Skulle jeg anbefale et ikke-cykelinteresseret menneske at se ét cykelløb, så ville verdensmesterskaber altid være inde i overvejelserne. Ikke fordi det nogensinde kommer på højde med superklassikerne Flandern Rundt og Paris-Roubaix, men fordi det bare er et særligt løb.

Ofte er der en indbygget risiko for kedsomhed, når man skal se en rytter fra Algeriet og en fra Kina - eller noget i den stil - i monstermorgenudbrud, men det lever vi fint med, når vi ved, at de mange første kilometer har en iboende mening. Det er dem, der skaber løbets finale. Det er over de førte mere end 200 kilometer, at rytternes sent-på-sæsonen-ben enten genopstår fra de døde og viser sig væddeløbsklar eller endegyldigt knækkes  og afviser en knaldhård omgang finalekørsel en gang mere.

De sidste 50 kilometer af et VM-løb er som regel et studie i udskilning, så man til sidst står med den hårde kerne af ryttere, der går ind i et taktisk spil om, hvem der ønsker at vente med en afgørelse, og hvem der ønsker at gå ud planken ud i en gevaldig fart.

Og mere  end noget andet er der noget skønt over at se et væddeløb, der som sit vigtigste incitament synes at have retten til at køre i VM-trikoten med regnbuens ringe om livet. Selvfølgelig er der også økonomisk værdi i at blive verdensmester, men midt i alt det grimme, der kan siges om cykelsporten, må vi også give den, at den er i kontakt med noget så gammeldags, som at man kan dyrke det ærefulde i at køre i en særlig trøje. Det mærker man denne dag.

Derfor glæder jeg mig også til dagens VM-løb i Richmond, som jeg dog godt kan frygte går hen og bliver en af de mere søvnige omgange. Jeg håber, de amerikanske tilskuere vil komme mere til vejkanten, end vi hidtil har set under konkurrencerne derovrefra. Cykelløb på tomme parkeringspladser og boulevarder er ikke meget sjovere end pausefisk.

Og så er der ruten, som i optakten har åbnet op for et bredt felt af favoritter, der alle har det til fælles, at vi kender dem fra forårsklassikerne, men fornemmelsen er, at det lige så godt kan være en Milano-Sanremo-rytter som en Flandern-rytter eller en Liege-Bastogne-Liege-rytter, der vinder VM.

Vi taler et favoritfelt, der favner både Alejandro Valverde, Peter Sagan, Alexander Kristoff og John Degenkolb for eksempel.

Rutens tricky element er, hvad de tre små bakker, der kommer på de sidste kilometer af den 16,2 kilometer lange rundstrækning, kan gøre. De er ikke lange, men de to første har dog stigningsprocenter på 8 og 12 procent, mens det stiger mindre ind på opløbet, men det stiger dog, hvilket gør, at en ren sprinter som Andre Greipel ikke nævnes blandt de største favoritter.

For mig bliver John Degenkolb det bedste bud på en vinder. Han kommer omgivet af et stærkt tysk hold, og har haft en sæson så suveræn, at det kun ville være passende, om han også blev verdensmester. Hans chance bliver ikke bedre end på en rute, der menes at være den nemmeste VM-rute, siden man var i København i 2011.

Peter Sagan er umulig at komme uden om som kandidat, men tendensen til, at han oftere bliver nummer to end nummer et, kan ikke helt slippe mig, når jeg skal vurdere hans VM-muligheder. Så ser jeg nærmere norske Alexander Kristoff gøre det færdigt og igen - Hushov havde den i 2010 - køre VM-trøjen til Norge.

I kategorien af outsidere har jeg Greg van Avermaet, der med resten af belgierne formentlig er det bedste hold, og jeg mener også, at man skal holde øje med tjekkiske Zdenek Stybar på en rute som denne.

En rute, hvor jeg i øvrigt sagtens kan se Matti Breschel igen lavet et absolut topresultat. Jeg tror, det er godt for danskeren, at bakkerne ikke er hårdere. Hvis han igen med sin fænomenale sans for mesterskabstiming har ramt formen, bliver han svær at skive af før spurten, og så har han bestemt en medaljechance. Men det bliver ikke Breschel, der leverer den tidlige underholdning, han ruller ud for at gemme sig så længe som muligt.