»Det allerværste, folk kan tænke, er, at jeg ikke er noget værd, tiden værd, pengene værd. Det er det værste, man kan sige til mig. At jeg skuffer«

Thaien

Der var ingen asfalt i den lille by uden for Nong Khai i det nordøstlige Thailand, da Dak Wichangoen var barn, bare en grusvej, der gik fra landevejen til skrænten ned mod Mekong Floden. På vejen lå to kiosker, en i hver ende. En madbod i midten, hvor de solgte nudelsuppe og grillspyd.

Hun boede sammen med sin mor, mormor, lillebror og fætter. Hendes mor havde en frisørsalon derhjemme. På vejen boede resten af hendes mors familie. Hun var omgivet af familie, lyd og liv.