En tilfældig dag i det åbne kontorlandskab på tredje sal.
» Har du tid til at interviewe Robbie Williams i telefonen senere,? spørger redaktøren.
»Jahr, det kan jeg vel godt,« svarer journalisten. For det siger man vel ikke nej til? (Hvad med Bob Dylan?).
Journalisten ringer til den kvindelige stemme, der kan sætte ham i kontakt med popstjernen.
»Du har 10 minutter,« siger hun.
10 minutter? De må være ragende sindssyge. Hvad skal man interviewe ham omkring? Hans påståede vilde ungdomsliv, hans fortid, nutid og fremtid? Whatever.
Et par timer efter ringer telefonen.
»Halloooo,« siger Robbie
»Ja, hallo. Du taler med Anders fra Berlingske. Jeg har et par spørgsmål. Først og fremmest vil jeg gerne høre, hvor du befinder dig nu musikalsk og kunstnerisk?« flyver ordene ud.
»Hej ven! Hvor jeg befinder mig selv musikalsk og kunstnerisk? Hvad mener du med det?«
«Om du føler, du har udviklet dig eller ændret dig igennem årene?«
»Hmm. Jeg er, hvor jeg altid har været. Jeg er en popstjerne, som prøver at skrive store sange, der lever længere, end jeg gør. Jeg forsøger stadig at underholde folk, jeg vil have de går glade hjem efter mine koncerter, og at de kommer tilbage igen.«
»Jeg er stadig det præcis samme sted. Jeg elsker pop, og det er min intention at fortsætte i samme retning og forsøge at blive en af verdens mest populære kunstnere, som jeg er så heldig at være, og det vil jeg gerne blive ved med i lang tid.«
»Du er kendt som nummer et entertainer. Er det et image, du ønsker at bevare?«
»For mit ego og min forstand vil jeg gerne have det image til at fortsætte så lang tid som muligt. Jeg har opbygget et ry og et stort publikum, det føles fantastisk, og jeg ville hade, at de skulle forsvinde. Det ville gå imod den menneskelige natur at ønske at være mindre succesfuld. Alle ønsker at holde sig selv oppe så længe som muligt.«
»I Danmark får dine koncerter som regel gode anmeldelser. Vil dine shows være de samme fremover?«
»Haha. Jeg er en heldig mand. Jeg har en sætliste, som er den bedst tænkelige. Jeg har støbt de bedste våben til at skabe en form for magi.«
»Så dybest set fornyer du dig ikke, men gør det samme som altid for at bevare dit image som den store entertainer?«
»Ja. Præcis det samme som altid. Det storartede. Hahaha.«
»Men tiderne skifter. Er du ikke nødt til at følge med for at bevare din status?«
»Jeg fortsætter bare med at levere. Jeg kan ikke få en ekstra arm eller et hoved mere. Jeg kan kun gøre det, , som jeg altid har gjort. Men jeg prøver da altid at gøre noget nyt. Jeg vil gerne bevæge mig ud over det musikalske landskab de næste fem år og forsøge forskellige stilarter af. Jeg vil gerne lave country, swing, dance, house. Gammeldags country er en af mine yndlingsgenrer. Vi taler navne som Bobby Gentry, Glen Campbell..«
(Nu bliver det lidt for nørdet. Jeg skifter emne)
»Lever du stadig det vilde ungdomsliv som for 10 år siden?«
»For at være ærlig. Det er et falsum, at jeg levede et vildt liv. Jeg levede nærmest i cølibat i 20erne, der var kun tilfældige perioder på 3-4 måneder, hvor jeg levede vildt. Ellers har jeg været professionel og udført mit job.«
»Men du er blevet mere voksen?«
»På mange måder ja, på endnu flere måder nej. Jeg er lige så usikker, som jeg altid har været. Jeg har stadig svært ved at placere mine følelser de rigtige steder. Man bedøves fra den dag, man bliver berømt, og det skete for mig som 16-årig, så på mange måder er jeg stadig den alder. Jeg føler mig ikke meget ældre, end jeg var for 10-15 år siden.«
»Er du lige så let at såre som en teenager?«
»Ja, jeg er så tyndhudet som nogensinde. Jeg har et kæmpe ego, men er let at såre. Det har ikke ændret sig!«
»Kan du fortælle mig, hvornår du sidst blev såret?«
»Det sker jævnligt Men det har jeg ikke lyst til at tale om, det er for pinligt. Bare I ved, jeg er usikker.«
»Anyway! Hvad ved du om Danmark?«
»Jeg kender Danmark fra et hotelrum og udsigten fra scenen!«
»Så du har aldrig været rundt i København?«
»Jo. Hvad hedder det sted, hvor I køber hash? Christi-analand?«
»Du mener Christiania?«
»Jeg kender det sted. Der har jeg været, men selvfølgelig har jeg ikke købt hash der. Det kunne jeg ikke finde på. Men jeg elsker hippierne og den alternative verden. Den er anderledes fra normerne, og det normale er ret kedeligt. Jeg bliver altid bange, når folk siger, de er normale. Hvorfor vil man være det? Jeg vil være alt andet end normal...«
Dut, dut, dut. Times up, siger den kvindelige stemme i telefonen. 10 minutter er gået. Interviewet er slut, netop som det blev interessant.