Det er sommeren 1992. Danmarks fodboldlandshold har på Nya Ullevi Stadion i den svenske by Göteborg lige vundet finalen ved fodbold-EM 2-0 over Tyskland. Men mens flertallet af spillerne på landstræner Richard Møller Nielsens succeshold smiler glædesstrålende, flyder tårerne ud af Flemming Povlsens øjne.

»Jeg har gennem årene hørt meget for mit udfald,« griner Flemming Povlsen og tilføjer:

»Dengang var det jo ikke almindeligt, at mandlige fodboldspillere viste følelser. Det var mere in at være cool.«

At Flemming Povlsen reagerede så følelsesladet, forklarer han således:

»Det danske hold var med ved EM på afbud og var helt klart underdog. Alligevel kvalificerede vi os til finalen mod et tysk hold, der stillede med lutter verdensklassespillere. Tænk at vi både kunne matche og besejre dem. I det øjeblik, hvor dommeren fløjtede finalen af, befandt jeg mig i en lykkerus, som jeg i min tid som fodboldspiller hverken før eller siden har oplevet. Presset var væk, og glæden over at have toppræsteret var enorm. Jeg er stolt over at have været på landsholdet dengang. Deltagelsen og oplevelserne har været med til at forme mig til den person, jeg er i dag.«

Europamesterskabet var ikke det eneste, Flemming Povlsen nåede at vinde inden han i 1995 som blot 28-årig blev tvunget til at indstille sin aktive karriere på grund af en knæskade.

Blandt andet blev han tysk mester i Borussia Dortmund og hollandsk pokalvinder i PSV Eindhoven. Derimod opnåede han ingen titler med sine andre klubber AGF, FC Köln og Real Madrid-filialklubben CF Castilla.

I alle årene som professionel fodboldspiller var der specielt én ting, der karakteriserede ham, arbejdsindsatsen.

Det har den humørfyldte østjyde ikke lavet om på i sit civile liv, hvor han efter uddannelse i DBU-systemet er udstyret med A-trænerlicens og har haft trænerjobs i Superliga-klubberne AC Horsens, Silkeborg IF, OB og AGF. Herudover har han været chef på Hessel Gods Fodboldskole og sportsdirektør i FC Aarhus.

Selvom Flemming Povlsen aldrig har søgt berømmelsen og blandt andet har sagt nej til deltagelse i det populære TV-program »Vild med dans«, har han formået at holde sit navn ’varmt’ i offentligheden.

I flere år leverede han ekspertkommentarer på TV 2, når fodboldlandsholdet spillede, og nu disker han op med kvalificerede kommentarer til de kampe, som SBS Discoverys TV-kanaler har rettighederne til.

Den direkte kontakt til fodboldspillet har han dog ikke lagt på hylden, eftersom han et par gange om ugen har ansvaret for den individuelle træning for en flok ungdomsspillere i AGF.