Morten Messerschmidt har styret den DF-kampagneklædte Citroen Picasso ud i overhalingsbanen på sydmotorvejen fra København mod Storebælt.
»Nu har jeg aldrig,« siger han.
Hans porcelænsansigt krakelerer. Brydes i et bredt smil: »Se der!«
Han peger mod en mørk minibus, der længere fremme kører i inderste spor. I adstadigt tempo.
»Vi må hilse,« siger Morten Messerschmidt.
DF-bilen når op og kører parallelt med minibussen, der også er plastret til som kampagnebil: »Stem Jeppe Kofod i EU – kæmper for danske arbejdspladser og dansk velfærd«, står der med stort kontrafej af den socialdemokratiske spidskandidat til Europaparlamentsvalget. Messerschmidt dytter. Og løfter hånden til hilsen fra overhalingsbanen.
»Symbolsk,» konstaterer Berlingske og tilføjer, da kandidat Kofod ikke ser ud til at være i bussen: »Den er tom. Og chaufføren fortrækker ikke en mine.«»Ja, » replicerer Morten Messerschmidt og klinker på et splitsekund sit ansigt: »Det er vel også symbolsk.«
Dansk Folkepartis spidskandidat efterlader billedet af socialdemokraternes ditto på kanten af nødsporet.
Vi er ude at køre med en mand, der ikke kan holdes tilbage. En mand, hvis figur, vilje og trods ikke alene legemliggør en af dansk politik mest succesfulde enere, men tillige synes indlejret i ham selv som altdefinerende for hans eget liv og eksistens. Som har han sagt en oprindelig sagtmodig skæbne og stille tilværelse i provinsen fra. For derimod med opsigtsvækkende alvor og dedikation at skabe sig selv en ny i hovedstaden og i Europa.
Vi er ude at køre med en vinder. Det ses andre steder end i meningsmålinger.
Onsdag formiddag sad vi på Morten Messerschmidts kontor på Christiansborg med hans kampagnefolk. Se og Hør-skandalen kørte videre. Lars Løkke og Venstre var i tøjkrise. Der skulle søges efter en relevant EU-dagsorden på en formiddag, hvor Ekstra Bladet som sin hovedhistorie om EU-valgkampen havde valgt overskriften: »Messerschmidt kæmper mod det tynde øl«.
Socialdemokraternes Jeppe Kofod havde ellers i store avisannoncer med overskriften »Afsløring« anklaget Messerschmidt for at støtte løndumping. Men herefter nævnte annoncen tre anklagepunkter, hvis teknikaliteter om arbejdsretlige regler samt afstemninger herom, vælgere tydeligvis ikke ligefrem flokkedes om at sætte sig ind i.
»Ja, der bliver selvfølgelig noget tilbagevisning af de der anklager i dag. Men angrebet falder allerede tilbage på afsenderen på Facebook og Twitter, kan vi se,« sagde assistent Kristian Olesen til Messer-schmidt.
Kontoret havde desuden lagt en video ud på nettet, hvor Messerschmidt krævede »Giv mig Dan tilbage«, Kofods forgænger for Socialdemokraterne i Europa-Parlamentet. Kofods annonce så dertil ud til at indkalde Dansk Folkeparti-kandidaten til en stor mængde taletid i en større mængde medier.
»Det spiller i det hele taget vores vej,« pointerede Kristian Olesen over for Berlingske: »Så dukker debatten om velfærdsydelser til østarbejdere eksempelvis op (børnecheck, red.) lige til vores højreben. Så fanger politiet en ny rumænsk bande af indbrudstyve. Nogle gange falder tingene bare, som de skal.«
Det kan åbenbart ikke gå galt. Man får imidlertid ikke Morten Messerschmidt selv til at medgive det.
»Jeg tror altid, at tingene går galt lige om lidt. Så jeg tror først på det, når valglokalet er lukket, og de ikke kan komme og tage det fra mig,« siger han.
Man kan dog godt få DFs spidskandidat til at glæde sig over danmarkshistoriens næststørste personlige stemmetal på 284.500 ved forrige EP-valg. »Det er jo vildt at tænke på, at hver sjette vælger, jeg møder, faktisk har stemt på mig,« som han siger.
Ved valget 25. maj foreligger endog muligheden for, at Messerschmidt når op i nærheden af Poul Nyrup Rasmussens rekord fra valget i 2009 på 408.000 stemmer. Alt imens modstanderne fra det, han selv kalder »europartierne«, fortvivlede forsøger at demontere hans succes som EU-skeptiker.
»Oppe mod det tynde øl,« det ved jeg ikke så meget om. Jeg drikker mest vin,« siger Messerschmidt:
»Men okay, jeg kan da godt se, at det er ikke fordi, kandidater med den helt store anciennitet og begejstring har stået i kø i de andre partier. Ulla Tørnæs ville gerne være borgmester i Holstebro. Da hun ikke kunne blive det, ville hun så godt i Europa-Parlamentet. Jeppe Kofod ved jeg egentlig ikke, hvad har bedrevet, inden han blev spidskandidat. Jeg er medlem af mit partis ledelse. Vi koordinerer flere gange ugentlig det politiske arbejde i parlamentet og på Christiansborg i ledelsen. Det er ikke mit indtryk, at Jeppe Kofod nogensinde har været i nærheden af at sidde i ledelsen hos Socialdemokraterne. For partier, der gerne vil give det billede, at EU er den vigtigste kampplads over alle, så er det nogle besynderlige valg af spidskandidater,« siger Messerschmidt.
Det ligner en regel. Hver gang modstandere forsøger at blæse Morten Messerschmidt omkuld, synes blæsten at forvandle sig til vind i hans sejl. Hvilket forekommer at være en lov om Dansk Folkeparti og de andre.
Modstandere, der gennem årene har forsøgt at pudse egen glorie ved at spytte på DF, partiets leder eller enkeltmedlemmer, er altid endt med at få disse til at skinne. Pia Kjærsgaard blev i 00erne ikke kun dansk politiks mest magtfulde kvinde på eget format. Hun blev det også på andres mangel på samme. På deres ukontrollable had til hende. Hvilket gjorde hende stueren og modstanderne dermed det modsatte.
Ingen i dansk EU-politik har samme fascinationskraft som Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt. En skikkelse hvis åsyn tilsyneladende også bringer mange i affekt. Eksempelvis forfatter Suzanne Brøgger, der under fiktionsskjul har kaldt Messerschmidt »det blonde bestie« samt »vammelsmuk arier«.
»Det er jo så lavt et niveau, at perfiditeten falder tilbage på hende selv. Og det er da muligt, at det er til min fordel at blive angrebet så ubegavet. Men der er altså fordele, jeg gerne vil undvære,« er det eneste Messerschmidt ønsker at sige herom.
Får nogle i iver efter at formulere nedrigheder om Dansk Folkepartis EU-spidskandidat sagt mere ufordelagtigt om sig selv, forekommer Messerschmidts egen historie underligt ufortalt. Biografien »Messerschmidt – portræt af en politisk ener« fra 2011 godtgør, at han ikke er nazist. Ligesom han ikke hyldede Hitler i Tivolis Grøften i sin tid, hvis nogen skulle have glemt udfaldet af retssagen.
Men hvem er Morten Messerschmidt egentlig? Hvor kommer hans uomgængelige vilje og evne til at stå imod fra? Hvad har formet denne mand, der lejlighedsvist iført panamahat, operaglæde og sagførerdiktion fra en 50er-film har held til at udfordre det politiske establishment?
Messerschmidt er vokset op i et parcelhus i Frederikssund. Som søn af ufaglærte forældre. Men skyldes Messerschmidts nuværende karakter, at faderen forlod moderen, da Morten var spæd, hvormed Morten senere kastede sig i armene på faderfigurer fra Dansk Folkeparti som Mogens Camre og Jesper Langballe?
Vi ved det ikke. Messerschmidt ved det ikke. »Men selvfølgelig har de folk betydet meget for mig,« siger han.
Biografien beskriver en tæt kontakt og gensidig beundring Morten, morfar og mormor imellem. Her findes et underliggende, men ubeskrevet billede af en gammelklog dreng. Ligesom der er venners beskrivelse af en sært altmodisch ung mand, der bryder ud i gamle revyviser og fædrelandssange. Som er han rundet af et teaktræsmøbel-fyldt gods fra nationalkonservatismens storhedstid, skrev overtegnede i en anmeldelse af bogen.
»Tro det eller lad være. Jeg kan huske, at jeg som 12-årig sad og så resultatet af Maastricht-afstemningen i TV. Og jeg gik op i det,« siger Messerschmidt.
Siden længtes han efter nok et nej. Som Mogens Camres lærling flirtede han med det liberale og erklærede sig desuden som ateist. Han har i dag ændret syn på begge dele.
»Ændret livssyn,« som han siger.
Hvilket tilsyneladende skal forstås som, at han er åben over for Vorherre, hvis denne kommer forbi. Men lukket over for at reducere den danske velfærdsstat. Ligesom han ikke længere vil ud af EU. Han vil tværtimod tilbage. Til før EU. Hvilket ligner et omkvæd i tilfældet Messerschmidt. En mand der vil tilbage til før, verden gik af lave.
Vi lader barndommen, Christiansborg og Jeppe Kofods bus bag os og kører ind i Ringsted. Her skal Messerschmidt stå på torvet og dele valgmateriale ud. Der er valgplakater i lygtepælene hele vejen ind i centrum af byen. Heriblandt konservative Bendt Bendtsens: »Passer på Danmark i EU«.
»Den kan jeg godt li’,« siger Morten Messer- schmidt: »Folk kigger på den og tænker: »Ja, EU er farligt. Og hvem er så bedst til at passe på Danmark? Er det Bendt, eller er det Morten?« Så den kan vi godt bruge.«
Midt på Torvet i Ringsted står en monsterstor truck. Messerschmidts billede er plastret ud over siderne med tommel op og tommel ned: »Mere Danmark, mindre EU«.
Den er i to etager. Med balkon og en slags udestue, der kan skydes ud fra siden. Indeni befinder sig en kolonihave. Hvilket den enorme, anmassende og komplicerede konstruktion taget i betragtning, overrasker. Man går op ad en udslået metaltrappe og ind i en stiliseret kolonihave med små blomsterkasser samt et lille, lavt, hvidt stakit omkring små caféborde med rød- og hvidternede duge. På opsatte fladskærme kører en grafisk fremstilling af, hvorfor en tegnet fyr ved navn »Kaj« ikke har nogen fordel af en europæisk patentdomstol.
Omkring trucken er der flere folk i mørkeblå DF-jakker end vælgere. Der deles kanelsnegle og lakridspiber ud. Som nogle tror, EU har forbudt. Hvilket ikke er tilfældet. Men det vendes ikke her.
Messerschmidt lader sig fotografere med både DFere og enkelte forbipasserende. Alle tilstedeværende er tilsyneladende enige med ham. Ringsted gav Dansk Folkeparti det tredje bedste resultat på landsplan ved det seneste kommunalvalg.
Der er således Europa-Parlamentsvalg i Danmark næste søndag. Der er Morten Messerschmidt. Og der er de andre.
Da Berlingske tidligere på dagen på Messer-schmidts kontor på Christiansborg antydede, at det nok kom til at fremstå præcis sådan i denne artikel, blev hovedpersonen mod forventning ikke så meget som en anelse opløftet, hvilket ellers kunne bruges i artiklen. Han havde tilsyneladende ikke forventet andet. Med en møntsamlers alvor nikkede han blot og sagde:
»Det er også det, jeg siger på alle debatmøder. Der er mig, og så er der alle de andre. Det er valget. Der er jo ikke den store forskel på, om du stemmer på SF, de Radikale, de Konservative, Venstre eller Socialdemokraterne. De ønsker alle, EU bestemmer mere. Jeg ønsker det modsatte. Det er enkelt.«
Det er en bekvem position. Morten Messerschmidt skal hverken forsvare eller forklare EU. Han kan nøjes med at kritisere. Han var onsdag formiddag dog ikke bleg for at skitsere, hvad der skal til for at lukke luften ud af ham i EU-valgkampen. Hvilket kort sagt er: at give ham ret.
»Det handler om demokratisyn. De andre har forskanset sig bag en formalistisk tanke. Danskerne har sagt ja til nogle traktater, som vel næppe nogensinde er blevet forklaret, hvorfor vi må underlægge os Bruxelles. Danskerne er jo aldrig blevet fortalt, når de stemte om traktater, at det ville betyde, at EU kunne bestemme over eksempelvis danske velfærdsydelser. Europa-partiernes demokratisyn er faktisk skadeligt for EU. Ved hele tiden at køre hen over hovedet på folk, ikke tage deres bekymringer i ed, så bevæger befolkningen sig længere og længere væk fra det projekt, som disse partier siger, de er varme tilhængere af. Gav man os EU-kritikere tre indrømmelser – et udlændingeforbehold, der virker, grænsekontrol og et velfærdsforbehold – så ville danskernes opbakning til EU-projektet stige mærkbart. Synet på EU ville forandres voldsomt i positiv retning. Det er sjovt, at de andre partier er så afvisende over for så små ændringer, der kan skabe så meget opbakning,« lød det tidligere på dagen fra Messerschmidt.Her sad han på sit kontor og glædede sig over, at han i indeværende valgkamp for første gang i sit liv havde opnået at få en kronik i Politiken. Om suverænitetsperspektivet i Europa gennem århundrederne. Hvor han blandt andet gik hårdt til en række franske filosoffer.
»Men der er ingen, der har reageret på kronikken,« sagde han.
»De er stadig lammet over lixtallet, Morten,« replicerede hans assistent.
Det er aften. Det her sted er fra før. Det her er gamle dage, tænker man. Dertil kan det formentlig tælles på en enkelt hånd, hvor mange af de tilstedeværende, der ikke har levet i et Danmark før indtrædelsen i EF i 1972. Morten Messerschmidt er med sine 33 år muligvis endda yngste mand i lokalet. Når der fra scenen lyder »Så’n var det ikke i halvfemserne«, er det ikke 1990erne. Det er halvfemserne, der kom før.
Morten Messerschmidt har været spændt hele dagen. Han har fulgt prøverne. Premieren på sæsonens forestilling med bakkesangerinderne i Bakkens Hvile er i gang. Med kæresten, Hvilens indehaver, Dot Wessman, i front. De to bor på Bakken i sæsonen.
Værtshuset er pakket. Messerschmidt har trykket hånd med premieregæsterne på den røde løber ved indgangen. Han har fortalt Birthe Kjær og andre, at det går »fint« med valgkampen. Han har ladet sig fotografere sammen med Pia Kjærsgaard på hver sin side af en maskothjort, som alle blev ved med at kalde en »elg«. »Kys elgen, Pia! Kan du ikke kysse elgen, Pia?« Forestillingen går forrygende. Det samme gør omsætningen i baren formentlig.
Dot Wessman indleder i 2. akt højlydt en sang med ordene: »Min mand! Han er meget speciel ...« Jaaaaahhh, det tør siges,« udbryder de andre bakkesangerinde til salens store fornøjelse.
»Han er meget kulturel.« »Jaaahh, klart, hørt,« lyder det fra salen. Og et vers går i gang om en pige, der inviteredes på en overraskelse og forestillede sig en romantisk middag med »grand cru« og stearinlys. Men hun blev slæbt til en Wagner-opera. Hvor de »skreg så trommehinderne sprak«. »Arhj, hvor dejligt,« udbrød hun, da operaen endelig stoppede. Hvortil manden svarede: »Det var kun første akt.«
Vi tager afsked med Morten Messerschmidt efter forestillingen uden for indgangen. Hans porcelænsansigt krakelerer igen, da sangen nævnes. »Der er meget, som rammer plet der, ja,« smiler han.Vi efterlader ham med Pia Kjærsgaard, der også siger farvel foran Bakkens Hvile. Morten Messer-schmidt er hjemme.