Hans konservative parti har en ekstremt kritisk holdning til EU. Hans land har et historisk ambivalent forhold til Europa, og manden er selv ekstrem, men nogle gange er det lærerigt at studere ekstremer.
Boris Johnson indledte sin karriere som journalist, og han var i årene efter Berlinmurens fald korrespondent i Bruxelles for den britiske avis The Telegraph. Her satte han nye standarder for en i forvejen særdeles kritisk britisk presse ved at fremføre vilde påstande om, hvordan europæiske bureaukrater ville indføre regler for lugten af »eurogylle« eller pønsede på planer om at overtage al magt i Europa.
Johnson har selv beskrevet, hvordan han opdagede EU-stoffets potentiale for at påvirke britisk indenrigspolitik:
»Det var som at kaste sten over havemuren og høre fantastiske brag fra glashuset ovre i England. Alt, hvad jeg skrev fra Bruxelles, havde en helt utrolig, eksplosiv virkning på det konservative parti,« har han forklaret i et interview.
Boris Johnsons retorik ... bygger på to mekanismer, som man kan genfinde i stort set alle EU-debatter
Efter årene som journalist gik Boris Johnson ind i politik og fortsatte med en ryggesløs form for EU-bashing helt frem til den britiske EU-afstemning i 2016 og hans seneste forsøg på at underminere Storbritanniens Brexit-forhandlinger med EU.
Nu er Boris Johnson ude af Theresa Mays kabinet, og vi kan forvente, at han vil fortsætte med at tordne mod eurokraterne i Bruxelles. Udover at give os et fingerpeg om, hvor britisk politik er på vej hen, er det interessante ved Boris Johnsons retorik, at den bygger på to mekanismer, som man kan genfinde i stort set alle EU-debatter. Enten fremstilles unionen som prügelknabe og ansvarlig for alverdens ulykker. Eller også fremstilles EU som et nationalt nulsumsspil. Et europamesterskab i politisk indflydelse, hvor der kun findes vindere og tabere.
En falsk fortælling
Senest gik formændene fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti til angreb på Lars Løkke Rasmussen (V), fordi de mente, at statsministeren havde svigtet i kampen for at begrænse EU-borgeres adgang til dansk børnecheck og dagpenge. Ifølge Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF) skyldes de danske »nederlag«, at Lars Løkke Rasmussen har udtalt sig positivt om EU.
»Den nye EU-linje, som Venstre er slået ind på de seneste måneder, betyder, at det er sværere for regeringen at forfægte Danmarks dagsorden,« som Kristian Thulesen Dahl udtrykte det.
Påstanden er absurd. Når EU-Kommissionen afviser indeksering af børnechecken eller foreslår indførelse af tvungen barsel til mænd, sker det ikke, fordi Lars Løkke Rasmussen har holdt en grundlovstale om behovet for opgør med det danske forsvarsforbehold. Det sker, fordi Kommissionen vurderer, at der kan blive politisk flertal for det blandt EUs medlemslande og i EU-Parlamentet.
At kaste med sten mod glashuse
Man kan være enig eller uenig, og man skal tage alle mulige politiske slagsmål i EU, men når en beslutning er truffet, ville det være en lise, hvis politikerne nogle gange kunne besinde sig på, at i et fællesskab må der altid indgås kompromiser.
På samme måde ville det være velgørende, om både presse og politikere kunne holde en saglig linje i kritikken af forslag, som kommer fra EU-institutioner eller lande. Kritikken kan ofte være berettiget, men lad der ikke gå sport i at kaste med sten mod glashuse, som Boris Johnson har gjort det i hele sin karriere.