- Den er så plat og så dårlig, at vi ikke behøver at nævne den. Det er ikke engang en B-film - det er en P-film.
Sådan lød det i moskeen på Dortheavej i København under dagens fredagsbøn, hvor mange var mødt op for at høre Imam Mohye Eddin Ouwainats budskab til de danske muslimer oven på den kontroversielle film »Innocence of Muslims«, der har fået flere muslimer i Mellemøsten til at gå på gaden og protestere.
I sin prædiken kaldte han filmen en billig måde at kritisere profeten Muhammed på, og han sagde, at den kun er lavet for at provokere. Samme mening fandt man hos de besøgende ved moskeen, som BT talte med inden fredagsbønnen.
- Det er dumt, at han har lavet den, men det betyder ikke så meget. Det er hans egen mening, og det kommer ikke til at skade Muhammed, fortalte en af de besøgende, der ikke ønskede at blive nævnt med navn.
Ingen ny Muhammed-krise
Talsmand for Det Islamiske Trossamfund i Danmark, Imran Shah, havde heller ikke meget til overs for filmen.
- Det er dybt frastødende og er kun lavet for at opildne til had mod muslimer. Den er nedladende, den gør grin og den provokerer, siger han.
Han tror ikke på, at filmen kan skabe endnu en Muhammedkrise, som vi så i 2005, selv om der har været voldsomme uroligheder i bl.a. Libyen og Egypten i løbet af ugen.
- Størstedelen af demonstrationerne er fredelige og rolige. I Egypten har vi for eksempel set muslimer og kristne demonstrere sammen mod filmen. De få steder, hvor linsen er rettet mod urolighederne er ikke et udtryk for alle muslimers reaktion.