren Vrønning Hoffmann, seniorforsker på Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet.

Philaes batterier har kraft til at holde instrumenter og kameraer gående i ca. 65 timer. Men forventningen er, at den er landet et så solbeskinnet sted, at den ved hjælp af sine solpaneler kan skaffe konstant gen­opladning af batterierne.

I marts næste år vil kometen imidlertid være så nær Solen, at dens elektronik formentlig vil svigte som følge af intens varmepåvirkning. Men fra sit kredsløb over kometen ventes moderskibet Rosetta at kunne fortsætte sine observationer af kometen og dens hale helt frem til begyndelsen af 2016.