Intro: november 2013
»Pot, funk og sorte prikker«
Hassan Preislers debutbog udkom i juni med ham selv på forsiden i Lille Sorte Sambo-kostume og med titlen »Brun mands byrde«, som er en omskrivning af Rudyard Kiplings forsvar for imperialismen »Hvid mands byrde«, og der var fra starten slået en tone og et tema an, som kunne forveksles med endnu et indspark i debatten om indvandrere og integration og inklusion, men som var så meget andet, nok først og fremmest fortællingen om en mand, der ikke føler, at han hører hjemme nogen steder og desperat leder efter sin identitet; og bogen blev godt anmeldt, og man kaldte Hassan Preisler for den brune Dan Turèll, og han skrev på denne her opremsende, gentagende, repeterende måde, hvor man som hvid læser håber, at den brune forfatter ville sætte en sort prik bare engang imellem, før det går op for en, at netop fraværet af punktummer er med til at forstærke følelsen af en mand, som livet hiver og slider i, og som flyver og farer og flygter for at finde ud af, hvem han er, og hvorfor han aldrig føler sig god nok, og hvorfor han ikke kan finde ud af at være en ordentlig søn, mand, kæreste, far.
Er det, fordi hans far er fra Pakistan, og hans mor fra Danmark, og er det derfor, han bliver banket ned igen og igen, eller er han bare skideirriterende, når han har fået et par glas og står der i firsernes København med hår ned til midt på ryggen og danser til funk på Montmartre eller ryger pot i Beirut, og hvad er det, der gør ham så fraværende over for kæresterne, for han er jo følsom, men han kan også gøre sig kold, han er sentimental, hvis du ved, hvad jeg mener, han elsker landet, men kan ikke snuppe scenen, så han flyver og farer af sted mellem Bagsværd og Berlin og Beirut og leder efter en mening med det hele, som han sikkert aldrig finder, og måske fanger man som læser de implicitte citater fra Leonard Cohen-sange og gamle danske julemelodier i hans hæsblæsende skrivestil, og måske gør man ikke, men det er faktisk underordnet, for midt i den voldsomme trængsel og alarm af ord og følelser og indtryk og sceneskift, begynder man at føle for Hassan Preisler og håbe på, at han midt i den måske største identitetskrise, der er beskrevet i en dansk bog, når frem til, at der er en sprække i alting, og at det er gennem den, lyset når ind.
Da vi sætter et møde op med Hassan Preisler fire måneder efter udgivelsen af »Brun mands byrde«, fordi noget tyder på, at han får BogForums Debutantpris, virker det, som om lyset er nået ind i hans liv, mens andet peger på, at frustrationerne fortsætter, og det er ikke alle de fine anmeldelser, der har gjort størst indtryk på ham, men møderne med hans læsere, fordi de har hjulpet ham til at opnå meget af det, han aldrig rigtig opnåede som inklusionsambassadør udnævnt af H.K.H. Kronprinsesse Mary og som medlem af Det Inkluderende Samfund på Københavns Rådhus og alle mulige andre nævn og råd og bestyrelser.
Vi bad ham fortælle om tre møder med sine læsere og til slut om mødet med sig selv, og derfor skal vi nu en tur på gågaden i Aalborg, vi skal til læsegruppe blandt Hellerup-fruer, og vi skal på Louisiana og ligge med røven i den luksuøse vandskorpe helt ned til Øresund.
Kapitel 1: Gågaden i Aalborg, juni 2013
»Intet finkulturelt over snabelsko«
Hassan Preisler: »Da »Brun mands byrde« lige var udkommet, var mit forlag og jeg på bogtur rundt om i landet. Jeg er jo oprindeligt skuespiller og har været det i mange år, så jeg har en god fornemmelse for mit publikum. Og så er jeg kamæleonisk – jeg kan tilpasse mig og kile mig ind i det publikum, der er foran mig.
Så jeg læste op på gågader i store og små byer over hele landet i mit Lille Sorte Sambo-kostume. Jeg stod treenhalv time på gågaden i Aalborg i øsende regnvejr med hård konkurrence fra en byfest lidt længere nede ad gaden, men det var fantastisk, for man kommer i kontakt med sit publikum på en helt anden måde.
At stå på en gågade er i kontrast til forestillingen om den elitære og meget eksklusive forfatter. Der er ikke noget finkulturelt over at stå i snabelsko med en grøn paraply og en postkasserød frakke og blå short på en gågade, men det er fantastisk. Man oplever at blive ignoreret, for folk skal en helt masse andet. Mange hører overhovedet ikke, hvad man siger, men andre gør, og et sted stod en gruppe og lyttede i to timer. Bagefter kommer folk hen og er sindssygt nysgerrige. De kender jo figuren Lille Sorte Sambo, og det bliver til en udveksling, måske først om kostumet og senere om det, jeg har læst op. Og ofte ender det med, at folk køber en bog.
Bagefter henvender de sig til mig på Facebook og skriver om den indflydelse, bogen har haft på dem. Jeg troede, din bog handlede om en maskulin problematik, skrev en til mig. En anden troede, den handlede om en indvandrerproblematik, men fandt ud af, at den handler om identitet og om at forsøge at finde sig til rette i livet. En 63-årig kvinde fra Vestjylland skrev, at hun fik den af sin 87-årige mor, og både hun og hendes mor genkendte sig selv i bogen. Og det er jo fordi, bogen ikke er et politisk projekt. Den form for genkendelse har jeg fået fra Sønderjylland, Vestjylland, Nordjylland, Sejerø og Lolland. Fra hvide og farvede mennesker.
Det eneste projekt, jeg har haft med bogen, er at gøre mig fri som individ. Jeg har i mange år stillet mig an som repræsentant for en minoritetsgruppe, som jeg har kaldt de farvede danskere. Og jeg har simpelthen bare mistet mig selv i den proces. Jeg har ikke eksisteret som individ i de år. Min eksistens er ekstrem kompleks – jeg hører til i Danmark, og jeg hører ikke til i Danmark – og det, jeg vil med bogen, er at blive til som menneske.
Det vilde er så, at når man møder medierne, er der et behov for at tvinge tingene tilbage i de velkendte kasser som et helt forsimplet barnepuslespil. Man skal tilhøre en bestemt politisk fløj eller gruppe i samfundet, indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Men jeg er ikke indvandrer-forfatter, jeg er forfatter. Mine karakterer er ikke indvandrerkarakterer, de er karakterer i en bog. De kan ikke puttes ind i de kasser, ligesom jeg ikke kan. Det, man ønsker som forfatter, er at skrive dybt ind i menneskesjælen for at trænge ind i sig selv og derved trænge ind i andre mennesker. Men så snart man trækker de der generaliserende opgørelser ned over mennesket, bliver man som forfatter afskåret fra sit publikum, fordi tingene bliver forsimplet. For virkeligheden er sindssyg kompleks.«
Kapitel 2: Læseklub, september 2013
»Hellerup-fruer med revner i«
»En eftermiddag tog jeg toget til Hellerup og blev mødt af en af damerne fra læseklubben. Hun tog mig ned igennem de her veje med kæmpestore villaer med to firhjulstrækkere i hver indkørsel. Så kommer jeg over til huset, vi går op af en stor stentrappe, og en kæmpestor glasdør åbner sig ind til en hall, hvor der er det lækreste italienske granitgulv og ædeltræsbænke og ægte kunst på væggene. Jeg bliver trukket ud i et køkken, selvfølgelig et stort samtalekøkken, hvor der er en enorm opdækning med 12-14 te- og kaffekopper og fire forskellige kager. Og så begynder de forskellige damer at ankomme, og de er alle ekstremt velklædte og velduftende, og der er ligesom ikke noget forpjusket i deres hår eller i deres personlighed. Vi sætter os omkring bordet, og jeg bliver placeret i midten og føler med det samme, at mit hår er lidt for pjusket, og at jeg måske lugter lidt af sved. Jeg mister forbindelsen mellem mig og dem som individer, fordi jeg ser dem som en gruppe af luksusmennesker, som bare kan det. Men så går der selvfølgelig ikke mere end et par minutter, før revnerne i hver eneste af de her kvinder begynder at opstå.
For det første ser man deres uenighed og deres forskellighed i holdninger, når vi begynder at diskutere bogen, men det er egentlig ligegyldigt. Det mest interessante er, at når vi bevæger os ind i det land, der handler om følelserne, så føler de sig også utilstrækkelige og inkompetente, og de har også livsstress, fordi de ikke kan få tingene til at hænge sammen, og de ligger også vågne om natten og kan ikke finde ud af, hvordan de nogensinde skal kunne fortsætte med at leve op til alt det, vi skal leve op til i livet.
Alle de ting bliver brudt ned imellem os, og det gør, at mødet med den læsegruppe bliver en helt fantastisk oplevelse. Jeg finder også ud af, at de alle er dybt politisk og socialt engageret. Ikke partipolitisk, men politisk i samfundsudviklingen. En af dem bor i Udkantsdanmark, og jeg er sikker på, at hun bor i et kæmpe hus. Hun er direktør i en stor dansk virksomhed og kunne så let som ingenting tage sine børn og placere dem på en dyr privatskole. Det har hun valgt ikke at gøre, for hun synes, at sammenhængskraften i hendes lokalmiljø er den lokale folkeskole. Og hvis hun begynder at tage sine børn ud, så er der ikke langt til, at andre tager deres børn ud, og så begynder tingene at falde fra hinanden. Så hun har valgt at investere al sin fritid i at få skolen op at køre og gøre den enorm ressourcestærk med de bedste lærere og inspektører. To andre kvinder fra læsegruppen er vanvittigt engageret i menneskerettighedsorganisationen Humanity In Action og huser udenlandske studerende, der kommer til Danmark for at arbejde med menneskerettigheder.
Så mine fordomme bliver forstyrret, og jeg sidder der midt i alt det her kaffe og kage og skal finde ud af, om jeg vil holde fast i det image, jeg har af Hellerup-fruer, eller om jeg vil give slip på det og følge dem ind i deres skildring af deres verden. Og det er jo den kamp, vi altid kæmper i mødet med andre mennesker. Skal vi lade virkeligheden påvirke os eller holde fast i vores forestilling om, hvordan tingene hænger sammen? Og her synes jeg virkelig, læsegruppen blev et reelt møde mellem mennesker.«
Kapitel 3: Louisiana, august 2013
»Så kom Henrik Nordbrandt flagrende«
»Jeg var til Louisiana Literature, den internationale gigantfestival, hvor verdens største forfattere er samlet i tre døgn. Det var specielt at sidde i det her luksuriøse backstage-område helt ned til Øresund med store frottébadekåber, som man kunne tage på, hvis man ville have et dyp i vandet, og der var et permanent flow af vin og mad. Så sidder man der sammen med Zadie Smith og Taiye Selasi og Ian McEwan, nogle af de største forfattere i verden lige nu, og alle de danske forfatterikoner, Suzanne Brøgger og Henrik Nordbrandt og Klaus Rifbjerg, som har udgivet 130 bøger og bare færdes der så hjemmevant, som var det hans egen stue. Og med det samme opbygger jeg mit kompleks. Jeg tænker: Her hører jeg ikke til. Under middagen bliver jeg nødt til at træde ud for at få en pause ude på terrassen og en cigaret og et glas vin for at rette mig selv ud igen, for jeg sad simpelthen der og krøllede helt sammen i min forestilling om, at jeg ikke hørte til. Og så står jeg derude, og først kommer Janina Katz ud, dansk-polsk jødisk digter, som lige er død, og hun spørger, hvem er du, og hvad har du skrevet, og hvordan har du det. Jeg fortæller hende, hvordan jeg har det, og så lægger hun sine hænder på mine kinder og siger: Jeg føler heller ikke, at jeg passer ind, og det føler jeg aldrig nogensinde, at jeg gør. Og det er rigtig godt, at jeg har det sådan. Og det er rigtig godt, at du har det sådan. Et øjeblik efter kommer Henrik Nordbrandt flagrende ud og er dybt frustreret over tingenes snæverhed, for han sidder også og føler, at der ikke er plads til ham og hans vildskab og argumentation, eller hvad det nu er, der ikke er plads til. Så står man der med to forfatterikoner, som har det på præcis samme måde.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg opbygger de forestillinger om, at jeg ikke hører til, ikke er præsentabel nok, dygtig nok, talentfuld nok, kulturel nok eller rig nok ude i Hellerup eller street nok, når jeg læser op i Blågårdsgade på Nørrebro. Men mit udgangspunkt er altid, at jeg ikke er god nok til den sammenhæng, jeg er i. Og så viser det sig, at de har det på samme måde.
Jeg har brugt utrolig meget tid på at skildre mig som perfekt til den sammenhæng, jeg gerne vil være i. Jeg er flyttet ud på Østerbro nu med min kone og min datter. Og jeg vil helst ikke forkastes på Østerbro, så jeg laver hele det her cirkus omkring min påklædning og min artikulation og min indretning. Gamle danske designmøbler, modetøj og trimmet skæg. Så jeg føler, at jeg passer ind i sammenhængen. Men det bliver for det første forkrampet, og for det andet bliver det ude af trit med virkeligheden, for jeg føler jo ikke, at jeg passer ind, uanset hvor jeg er. Og hver gang, jeg tillader mig at udtrykke det, oplever jeg, at den person, jeg sidder overfor, har det på samme måde.«
Kapitel 4: Hassan møder karakteren Hassan, oktober 2013
»Alle liv er komplekse«
»Jeg har ekstrem stor beundring for Hassan i bogen, men selv om bogen er skrevet selvbiografisk, er vi jo ikke helt den samme person. Han har sat et punktum for sig selv i forhold til al sin tvivl og komplekser og ønsker om at passe ind. Han sætter et punktum og vil noget andet i livet.
Men jeg er også ret skuffet over ham, for han har efterladt mig i livet, og for mig er det bare et komma, der er sat. Jeg bokser stadig med ønsket om at være elsket af alle og passe ind. Og i øvrigt siger min kone til mig ret ofte efterhånden, om jeg ikke kunne være lidt mere som Hassan i bogen og lidt mindre som Hassan i virkeligheden.
Hassan i bogen finder en ro i accepten af kompleksiteten. Han ender med at sidde på den sten, som han har set sin far sidde på, og kigge ud over havet. I virkeligheden kigger han ind i sig selv og kan se tilbage og frem og rundt omkring sig med lukkede øjne og acceptere det, acceptere at han er sammensat af alle de blikke og stemmer fra fortiden og nutiden og fremtiden, som kigger på ham, som er fra alle dele af verden, fra Berlin og Bagsværd og Lahore og New York og Beirut og Karachi, som har eksisteret i generationer, og som er helt nye og friske, og som er stemmer fra alle dele af verden, fra forskellige tidsperioder, fra forskellige cirkler i forhold til hans eksistens, helt tæt på og langt fra. Han accepterer, at mennesket er sindssygt komplekst, hvert eneste af os. Uanset om man er vokset op med en far fra Pakistan og en mor fra Danmark, eller om man har levet hele sit liv på Sejerø og er født på Sejerø, og ens forældre er født på Sejerø. Den ekstreme kompleksitet er vores alles livsvilkår.
Men vi kan alliere os med alle mennesker, og det har jeg lært af karakteren Hassan. Så længe jeg ikke indsnævrer mig selv med meninger og holdninger og standpunkter, når jeg dropper at debattere og kæmpe for det politiske og i stedet giver mig hen til at være i rigtig kontakt med rigtige mennesker, så er mulighederne til stede for at opnå den større samhørighed, jeg altid har søgt. Jeg vil hellere inkludere end at tale om at inkludere. Og det har jeg kunnet med min bog.«
BogForums Debutantpris uddeles på fredag.
hassanpreisler.dk