Fuldmægtig Esben Hovgaard, 31, skulle egentlig have løbet DHL-stafet på torsdag sammen med sine kolleger fra forvaltningen i Frederiksberg Kommune . Men det bliver måske ikke til noget, for lige nu ved han ikke, om han kan overskue at løbe fem kilometer.
»Jeg tror, min krop skal hvile sig fuldstændig. Massage skal jeg heller ikke havde, det vil være for smertefuldt lige nu. Jeg er meget øm.«
Cykling det hårdeste
Cykling var det hårdeste for Henrik Hovgaard på søndagens strabadser, og han kom i mål som nummer seks ved Ironman KMD Copenhagen ud af 3.000 tilmeldte. Otte timer og 32 minutter var han om at svømme 3,8 kilometer, cykle 180 kilometer og til sidst løbe en maraton.
»Cykling var det hårdeste, det var... virkelig hårdt, også fordi det blæste så meget. Her blev jeg enormt træt, men jeg fik hevet mig selv op ved hårrødderne og ved at prøve at holde mit tempo.«
Esben Hovgaard havde løbet og tænkt på det, inden han kom i mål, siger han. At han ville lægge sig ned. Og blive liggende af ren udmattelse, når han var i mål.
Trukket op i armene
Det gjorde han så. Blev liggende nogle få sekunder, før han blev trukket op i begge sine arme af et par hjælpere fra Ironman KMD Copenhagen og bagefter fik en medalje om halsen. Få minutter senere inde i samaritteltet sidder han med et tæppe omkring sig og sin kæreste ved siden af.
»Jeg er da godt tilfreds, det er jeg. Og så hjælper det undervejs at tro på, at jeg godt kan og ikke skal lade mig stresse af, hvor langt de andre er. Ligesom jeg prøver ren mentalt at dele ruten op i mindre bidder, så det ikke bliver så uoverskueligt,« fortæller han.
Han ved dog kke, hvornår han igen giver sig i kast med en Ironman.
Kniber med tid til træningen
»Det kræver meget træning og planlægning, og det kniber med tiden, når man har fuldtidsarbejde ved siden af. Men lad os se, lige nu kan jeg kun tænke på, at jeg skal hjem og ligge på min sofa og spise en masse is eller noget andet godt.«
På tirsdag skal Esben Hovgaard på arbejde igen, heldigvis skal han bare sidde på en kontorstol, siger han.
