Klokken 13 torsdag trådte Peter Englund, sekretær for Det Svenske Akademi, ud foran kameraer, mikrofoner og journalister og annoncerede, at franske Patrick Modiano modtager Nobelprisen i litteratur 2014.

Motivationen for tildelingen gik, som Peter Englund formulerede det, på mesterskabet i »den erindringskunst, hvormed han har fremmanet de mest uhåndgribelige menneskelige skæbner og besættelsens livsverden«.

Peter Englund forklarede også, at 69-årige Patrick Modiano, der modtog Frankrigs mest prestigiøse litteraturpris, Prix Goncourt, i 1978, er stort set ukendt uden for hjemlandet, hvor Patrick Modiano tidligt fandt et stort publikum med sine romaner om besættelsestidens Paris.

Paris ligger forfatteren nær

Hovedstaden ligger i det hele taget Patrick Modiano nær, og han voksede op i forstaden Boulogne-Billancourt med en belgisk mor og en italiensk-jødisk far. Forældrene mødte hinanden under Anden Verdenskrig, og farens forsvinden er som krigen et tema i flere af forfatterskabets bøger, der er opsigtsvækkende på en paradoksal facon. Det mener Frants Iver Gundelach, der i 1994 oversatte romanen »Fleurs de ruine« til »Askeblomster« – en af bare tre romaner fra det mere end 30 titler store forfatterskab, der foreligger på dansk.

»Det opsigtsvækkende ved Patrick Modiano er måske, at han ikke er opsigtsvækkende,« fortæller Gundelach. »Modiano er ikke eksperimenterende i sin form, men derimod let at læse. Men han skriver godt og behageligt og ikke mindst kort. De fleste af hans bøger er på færre end 200 sider. På sætningsniveau skriver han nu hverken i specielt korte eller lange sætninger. Nej, særpræget er han mere på indholdssiden, hvor han i mange bøger kredser om de samme temaer, sin forsvundne far og Anden Verdenskrig, og begge dele beskrevet på en uhyre stemningsmættet og lettere nostalgisk – i ordets bedste forstand – facon, som altså opstår ud af det her sprog, der tilsyneladende ikke har noget særpræg.«

Let at læse

Frants Iver Gundelach ser Patrick Modiano som en forfatter, det ikke kræver særlige forudsætninger at læse.

»Skal jeg sammenligne Modiano med musik, så skriver han ikke symfonier, men kammermusik, der bevæger på en afdæmpet, diskret facon, som nok er let at gå til, men vokser i selskab med en opmærksom lytter – eller her læser. Umiddelbart kan bøgernes mangel på lineær struktur måske virke lidt fremmedgørende for læseren i begyndelsen. Vi er jo så vant til kronologiske historier. Men når man først har overgivet sig til formen og de enkle sætninger og deres uforudsigelige veje, er det en fornøjelse.«

Frants Iver Gundelach er begejstret for Patrick Modianos forfatterskab, men alligevel overrasket over tildelingen af Nobelprisen.

»Han er på alle måder en diskret forfatter«, forklarer han. »Men jeg er da glad for, at Det Svenske Akademi har set en mindre synlig, men virkelig god forfatter. Det er ikke altid, de har blik for sådan én som ham og Tomas Tranströmer, der fik prisen i 2011.«

Den fortabte tid

Begejstret er forfatteren Jens Christian Grøndahl, der har skrevet om Patrick Modiano i essaysamlingen »Den sibiriske måne«, også:

»Jeg er kisteglad! Jeg synes, det er den bedste udnævnelse i mange år. Modiano er en forfatter, jeg sætter kolossalt højt, og jeg har læst ham gennem en lang årrække.«

Som forfatter føler Jens Christian Grøndahl også et slægtskab med Patrick Modiano.

»Engang imellem kan man støde på et forfatterskab, hvor man oplever, at der på en mærkelig måde er en forbindelse,« siger han og fortsætter: »En forfatter, der har foldet noget ud, som man selv forsøger at nærme sig eller udtrykke. I det her tilfælde er det et forfatterskab, som igen og igen kredser om selve erindringen, selve det, at vi med sproget rækker ud efter den tid, som er tabt, efter det liv, vi har bag os, et liv som har lukket sig som en dør med alle sine gåder, sine mysterier, sine ubesvarede spørgsmål. Og det er på mange måder et gennemgående tema i Modianos forfatterskab, ligesom det igen og igen er noget, jeg tumler med i mit forfatterskab. Det her med erindringer, og det her med at forstå sit eget liv gennem sproget.«

Giver sjældent interview

Jens Christian Grøndahl betragter ikke Patrick Modiani som en forandringens forfatter:

»Modiano er en af de forfattere, man kan beskylde for at skrive den samme bog igen og igen. Han fortalte for et års tid siden i et af sine meget sjældne interviews at han, hver gang han var færdig med en ny bog, tænkte, at nu må jeg kunne lægge det bag mig, nu må jeg være færdig med det her, nu må jeg kunne lave noget helt andet. Og så sagde han, meget selvironisk, at hver gang, han så kommer i gang med en ny bog, er han klar over, at han igen er ved de samme temaer. Som han så til gengæld kan blive ved med at vende og dreje på nye måder. I hans bøger giver det sig ofte udslag i, at fortælleren, som regel en jeg-fortæller, bevæger sig rundt i Paris og kommer på sporet af ungdomserindringer, oplevelser fra ungdommen, i det her tilfælde de tidlige 1960ere, samtidig med at han også kredser om besættelsestidens Paris.«

Patrick Modiano blev en del af Jens Christian Grøndahls læseliv, da han for 10-12 år siden begyndte at udkomme i Frankrig og derfor ofte var i landet.

»Jeg blev ved med at støde på hans navn og fik så fat i hans bøger,« husker han. »Jeg havde en af de der sjældne oplevelser, hvor jeg blev bjergtaget – sådan som så mange franskmænd. Og Modiano er en meget elsket forfatter i Frankrig, blandt andet fordi man ikke – som i Danmark – ser en modsætning mellem at være en højlitterær forfatter og en elsket, læst forfatter. Og Modiano er altså en af de allermest læste og elskede litterære forfattere i hjemlandet.« Jens Christian Grøndahl har aldrig mødt Patrick Modiano, men kender folk, der står ham nær:

»Han er som person meget sky og efter sigende et fantastisk ydmygt og venligt menneske, som den her pris uden tvivl kommer meget bag på. Han er ikke den, der færdes meget i offentlige cirkler eller i øvrigt blander sig i den offentlige debat. Han holder sig til at skrive sine bøger og spadsere ydmygt og anonymt rundt i sit elskede Paris. Og han kan efter sigende ikke fordrage at rejse. Så jeg tror, det bliver en bedrift at få ham til Stockholm, men mon ikke han lader sig overtale.«

Opmærksomheden må Patrick Modiano i hvert fald vænne sig til. Også her fra Danmark, hvor Susanne Bent Andersen, forlagschef for oversat litteratur på Lindhardt og Ringhof, umiddelbart efter nyheden om hans Nobelpris sikrede sig en genudgivelse af »Askeblomster«.

»Jeg har netop været i kontakt med den franske agent,« fortæller hun. »Vi har indgået en aftale om at genkøbe rettighederne, så vi kan udgive den igen i Danmark.«