Alt imens simple internet- og smartphone-baserede spil som Angry Birds og Wordfeud oplever stor succes, lider de store spilgiganter som Activision Blizzard, Take-Who Interactive Software og Electronic Arts på det traditionelle, fysiske marked.

Derfor vil Electronic Arts, producenten bag megasucceser som FIFA-spillene og Battlefield, fremover fokusere endnu mere på de såkaldt »casual games­­­«, simple og sociale spil, der kan spilles både derhjemme og på busturen.

»Om to eller tre år vil vi sige til os selv, at vi gør os mere i digitale medier end de fysiske,« siger den daglige leder af driften i Electronic Arts, Peter Moore.

På nuværende tidspunkt har spilproducenten 41 »casual games«, og de forventer at udsende flere spil i løbet af året. De seneste 12 måneder er deres indtægter på det digitale marked nået op på 1,3 milliarder dollar (7,9 milliarder kroner).

Electronic Arts tjener penge på digitale, gratis spil, fordi spillerne løbende kan købe opgraderinger, der øger kvaliteten af spillene.

Andre digitale mastodonter er eksempelvis Farmville-skaberne Zynga, Glu Mobile og de finske Angry Birds-bagmænd Rovio.

Generel nedtur

Det amerikanske Analyselskab NPD Group har anslået, at salget af fysiske spil i USA faldt med 20 procent i juli til 548 millioner dollar (3,3 milliarder kroner), hvilket svarer til omtrent halvdelen af den samlede omsætning af computerspil på 1,1 milliarder dollar (6,6 milliarder kroner).

Til gengæld var det samlede salg af spil til smartphones, tavlecomputere og sociale netværk 439 millioner dollar, ifølge NPD Group.

Også konsolspil er i nedgang, og klassiske spiludgivere som Sony Playstation, Microsofts Xbox og Nintendos Wii oplevede i juni måned et fald i salget på 29 procent, viste tal fra NPD Group. I samme måned faldt salget af konsoller med 45 procent i forhold til sidste år.

EA: Forlader aldrig det fysiske medie

Men selv om tendensen er klar, behøver gamle spilromantikere ikke frygte følelsen af ikke at have den fysiske spilæske i hånden, ifølge Peter Moore.

"Vi forlader aldrig det fysiske medie. Så længe der er efterspørgsel, vil vi tilbyde fysiske produkter", siger han.

Det kan der være god grund til, for de fysiske spil er endnu en milliardforretning. Electronic Arts forventer indtægter på 2,6 milliarder (15 milliarder kroner) fra fysiske produkter, og 1,7 milliarder (10 milliarder) fra digitale produkter i indeværende regnskabsår, som udløber marts 2013.