»Man siger, at vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger. Dér skal vi ikke hen.« (Lars Løkke Rasmussen (V), valgnatten efter europaparlamentsvalget)
Man skal være varsom med overdrevne billeder. Men han havde nærmest hætten over hovedet, løkke om halsen og faldlem under fødderne.
Så angrede han. Som Lars Løkke tilsyneladende aldrig før har angret i sit politiske liv. Selv de, der ønskede ham på skafottet, måtte åbenbart bøje sig for hans forsikringer. For hans tale og løfter. Om oprigtighed. Om samarbejde. Om rene hænder.
Ret beset ved vi det ikke. Venstres hovedbestyrelsesmøde tirsdag aften og nat var en lukket forestilling.
Vi ved, at de sager, der sendte Lars Løkke Rasmussens nekrolog som statsministerkandidat – og som leder af Venstre – tæt på trykning, fortsat eksisterer. Intet i fortællingen om venstreformandens habitus eller mangel på samme er forandret. Sagerne og deres konkreter er de samme. En blanding af himmelfaldenhed og beundring for Løkkes overlevelsesevne har imidlertid overtaget. Berlingskes leder mente ligefrem onsdag, at der er tale om et nyt Venstre. Lars Løkke Rasmussen er dertil udråbt til kongen af spin. Medier står tilbage som måbende tumper, hedder det. Indtil næste shitstorm, som det formuleres i spinsprog. Indtil næste bilag.
Vejen til »genudråbelsen« af Løkke som Venstres formand tirsdag aften var lang og pinefuld. Det stod at læse i Løkke-modstander Jens Rohdes vantro blik, som var denne faldet på en kniv. Det anedes i næstformand Kristian Jensens tilfredshed over, at ingen denne aften satte mere i banken, end han gjorde. Det fornemmedes i Lars Løkkes påtvungne og tilkæmpede ydmyghed.
Alt er nyt. Intet er forandret.
Der er således ikke alene tale om en formands sidste øjebliks redning. Venstre står – trods alle forsikringer fra partiet om det modsatte – formentlig stadig splittet. En partiborg står sodet og skadet tilbage, mens kaptajner, løjtnanter og fodtusser midt i brokkerne sårede spørger sig selv og hinanden, om de er okay.
Allerede inden Løkke meddelte, at han skam stadig er »det rette valg«, var det en gængs analyse, at Venstre her var tæt på sit eget formandsopgør. Som Socialdemokraterne fik det i 1992, hvor man væltede Svend Auken for at indsætte Poul Nyrup Rasmussen. En slags »ground zero«, om man vil.
Løkkes tvungne afgang ville således være et nedslagspunkt, hvorigennem Venstres fremtidige historie ville blive læst. Fordi ordenen hermed blev brudt. Her faldt en afgørelse, der vil sidde i partiet, som en konkurs sætter sig i familieforetagender. Man kan ikke bare komme videre fra den slags ved at anvise de skyldige porten. Man hænger – som socialdemokrater, SFere og måske ikke mindst konservative efter deres respektive interne opgør smerteligt har måttet sande – på hinanden.
Det særlige ved Venstre er, ifølge alle analyser, at her hænger man på Lars Løkke Rasmussen. Lige så vel som at udlægge tirsdagens resultat som et vidnesbyrd om Løkkes snarrådighed, fighteregenskaber og styrke, kan det udlægges som hans interne kritikeres mangel på samme. Det er muligt, at Kristian Jensen sparer politisk kapital op. Han er stadig en kommis, man nok betror at bringe varer ud, men ikke at bestyre butikken.
Lars Løkke Rasmussens almindelighed har ofte været fremhævet som hans største politiske force. »Lille Lars fra Græsted«, der i ligefremhed, kultur såvel som statur altid er i øjenhøjde med det jævne Danmark, altid »på fadbamse« med den almindelige dansker.
Men Løkke har imidlertid på mindre end ét år skabt en ny fortælling om sig selv. Og dens morale er, at han har været det modsatte af, hvad man troede, og han selv hævdede at være. Man troede, han var en helt igennem normal dansker med benene på jorden. Løkkes hidtidige runde figur med det lidt trættende, men ikke decideret diskvalificerende rod i barregnskabet, er imidlertid i indeværende politiske sæson blevet et rod, som ligner et bevis på en egentlig karakterbrist.
At være hævet over andre, have hang til luksus, var ellers Helle Thorning-Schmidts (S) lod. I hvert fald indtil Venstres formand på blot én uge i oktober formøblede en stor del af sin folkelige kapital. Han byttede endog uforvarende plads med den nuværende statsminister. Først bagatelliserede Lars Løkke i folketingssalen 2.000 kroner ekstra i en jævn danskers hænder som »et par sko«. Dernæst gemte han sig i flere døgn og lod GGGI-sagen om et rejseliv på første klasse spinde ham selv ind i en malstrøm af fordømmelse såvel som Venstre helt ud af kontrol. »Helle Thorning-Schmidt har i det mindste betalt sin Gucci-taske selv,« som det blev fremhævet på de sociale medier.
Og for godt et par uger siden indledtes så tøjsagen. Suppleret med Mallorca-rejsesagen. Og rygerværelsesagen. Menige venstrefolk, vant til at betale 30 kroner til kaffekassen ved møder, begyndte at spørge sig selv og hinanden, om det er folkeligt at ryge på ikke-rygerværelser, hvor partiet efterfølgende bekoster en rensning. Eller om det var folkeligt, at formanden blev klædt på for 15.000 partikroner om måneden, da han var statsminister.
I 2009 var Lars Løkke Rasmussen den første af den moderne velfærdsstats børn, der blev statsminister. I de seneste uger er forskellen på den tidligere venstreleder og den nuværende for alvor trådt frem. Anders Fogh Rasmussen stred sig til magten. I en indædt personlig kamp. Efterfølgeren, Løkke, fik den overdraget. Som den første siden Anker Jørgensen i 1972.
»Han er født ind i den generation, der lærte at tage meget for givet, hvilket har sat sig i hans politiske DNA,« som Niels Krause-Kjær skriver i sin fem år gamle biografi om Løkke.
»Orden i økonomien. Tæring efter næring. Personligt ansvar«. Disse var hovedsætninger i Lars Løkke Rasmussens første åbningstale i Folketinget som statsminister. Her talte han over temaet at sætte en stopper for dansk politiks »gavementalitet«.
Modsat sin forgænger, der syntes drevet af trods mod en akademisk verden, hvis udsvævende selvgodhed Fogh ville til livs, synes Lars Løkke Rasmussens politiske ambition aldrig at være defineret af modstandere. Han bekæmper ikke nogen eller noget i særdeleshed. Han er ikke værdipolitiker. Løkke er pragmatiker. Løkke har ry for at være en god politisk håndværker. Endda lidt af en politisk stratenrøver. Typen, man trykker i hånden, hvorefter man tæller sine fingre.
»Med Lars skal man have alt på skrift,« som én af de politiske modstandere fra Græsted engang bemærkede.
Fortællingen om Lars Løkke Rasmussen er fornyet . Ikke blot i forhold til ham selv. Eller i forhold til Venstre. Dansk politik omskrives også lige nu i denne fortælling. For Venstre var problemer længe noget, de andre havde. Socialdemokraterne og SF crawlede efter folketingsvalget i 2011 bort fra deres »Fair Løsning« for ikke at blive ramt af, hvad der må betegnes som friendly fire. Venstre og Løkke blev højst beskyldt for at ligge i hængekøjen. Partiets stærke mand, Claus Hjort Frederiksen, bjæffede lejlighedsvist ad det forbipasserende politiske liv uden for Venstres hus. Hvorefter han med klikkende poter mod det borgerlige parketgulv luntede tilbage til sin kurv. Opinionstallene for Venstre havde aldrig været bedre. SRSF-regeringen baksede med at gennemføre reformer, VK-regeringen ikke skulle nyde noget af at tage smækket for, lød analysen.
»Politik går jo ud på at overbevise andre om rigtigheden i sine synspunkter,« sagde Lars Løkke Rasmussen. Og Claus Hjort undskyldte sig selv og VK-regeringen med denne tilgang i dagbladet Information:
»En politisk sejr kan ikke være større end det. Vi har flyttet nogle hegnspæle igennem de her ti år. Holdninger er flyttet,« lød det fra Hjort Frederiksen.
Anders Fogh, Lars Løkke og Claus Hjort reddede Danmark ved at overbevise deres modstandere om, at man ikke skal gøre, som de selv gjorde, men derimod som de siden sagde. For mindre end et år siden var dansk politik afklappet og klar. Helle Thorning-Schmidt ville blive stemt ud af Statsministeriet til fordel for Lars Løkke Rasmussen.
I denne uge dukkede opinionsmålinger op, der ikke alene er katastrofale for Venstre, men for hele blå blok.
Den nye fortælling om Lars Løkke Rasmussen er således mere end en beretning om at sætte personlig politisk kapital over styr. Et tilsyneladende uindtageligt forspring for den borgerlige blok synes forsvundet. Politiske reportere og kommentatorer karakteriserede det på de sociale medier på en skala fra »sindssygt« til »helt vildt«.
Venstres nestor, Bertel Haarder, stod ifølge flere medier i Landstingssalen på Christiansborg på nederlagsaftenen ved det netop overståede europaparlamentsvalg. Nestoren fremhævede en gammel vittighed:
»Ved I, hvad den eneste forskel er på journalister og Vor Herre? Vor Herre tror ikke, at han er journalist«.
Da Lars Løkke Rasmussen ved midnatstid på EU-valgaftenen holdt tale, brugte han så en af sine yndlingsmetaforer. Hovedbestyrelsen skulle mødes og få en snak om, »hvordan Venstre kommer tilbage i sadlen og i mål. For lige nu er det op ad bakke og med vinden direkte ind i ansigtet. Det kan man godt overkomme, hvis man vil. Og det er jeg indstillet på – hvis I vil,« lød det.
Det viste sig, at det ville Venstre. Efter at formanden havde angret, forsikret og sværget i syv timer. En ny opsigtsvækkende, personlig rekord i forhold til GGGI-pressemødet. Jo længere tid man har nogen i røret, desto vanskeligere har de ved at afslå ens tilbud, som telefonsælgere oplæres i.
De fleste troede, det var enden. Eller begyndelsen på enden. Men det er tilsyneladende kun enden på begyndelsen, som Churchill sagde. Lars Løkke lovede på hovedbestyrelsesmødet, at der ikke kommer flere bilag. Alt er forandret. Og intet er nyt.
Lars Løkke gav dog en mindre nyhed før bestyrelsesmødet i Odense. Han havde modtaget det sagnomspundne tøj fra herreekviperingen på Frederiksberg, fordi han ikke selv havde råd til nye habitter. Trods sin statsministerløn.
»Det kan man mene om, hvad man vil,« udtalte Løkke og kaldte det »en detalje«.
