De er umulige at overse. De unge afrikanere i farvestrålende kjoler, slidte T-shirts og falmede skjorter, der hænger på den røde murstensvæg i kantinen på Borupgaard Gymnasium i Ballerup. Ikke kun fordi mange af dem smiler så stærkt, at man næsten ikke kan lade være med at smile tilbage, men fordi de er så mange. 45 fotografier af lige så mange mørklødede ansigter for at være helt nøjagtig.
Ved siden af de mange portrætter hænger et stort hjemmelavet kort over det afrikanske kontinent med Kenya fremhævet og en sort ring omkring byen Bondo, så gymnasiets knap 1.300 elever og lærere hver dag kan se den by og de børn, de er med til at støtte, når de spiser deres frokost
»Det er en let måde at gøre en forskel på, og så giver det giver et fantastisk sammenhold på tværs af årgangene. Det er blevet normen at hjælpe andre,« fortæller Sofie Elling fra 2.q.
Borupgaard Gymnasium var det første gymnasium herhjemme, der blev PlanFadder. Siden er andre stødt til, men gymnasiet i Ballerup har stadig førertrøjen på, hvad angår antal. Alene i år er der kommet 15 nye fadderbørn til, og elever og lærere har nu tilsammen 45 fadderbørn.
Projektet startede i 2011, hvor en lille gruppe elever fra 1.g kontaktede gymnasiets ledelse med ideen om et fælles fadderskab. I begyndelsen var det på græsrodsniveau, men det er i dag en stor succes, som omfatter alle tre årgange på skolen, og hver måned donerer elever og lærere hver især ti kroner til udviklingsorganisationen Plan Danmarks arbejde i den kenyanske by Bondo.
Formålet med »Projekt Plan«, som eleverne selv kalder det, er at give de studerende mulighed for at støtte velgørenhed uden at skulle hive et større beløb op af lommen hver måned. Hele ideen bag er, at man som klasse i fællesskab støtter den unges lokalområde.
Eleverne er hovedsageligt PlanFadder til teenagere, som de kommunikerer med via breve og sociale medier, og når eleverne på Borupgaard bliver studenter, går fadderbørnene »i arv« til næste 1. g-klasse. Projektet skaber ikke kun begejstring blandt eleverne. Skolens rektor, Thomas Jørgensen, har bakket op, siden han hørte om ideen første gang.
»Det er dejligt, når eleverne selv tager initiativ. De er drivkraften bag projektet og har selv taget ejerskab, så det kan fortsætte i fremtiden,« siger rektoren, som også er bevidst om, at eleverne lærer meget af projektet. Det handler også om almen dannelse.
»Det er en god måde at lave velgørenhed på. Projektet er konkret, fordi man hjælper mennesker af kød og blod til at få sig en uddannelse, og vi kan følge deres personlige historie. Det skaber en social bevidsthed, som de unge også kan trække på i deres hverdag her i Danmark,« siger Thomas Jørgensen.
Hos Plan Danmark er man glade for opbakningen, og organisationen mærker en generel tendens i ungdommens engagement:
»Vi oplever en stigende interesse blandt de unge. Andelen af unge faddere et stigende, og vi har studerende, der lægger 210 kroner af deres SU hver måned for at hjælpe et fattigt barn til et bedre liv,« siger adm. direktør i Plan Danmark, Gwen Wisti.
Men det er selvfølgelig ikke flertallet, der kan undvære så mange penge i et stramt studiebudget. Derfor er organisationen også glade for, at skoleklasser over hele landet har valgt at gøre som gymnasiet i Ballerup. Nogle steder er det bare en enkelt klasse, der har et fadderbarn, andre steder er det flere.
»Der kommer hele tiden nye folkeskoler og gymnasier til. Tidligere på året brugte eleverne på Nærum Gymnasium f.eks. en hel dag til at arbejde frivilligt, så de samlede knap 165.000 kr. sammen, som nu er omsat til 33 fadderskaber,« beretter Gwen Wisti.
På besøg i Kenya
På Borupgaard Gymnasium blev tilhørsforholdet til deres kenyanske jævnaldrende yderligere forstærket, da fire elever og en lærer i foråret rejste til Bondo for at besøge flere af gymnasiets fadderbørn og med egne øjne se den forskel, de er med til at gøre.
»Det var fantastisk at se, hvor meget ens penge betyder. Vi mødte jævnaldrende, som tog vores hænder, kiggede os dybt i øjnene og takkede for hjælpen. Undervejs på turen mødte vi også en 16-årig fyr, som ydmygt fortalte, at han havde ét stort ønske: »Jeg vil så gerne have en madras, så jeg kan møde veludhvilet op i skole om morgenen.« Den slags gør indtryk,« fortæller Sofie Elling, som bruger en del af sin fritid på at sidde i Plan Danmarks Ungdomsbestyrelse og i styregruppen for gymnasiets projekt i Kenya.
Hos Plan Danmark er man taknemmelig for, at et helt gymnasium ikke bare støtter økonomisk, men også engagerer sig personligt i deres fadderbørn.
»Vi ved, at det betyder meget for fadderbørnene, at de har faddere i Danmark, der skriver til dem, følger med i deres liv og besøger dem. Der er så meget snak om fulde og egoistiske gymnasieelever, men jeg synes, at projekter som det i Ballerup vidner om noget helt andet,« siger Gwen Wisti.
Og den personlige måde at støtte andre mennesker på, er en form, som er nem at forholde sig til som ung gymnasieelev i Danmark, mener Sofie Elling:
»Det er et barn med et ansigt, der skriver tilbage til én. Der har været mange historier om nødhjælpspenge og udviklingsbistand, som er endt i lommerne på stygge diktatorer, og den slags skræmmer. Når man betaler til et fadderbarn, kan man følge med og opleve, at ens støtte nytter. Man kan se, at de penge, man giver, gør en hel konkret forskel for et fattigt barn. Det er meget meningsfuldt.«