Mon dette efterår nogensinde vil stoppe for det danske landshold?

Mon Morten Olsen snart igen rammer en dansk startopstilling, der virker? Mon vi snart skal vinde en fodboldkamp igen?

Spørgsmål i en svensk aften, hvor Danmark tabte 1-2 til Sverige og skal være glade for, at det ikke gik værre. Der var optræk nok til det.

For igen i aften på Friends Arena så vi et mandskab med meget lidt sammenhæng, en meget sløj midtbane og en skræmmende tandløshed.

2-1 i Stockholm lyder bedre, end det var. Følelsen undervejs var, at vi var tættere på at blive krøllet sammen, men Nicolai Jørgensens sene scoring gør, at der stadig sidder lidt skind på den danske næse.

Lidt altså.

For ser man bort fra resultatet, sidder jeg efter at have set det danske landshold stadig med følelsen af, at man ikke er kommet så betydeligt videre fra den krise, man har befundet sig i dette efterår.

Og derfor synes jeg ikke, det ligger lige for, at Danmark i Parken på tirsdag spiller sig til EM. Muligheden er der bestemt. Men kan vi ærligt talt få øje på, at Danmark bare går ud og løser den lille sag og selvfølgelig bliver et af 24(!) hold i Frankrig til sommer?

Danmark samlede i aften et nederlag mere op mod et svensk hold, som har en fantastisk spiller i Zlatan Ibrahimovic, men som jeg ellers oprigtigt mener, at Danmark bør kunne slå.

Men billedet af Danmark blev en gentagelse af de tidligere kampe i efteråret, hvor der  ikke bare var små udfald hos enkelte spillere.

Der var store udfald hos mange spillere.

I Sverige i aften var det Christian Eriksen, Riza Durmisi, Viktor Fischer, Thomas Kahlenberg og William Kvist, der var markant ringere end dem, de stod over for.

Den gode historie, hvor er den henne i alt dette?

Den er i det danske mål, hvor Kasper Schmeichel var regulært fremragende. Og i Morten Olsens indskiftninger af Nicolai Jørgensen og Yussuf Poulsen.

Dér gemte sig den power og dynamik, som Danmark havde brug for i jagten på det udebanemål, som gør, at vi stadig står med mere end et teoretisk håb.

Men at Olsen var presset ud i to tidligere indskiftninger i anden halvlegs begyndelse fortæller også hele historien om, at landstræneren - igen - ramte skævt i sin startformation.

Olsen har i løbet af sin landstrænerkarriere mange gange fået skæld ud for en for konservativ tilgang til sin holdsammensætning. I ved, for meget Rommedahl i for lang tid og den slags.

Meget kan man klandre landstræneren for i dette efterår, men konservatisme er ikke en af dem.

Han har med et venligt udtryk været både nysgerrig og søgende efter, hvordan han bedst fik et hakkende landshold til at falde bedre i - ja, hak. En mere brutal udlægning vil være, at han desperat har jagtet, hvad der kunne vise sig at være en heldig hånd i sin holdsammensætning.

Formspillere er pisket ind i startopstillingerne i dette efterår i skikkelse af Pione Sisto, Jakob Poulsen, Daniel Wass og i aftes i Stockholm Viktor Fischer.

Den, der ikke prøver noget, vinder ikke noget. Det anerkender jeg. Men samtidig konstaterer jeg også, at Olsen fik stryg for sit forsøg i dag.

Viktor Fischer var ikke skyld i alle problemerne i en rædderlig dårlig dansk første halvleg, men han var med til at udgøre en dansk venstreside, hvor de svenske angreb hvirvlede frem og forbi en rundtosset og overmatchet Riza Durmisi.

Ja, den Riza Durmisi, som vi alle - også jeg - har været enig om har spillet et forrygende efterår, både i  Brøndby og på landsholdet. Men i aften ramte han bunden. Der var i løbet af første halvleg flere optræk til, hvad den venstre side kunne komme til at koste Danmark, og regningen faldt i første halvlegs sidste minut, da Emil Forsberg scorede til 1-0.

Det var kulminationen på en dansk første halvleg, der bare blev ringere og ringere, som uret tikkede af sted. Der var efter de første minutters nerver ellers et par fine antydninger i spillet omkring Martin Braithwaite og Thomas Kahlenberg.

Men det blev ved antydninger, og danskerne tjekkede ud og faldt ud af billedet.

Både boldmæssigt og viljemæssigt. Man fik ikke Eriksen sat i spil, Bendtner var slet ikke integreret i noget, og så blev det et ellers ikke vildt overbevisende svensk landshold, der langsomt trykkede spillet ned mod det danske mål, hvor en fremragende Kasper Schmeichel forhindrede flere svenske mål før pausen - blandt andet, da han helt suverænt viftede Zlatan Ibrahimovic' frispark væk kort før pausen.

Netop Ibrahimovic spillede med vanlig attitude, fyldte en masse, bad om at få bolden og søgte hele tiden at skabe det ekstraordinære. Det er sjældent, man på vores breddegrader får lov at opleve en spiller med den klasse, og det er endnu mere sjældent, at man oplever så megen elektricitet på et fodboldstadion omkring én spiller, som man gjorde om Zlatan i Stockholm i aftes.

Han bliver også en mundfuld for danskeren på tirsdag i København. Der er langt til det EM.