Det er i sig selv en fantastisk bedrift, at astronomer efterhånden har identificeret op mod 2.000 planeter uden for vores eget solsystem. Og på den baggrund sandsynliggjort at der findes noget i retning af 100 milliarder planeter i vores egen galakse, Mælkevejen.

Men en forskergruppe tilknyttet Niels Bohr Institutet i København vil nu prøve at føre planetjagten ind i en helt ny dimension.

»Vi vil forsøge at opdage planeter i andre galakser, herunder i Andromedagalaksen,« siger lektor og astrofysiker ved Niels Bohr Institutet Uffe Gråe Jørgensen, der står i spidsen for forskergruppen ved navn MINDSTEp.

Selv om det er meget sandsynligt, at der er planeter i andre galakser, findes der endnu ingen dokumentation for deres eksistens. Hvilket skyldes de formidable afstande.

Mælkevejen har en diameter på omkring 100.000 lysår, og næsten alle de planeter, man har opdaget, ligger inden for en afstand af et par hundrede lysår fra Jorden. Samtidig er stort set alle disse såkaldte exoplaneter udelukkende indirekte observeret – bl.a. som følge af det lystab, man kan måle, når en planet passerer forbi en stjernes skive.

I januar 2006 kunne Uffe Gråe Jørgensen imidlertid offentliggøre, at man ved hjælp af et dansk teleskop i Chile havde identificeret en jordlignende planet helt inde mod Mælkevejens centrum cirka 25.000 lysår borte. Det var og er formentlig stadig den fjerneste planet, man nogensinde har opdaget.

Selv med nutidens kraftigste teleskoper og bedste kameraer er det i princippet umuligt at opdage et himmellegeme med en radius på få tusind kilometer på så formidabel afstand.

Den danske lektor og hans hold havde imidlertid fundet en fidus: De benyttede sig af det forhold, at rummet mange steder danner naturlige forstørrelsesglas, såkaldte gravitationslinser.

Effekten opstår, når to objekter i universet står på linje i forhold til Jorden. Hvis det nærmeste objekt er meget tungt, eksempelvis en stor stjerne eller et sort hul, bøjer det rummet og dermed lyset omkring sig. Dermed kan den nævnte linseeffekt, som Albert Einstein beskrev helt tilbage i 1936, opstå.

»I teorien kan forstørrelsen blive uendelig. Men i realiteten kan man udmærket opnå forstørrelser på 500-600 gange,« forklarer Uffe Gråe Jørgensen.

På den baggrund mener lektoren, at det er muligt at opdage planeter i helt andre galakser, bl.a. i vores nærmeste store nabogalakse, Andromeda, der roterer rundt omtrent 2,5 millioner lysår borte, og som formentlig indeholder nogenlunde lige så mange stjerner som Mælkevejen, det vil sige måske 200 milliarder.

Tålmodig jagt

Jagten i det fjerne er så småt begyndt at gå i gang, bl.a. ved hjælp af helt specielle kameraer, der er udviklet på Niels Bohr Institutet, og som installeres i teleskoper i Chile og på Tenerife.

Forskergruppen har også søgelyset rettet mod andre galakser end Andromeda, herunder de nærliggende dværggalakser Den Store og Den Lille Magellanske Sky.

»De er specielt interessante, for i modsætning til Mælkevejen og Andromedagalaksen har de et meget lavt indhold af tunge grundstoffer, der jo udgør en stor del af for eksempel Jorden. Så måske vil klippeplaneter derude være meget små,« forklarer Uffe Gråe Jørgensen.

Gravitationslinseteknikken rummer den fordel, at den er særlig følsom over for opdagelsen af planeter i jordstørrrelse (samt noget større) i den potentielt beboelige såkaldte guldlokzone omkring stjerner derude.

Forskergruppen må imidlertid væbne sig med tålmodighed. Der gik således tre års intens søgning forud for den bekræftede opdagelse i 2006 af exoplaneten ved navn OBO5390 25.000 lysår borte.

Det skyldes, at stjerner og galakser er i evig bevægelse, så hvis man har kig på en bestemt stjerne og dens nabolag mange tusind eller flere millioner lysår borte, kan der gå millioner af år, før et foranliggende, tungt objekt skaber en brugbar linseeffekt. Og når det endelig sker, har man kun få uger at udnytte effekten i.

Forskernes arbejde består derfor i tålmodigt at afsøge himmelrummet for ganske bestemte vinkler, hvor linseeffekten er optimal.

»Vi kan ikke være helt sikre på, at det vil lykkes os at opdage en planet i en anden galakse. Men i de senere år har man inde mod centrum af vores egen galakse opdaget cirka ti planeter om året ved hjælp af teknikken. Så vi har et begrundet håb,« slutter astrofysikeren.